Hadeord: Pige

”Kunne man forestille sig en 53-årig mand beskrive sig selv som en 'sød og udadvendt dreng'?” spørger Mette Victoria Pabst, hvis hadeord er 'pige'

Mine tæer krummer sig sammen, når kvinder på en arbejdsplads bliver omtalt som ”pigerne”, eller når medier skriver ”piger” om fuldvoksne kvinder. Jeg læste engang en jobansøgning, hvor en 53-årig kvinde skrev, at hun var en ”sød og udadvendt pige”. Hun havde også indgående branchekendskab og var lidt af en ekspert på sit område. Kunne man forestille sig en 53-årig mand beskrive sig selv som en ”sød og udadvendt dreng”?

Det hedder mænd og kvinder. Vi er jo ikke børn længere. Jeg har kørekort, drikker, har et job, sex og er gammel nok til at bekymre mig om mit pensionsafkast. Så har jeg vel også erhvervet mig retten til at være en kvinde og ikke et barn.

Ord skaber virkelighed, men det ved vi jo godt i denne branche. Så et ord som ”pige”, med de konnotationer det har, skal vi for guds skyld stoppe med at bruge om vores chefer, kolleger eller voksne kvinder i al almindelighed.

Mette Viktoria Pabst er ansvarshavende redaktør for Ekstra Bladets nichemedier

0 Kommentarer