Haagerup vil ikke offentliggøre lydfil

DR Nyheder fik også lydfilen om lækagesagen, men kunne ikke bringe den. Redaktionen var låst af en Højesteretsdom, fortæller nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.

DR Nyheder fik også lydfilen om lækagesagen, men kunne ikke bringe den. Redaktionen var låst af en Højesteretsdom, fortæller nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.

Poul Madsens navn stod ikke alene i den lille, hvide kuvert, der i fredags blev afleveret anonymt i porten til JP/Politikens Hus. Også Ulrik Haagerups navn stod på den lille lap papir, og han bekræfter, at han har modtaget filen. Men DR kunne ikke være først med historien, uanset hvor meget de ville.

»Vi har været redaktionelt låst,« siger Ulrik Haagerup til DR Update.

»Vi kan ikke være dem, der på den ene side går ud og siger, vi ønsker at beskytte en kilde og dernæst er den første til at gå ud og afsløre. Det hænger simpelthen ikke sammen. Meget mod vores natur i DR har vi ladet være med at offentliggøre det og har måttet lægge os i baghjulet af nogle andre. Men hvis vi kommer tættere på sandheden, er det godt,« siger han.

Den aparte situation har gjort, at DR har måttet citere Ekstra Bladet i stedet for selv at bringe lydfilen – selvom Ulrik Haagerup tilbage i 2010 gav udtryk for, at hvis han havde muligheden, ville han gøre det. Men DR's kamp for kildebeskyttelse kom i vejen.

»Der var en højesteretsdom, og den er jo kommet senere, og højesteretsdommen siger, at vi ikke skal udlevere den, og så kan vi ikke gå ud og gøre noget i modsætning til det, som vi har argumenteret med i højesteret,« siger han til DR Update.

1 Kommentar

Stig Jonstrup Pedersen
14. DECEMBER 2011
Re: Haagerup vil ikke offentliggøre lydfil

Ganske udmærket argumentation, Haagerup har for de overvejelser, der er gjort i DR. Senest på P1 for nogle få minutter siden.

I disse spintider (P1 tog en  afhandling fra RUC op igen, igen (også her til morgen)) er der stadig en ting, der kan undre i sagen om lækagen om jægersoldaternes indtræden i krigen i Afghanistan. Hvorfor optages samtalen mellem Rasmus Tanholdt og tidligere DR-journalist Nils Giversen?

Det forekommer i mit verdensbillede mærkværdigt, at to, der angiveligt er venner (eller var?) optager hinandens samtaler med mindre, det er aftalt på forhånd og har et bestemt sigte.

Den rigtig gode historie kunne jo være, hvis en tredjepart uretmæssigt har optaget samtalen.