Bertel Haarder er en atypisk toppolitiker. Han reagerer hurtigt og kontant, når han er utilfreds med pressen. Det viser en række nye eksempler. Ekspert i politisk kommunikation roser ministeren for supersmart spin.

Bertel Haarders læserbreve mod medierne er skrevet med en skarpladt blækpatron. På det seneste har adskillige journalister oplevet at få skældud af ministeren på debatsiderne.

Efter sommerferien har ministeren for eksempel – under overskriften »Forrykt journalistik« – skrevet, at to artikler fra Jyllands-Posten var henholdsvis »forvrøvlet« og »mangelfuld«. Han har derudover karakteriseret en forside på

Ekstra Bladet som »stupid«, oven i det har han tordnet i et læserbrev, at en journalist på Information ikke er berettiget til »at lave falske historier og overskrifter«.

Den 14. august går det ud over en journalist på Berlingske Tidende:

Artiklen beskrev, hvordan en 13-årig piges læserbrev ­fik ministeren til at lempe visum-reglerne. Pigen beklagede sig over, at hendes familie fra Algeriet ikke kunne få turistvisum. Ifølge Berlingske Tidende reagerede ministeren på hendes indlæg ved at foreslå, at turistvisum kan bevilges, hvis en dansk vært kautionerer med 50.000 kroner.

Problemet var, at det ikke var den 13-årige pige, der fik Bertel Haarder på ideen med kaution. Ideen var mere end en måned gammel. Berlingske Tidende bragte en rettelse, og Bertel Haarder skrev i sit indlæg på debatsiderne:
»Han (journalisten, red.) lyver læserne lige op i ansigtet.«

Som minister bruger Bertel Haarder jævnligt tid på at få journalister og redaktører sendt i skriftestolen. Dermed adskiller han sig fra den typiske danske minister, siger Per Rystrøm, der har været spindoktor i fem år i Nyrups regeringstid og nu underviser i politisk kommunikation på Københavns Universitet.

»Bertel Haarders stil er meget følelsesladet og personlig. Han er en af regeringens dygtigste kommunikatører, selv om hans stil nærmest er vendetta-agtig,« siger han.

Til forskel fra andre toppolitikere skriver integrationsminister Bertel Haarder selv sine læserbreve. Ofte tager de form allerede om morgenen.

Nogle gange river Bertel Haarder en avisside ud derhjemme, som han tager med ind i ministeriet, eller også kradser han svaret ned på de presseklip, han fra morgenstunden får ind på sit kontor.
»Jeg skriver læserbrevene selv, for jeg kan ikke udholde at slå op i avisen og se nogle formuleringer, jeg ikke selv har skrevet,« siger Bertel Haarder.

Indimellem assisterer embedsmændene dog ministeren med hans skriverier. Bertel Haarder beder om hjælp til at få fakta på plads, når han skriver om komplicerede sager.

Politikerne tackler pressens fejl og skarpvinklinger ud fra to forskellige filosofier, forklarer Per Rystrøm. Den ene filosofi går ud på at se igennem fingre med pressen for at undgå at provokere journalisterne. Frygten blandt politikerne er, at den offentlige kritik kan anspore journalister til et hævntogt i spalterne.

Den anden filosofi handler om at svare igen på fejl. Hurtigt og kontant. Det kan der være flere fordele ved. Blandt andet at skræmme andre journalister, der vil skrive om politikeren.

Den britiske premierminister Tony Blairs spindoktorer er blevet beskyldt for at have praktiseret skræmmetaktikken i forsøget på at kontrollere pressen.

Bertel Haarder afviser, at han forsøger at skræmme journalister, når han skyder med blækpatronen:

»For mig er det et led i folkeoplysningen, at en forkert påstand helst skal korrigeres det samme sted, som den er kommet. Jeg har ingen illusion om, at jeg kan skræmme journalister til ikke at skrive noget grimt om min politik. Det kan man ikke i Danmark. Det vil hævne sig, hvis man gør det,« siger Bertel Haarder.

Han siger, at den kontante tone i indlæggene er udtryk for »retfærdig harme«.

»Nu er jeg jo ikke selv en mimose, og det er mine politiker-kolleger heller ikke. Derfor synes jeg heller ikke, at journalister skal være mimoser. Journalister må altså finde sig i, at jeg sommetider er lidt kort for hovedet og glemmer at nævne det, der var rigtigt i artiklen,« siger Bertel Haarder.

Selv om Bertel Haarder farer hårdt ud mod pressen, så roser flere debatredaktører ham for at være kontant, hurtig og skarp i sine indlæg. Af samme grund ryger Bertel Haarders indlæg også ofte i spalterne. Mens andre ministres læserbreve, der er længere og skrevet i et mere bureaukratisk sprog, droppes.

»Tit oplever vi, at der går fire-fem dage, før en minister reagerer på en kritisk artikel. Og så kommer der en lang smøre. Der gør Bertel Haarder det stik modsatte,« siger Jacob Fuglsang, der er debatredaktør på Politiken.
Han mener også, at man kan se, at Bertel Haarder selv skriver sine indlæg.

»Han har en personlig tone. Ofte virker det som en vrede. Hvor andre ministre sender noget, der emmer langt væk af embedsmands-sprog,« siger Jacob Fuglsang.
Per Rystrøm roser også Bertel Haarder for at være en meget dygtig kommunikator. Han mener, at integrationsministeren med sine læserbreve om og imod pressen opfører sig som en dygtig spindoktor – a la Tony Blairs pressefolk.

Integrationsministeren afviser, at det er nøje planlagt spin, han udfører over for pressen:

»Jeg er ikke særlig udspekuleret. Jeg har ikke nogen plan med det, jeg gør, men jeg har et ønske om at få ting sat på plads, som jeg synes skal sættes på plads,« siger Bertel Haarder.

Selv om eksperten i politisk kommunikation priser Bertel Haarder for at være en underholdende, kontant debattør, så mener Per Rystrøm ikke, at journalister skal frygte, at andre ministre begynder at opføre sig som Bertel Haarder.

»Han er kendt som en »no bullshit kind of guy«. Mange ville komme galt af sted med den stil. Men Bertel Haarder er den, han er. Derfor slipper han af sted med det,« siger Per Rystrøm.