Hvis journalister ikke ved, at der er afholdt retsmøde, kan de ikke dømmes for at overtræde navneforbudet, siger ny byretsdom, der hilses velkommen af DJ.

Navneforbud er en pestilens for alle journalister, der kommer på klods hold af det danske retssystem.
Domstolene udsteder forbuddene på samlebånd, uden at vi som journalister kan sige hverken bæh eller buh. Oplysningerne om navneforbud er ikke samlet ét centralt sted. Derfor må vi som lovlydige journalister ringe land og rige rundt, hvis vi vil være sikre på, at der ikke er nedlagt et navneforbud ved en eller anden eksotisk retsinstans.
Til overmål har domstolene hidtil hyldet den faste praksis at straffe overtrædelser af navneforbud med bøder på typisk 1000 kr., uanset om journalisten har været bekendt med forbuddet eller ej.
Nu er der måske et lille lys forude.
I Københavns Byrets 8. afdeling er jeg netop blevet frifundet i en navneforbudssag med en begrundelse, der giver visse håb om en ny kurs.
Sagen kort: I december 1995 skrev jeg i en artikel om den jyske finanskrejler Mogens Wisti Kiilerich (MWK), at »hans navn er også dukket op i forbindelse med en omfattende momssvindelsag med toldplader (…).«
Sætningen udløste prompte en sigtelse fra politidirektø-ren i København, fordi Københavns Byret den 10. februar 1994 havde nedlagt forbud mod at gengive navn, stilling og bopæl for Mogens Wisti Kiilerich i den pågældende momssvindelsag. I byrettens 8. afdeling forklarede jeg, at jeg ikke vidste, at MWK var sigtet eller tiltalt i den pågældende sag.
I sine bemærkninger til frifindelsen skriver byretsdommeren:
»Efter tiltaltes forklaring lægges til grund, at han ikke var klar over, at der var indgivet anmeldelse eller rejst sigtelse eller tiltale mod MWK. Under disse omstændigheder finder retten ikke, at der har påhvilet tiltalte en pligt til at undersøge, om der var nedlagt navneforbud, hvorfor tiltalte frifindes.«

En lempelse
Og hvad kan vi så bruge det til?
Ifølge jurist og sekretariatschef i Dansk Journalistforbund, Anne Louise Schelin, er det nu skåret ud i pap, at journalister ikke kan dømmes for en overtrædelse af et navneforbud, som de ikke har kendskab til.
»Det helt springende punkt er, om journalisten har konkret kendskab til, at der har været afholdt retsmøder. Hvis du har et sådant kendskab, har du efter gældende ret også en pligt til at undersøge, om der er afsagt et navneforbud. Hvis ikke du har det kendskab, kan du ikke dømmes,« siger Anne Louise Schelin.
Hun betegner byretsdommen som en lempelse af den hidtidige kurs på området. Den baserer sig på en sag fra Østre Landsret i 1994: To journalister fra henholdsvis Land & Folk og Politiken blev dengang i byretten dømt for at offentliggøre navnene på to advokater, som Bagmandspolitiet efterforskede. Journalisterne var ubekendte med navneforbuddet og havde informationerne om advokaterne fra andre kilder. Byretten idømte bøder a 1000 kr. med henvisning til, at »der påhviler journalister en selvstændig pligt til at undersøge, om der er nedlagt navneforbud.«
Østre Landsret stadfæstede afgørelsen, men kom med en vigtig præcisering. Landsretten fremhævede nemlig,
at journalisterne havde været bekendt med, at der var indgivet anmeldelse mod advokaterne til Bagmandspoli-tiet. På den baggrund »tiltræder landsretten, at de tiltalte burde have undersøgt, om der under efterforskningen var blevet nedlagt et navneforbud,« som det hedder i dommen.
Anne Louise Schelin ser den friske byretsdom som et klart skridt i den rigtige retning.
»Byretsdommen stadfæster Landsrettens praksis et stykke ad vejen, men cementerer og strammer samtidig de betingelser, der skal være opfyldt, før journalister kan dømmes for overtrædelse af navneforbud,« siger Anne Louise Schelin.
Og mens vi venter på, at journalister får ankeadgang ved udstedelse af navneforbud, kan vi så glæde os over afgørelsen. Det vides i skrivende stund ikke, om byretsdommen ankes.

Bjørn Lambek er erhvervsjournalist på Politiken.