Hadeord: Googler

”Det ærgrer mig, at en gigantisk amerikansk software- og it-virksomhed på den måde påvirker vores sprog,” skriver Mikkel Homann Carøe, som hader ordet 'googler'

”Jeg søger lige efter informationen på internettet.” Hvornår har du sidst hørt den sætning? Nej, vi googler. På livet løs.

I mit arbejde prøver jeg hver dag at blive klogere på Googles algoritme, så netop min organisations side kommer frem på side ét, når danskerne ryger til tasterne og søger sig frem. Og jeg ved, hvor vigtig Google er som kommunikationsredskab.

Jeg er afhængig af Google. Og af alle dem, der googler.

Men min indre sprogromantiker græmmes, hver gang ordet bruges. Det ærgrer mig, at en gigantisk amerikansk software- og it-virksomhed på den måde påvirker vores sprog.

Kunne jeg dog bare finde på et bedre ord, der var mere dansk og ikke lugtede af storkapitalisme. Tror lige, jeg googler det …”

Mikkel Homann Carøe er kommunikationskonsulent hos 4H og LandboUngdom

0 Kommentarer