search

Håb om østjysk alliance på Århus Stiftstidende

På Århus Stiftstidende kom det som en overraskelse, at Berlingske Media vil sælge koncernen i bidder. »Det lægger et andet pres på, fordi det ligger i kortene, at man kan komme til at stå som Palle Alene i Verden,« siger tillidsmanden, der selv håber på et østjysk samarbejde

I måneder har medarbejderne på Århus Stiftstidende forventet, at Berlingske Media ville blive solgt i ét stykke. Derfor blev medarbejderne overraskede, da Berlingske Media annoncerede, at det nu er muligt at købe koncernen i mindre bidder, siger tillidsrepræsentant Morten Svith.

»Berlingske Media har været kendetegnet ved stor integration med hensyn til deling af stof og fælles løsning på en række støttefunktioner. Vi har gået i mange måneder og forventet bud på det hele,« siger Morten Svith.

»Det lægger et andet pres på, fordi det ligger i kortene, at man kan man komme til at stå som Palle Alene i Verden,« siger han.

Omverdenen er ikke ligeglad

Selv om Århus Stiftstidende historisk har haft ry for at have svært ved at tjene penge, har medarbejderne fået at vide af ledelsen, at Århus Stiftstidende i dag er en rentabel avis.

»Det er en god og sund ting at teste, om omverdenen er ligeglade med os. Det er den ikke. Det kan vi mærke alle de steder, hvor ledelsen prøver at finde lokale investorer,« siger han.

Det taler desuden til Århus Stiftstidendes fordel i salgsprocessen, at avisen og den profitable ugeavis Århus Onsdag er så tæt knyttet sammen.

»Det er ikke dårligt at have nogle stærke kort. Og Århus Onsdag er et stærkt produkt.«

Han understreger, at man nu er så tidligt i forløbet, at det er umuligt at spå om, hvordan salget ender – for eksempel om Århus Stiftstidende indgår i et salg med eller uden Randers Amts Avis.
Lige nu undersøger ledelsen mulighederne for at finde lokale investorer.
 

Håber på en alliance
Morten Svith selv tror, at den mest logiske løsning vil være en form for alliance.

»Vi er jo ikke i en tid, hvor man starter et lokalt bladhus op af den blå luft.«

I huset taler medarbejderne for eksempel om muligheden for et opkøb fra andre jyske mediehuse.

»Det skorter ikke på spekulationer. Men vi ved ikke ret meget,« siger Morten Svith, der selv kan se fornuften i et samarbejde, der binder bladhusene i det østjyske tættere sammen fra Fredericia i syd til Randers i nord.

»Det kunne der være en vis fornuft i.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen