Hadeord: Ekspert

"”Eksperten“ er gået fra at være kyndig og vidende til blot at være en, der har gjort noget ofte". Sofie Skamris Pedersens hadeord er 'ekspert'

Når jeg hører ordet „ekspert“, har jeg svært ved at bremse tankerne fra at ende i associationer til en kæde af elektronikbutikker i provinsen – og min første Discman. 

Men mest er det et ord, der alt for flittigt bruges i medierne.

Betegnelsen dækker i virkeligheden blot over, at journalisten mangler anslag i avisspalten eller navneskiltet til liveinterviewet. Måske lykkes det den stakkels professor i en indskudt sætning at få forklaret, hvori hans/hendes relevante faglighed egentlig ligger. Andre gange bliver det aldrig uddybet, hvorfor denne kilde er ”ekspert”. Man kan næsten få den tanke, at journalisten ikke selv har gennemskuet det! Alligevel er det dog oftest journalisten, der udråber kilden til ”ekspert“ – ikke ”eksperten“ selv.  

Samtidig er ordet efterhånden blevet så almendækkende, at ”eksperten“ er gået fra at være kyndig og vidende til blot at være en, der har gjort noget ofte.

I så fald synes trøsten at være, at medierne er ekspert i eksperter.

Sofie Skamris Pedersen er journalist og stud. theol.

Privatfoto

0 Kommentarer