Anne Louise Rühe kritiserer håndteringen af sagen i skarpe vendinger. Foto: Lærke Posselt
Otte studentermedhjælpere på B.T. gik i efteråret til ledelsen og fortalte om grænseoverskridende adfærd fra den redaktør på avisen, der står for at ansætte netop studentermedhjælperne.
En af dem, Anne Louise Rühe, står nu frem og fortæller om forløbet og sine egne oplevelser med redaktøren.
”Jeg har for eksempel oplevet, at han har råbt ud i det åbne kontorlandskab, om alle havde hørt, at den nye student var til piger. Til en julefrokost har han spurgt mig, om jeg ville med ud på toilettet, og senere om mig og ham og en anden kollega ikke skulle have en trekant,” fortæller Anne Louise Rühe.
Flere af studentermedhjælperne oplevede allerede upassende kommentarer fra redaktøren til jobsamtalen. En af dem fortæller, at redaktøren havde fundet ud af, at hun tidligere havde arbejdet som model, og stillede private og personlige spørgsmål til den del af hendes fortid.
”Men det mest ubehagelige var at finde ud af, at han også havde sendt billeder og links til min Instagram rundt til ansatte på B.T.,” fortæller den tidligere studentermedhjælper, som ikke ønsker sit navn frem.
Alligevel fik sagen ikke den konsekvens, at den pågældende redaktør blev fjernet fra opgaven med at ansætte studentermedhjælpere. Det mødte i november skarp kritik fra B.T.’s redaktionelle medarbejderforening.
”Vi finder det kritisabelt, at sagen ikke har fået den oplagte konsekvens, at den involverede chef blev fjernet fra ansvaret med at ansætte nye medarbejdere.”
Chefredaktør Michael Dyrby kalder henvendelsen fra medarbejderforeningen alvorlig, men henviser til Berlingske Medias HR-direktør Lise Glerup for kommentarer til håndtering af sagen. Hun understreger, at studentermedhjælpernes sag fik konsekvenser for redaktøren.
”Men da det er en personalesag, kan jeg ikke komme ind på, hvad konsekvenserne har været,” siger Lise Glerup.