Antallet af fyringer på TV 2 kan måske nedbringes ved hjælp af genplaceringer. I går fik 13 medarbejdere på TV 2 Nyhederne at vide, at de var fyret. Samtidig meddelte nyhedsdirektør Michael Dyrby, at TV 2 skal ud og ansætte nye folk med andre kompetencer.
Men efter arbejdsnedlæggelsen i går sætter ledelsen og medarbejderne sig nu sammen for at undersøge, om man kan finde nyt arbejde til nogle af de 13 fyrede. Otte af de 13 er medlemmer af Dansk Journalistforbund.
»Vi kan nok ikke skaffe plads til alle. Men vi indleder en proces, hvor vi kigger på mulighederne for at genplacere,« siger fællestillidsrepræsentant Lennart Sten.
»Vi giver det en chance og taler med tillidsfolkene om det,« tilføjer Michael Dyrby.
Lennart Sten forklarer, at arbejdsnedlæggelsen i går var udtryk for frustration blandt medarbejderne og utryghed ved planerne for fremtiden. I alt fik 650 medarbejdere besked om, hvad de skal arbejde med i TV 2's nye nyhedsorganisation fra årsskiftet.
»Hele skibet bliver bygget om. Nogle får nye funktioner, andre flyttes til Odense. Nogle blev glade, andre skuffede – og nogle fik en fyreseddel. Og ordet fyring har ikke ligget i folks hoveder. Der har Michael Dyrby anerkendt, at han ikke var tydelig nok,« fortæller Lennart Sten.
Dyrby: Ikke formidlet godt nok
Michael Dyrby siger om forløbet, at der juridisk ikke er noget at komme efter. Det er kørt efter bogen med inddragelse af tillidsfolkene og varsling i rette tid.
»Det er der heller ingen, der anfægter. Det er mere oplevelsen af det, vi har kommunikeret på informationsmøderne,« Michael Dyrby.
Michael Dyrby siger, at der har været afholdt fire informationsmøder, hvor medarbejderne er blevet præsenteret for den digitale omstilling. De har fået at vide, at det ikke var en spareøvelse. Men at ledelsen ikke kunne garantere, at nogle medarbejdere ikke ville kunne blive omplaceret.
»Jeg har ikke afvist afskedigelser. Men der må jeg konstatere, at det har jeg åbenbart ikke formidlet godt nok,« siger Michael Dyrby.
Eldrup skal svare på spørgsmål
Lennart Sten siger, at arbejdsnedlæggelsen i går bundede i en kombination af små og store frustrationer.
»Når vi så samtidig skal i gang med den store omlægning, eksploderer det hele.«
Medarbejderne efterlyste på et stormøde klokken 10 i dag, at administrerende direktør Merete Eldrup stiller op og besvarer spørgsmål fra medarbejderne. Det vil hun efter planen gøre sammen med nyhedsdirektør Michael Dyrby en af de kommende dage.
Lennart Sten siger, at omlægningen er den største ændring på TV 2 Nyhederne, siden TV 2 News gik i luften i 2006. Han siger også, at flytningen af medarbejdere mellem København og Odense ikke handler om at fastholde Odense som TV 2’s hovedsæde.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
TV2 vil åbenbart skaffe sig af med faste medarbejere for at skaffe plads til andre med andre kompetencer.
Det er det nye mantra i medivirksomhederne: smid de fastsatte ud og skaf plads til nye kompetencer.
Det bør få os alle - og forbundet - til at slås for, at arbejdsgiverne i stedet sørger for rettidigt at op- og omkvalificere de medarbedjere de har, så de er klar til mogendagens udfordringer og fyringer undgås.
Det er er måske den centrale opgave for overenskomster og samarbejdsaftaler i de næste mange år.
I mellemtiden kan man kun bakke moralsk op om kollegerne på TV2 og deres forsøg på at reducere antallet af fyringer - helst til nul.
Kære Lisbeth og Nicki
Tak for jeres kommentarer. Point taken, der er sket meget med teknologien på ni år :-) Vi har skiftet til et lidt mere moderne foto på historien.
Mvh
Andreas Marckmann
Digital redaktør, Journalisten
Jeg bliver også helt nostalgisk ved at se et skærmbillede med gode, gamle Basys :-)
Har I ikke nyere billeder fra TV 2 :)