Panikdagen, som den fungerer i dag, er en »nordkoreansk model«, siger DR's nyhedschef, Ulrik Haagerup, i stort interview med Journalisten.dk. Han lufter ideen om at afskaffe Panikdagen helt og lade medierne ansætte praktikanter fra 1. semester eller før.
De studerende vil have straf til medier, der snyder. Børsen indrømmer blankt, at de kontakter studerende før tid. Og Dansk Journalistforbunds næstformand, Lars Werge, afviser straf som den rigtige løsning.
De seneste dage har debatten raset om praktiksystemet og den kontroversielle Panikdag.
Nu går DR's nyhedschef, Ulrik Haagerup, ind i debatten i et stort interview med Journalisten.dk.
Han starter med at slå fast, at det var forkert af DR at snyde ved sidste Panikdag. DR Nyheders indlandschef, Sandy French, har også beklaget over for Journalisten.dk.
»Man skal holde de aftaler, man indgår. Vi sendte en sms 30 sekunder for tidligt, jeg har set sms'en, jeg har givet en røffel, og det gør vi ikke igen,« siger Ulrik Haagerup til Journalisten.dk.
Men hans pointe er, at praktiksystemet og Panikdagen overhovedet ikke fungerer.
»Det system, vi har i dag, har spillet fallit. Hvis man skal overholde reglerne, så laver man ikke aftaler før tid, og man ansætter ikke, før hornet lyder. Det går så stærkt, at det eneste, man kan nå, er at sende en sms, alternativt ringe og sige til den studerende, at hvis du kommer over, så er du ansat med det samme. Der er simpelthen ikke tid til at snakke.«
Det betyder ifølge Haagerup, at medierne må basere ansættelsen på det CV, de formentlig har læst på den studerendes hjemmeside og eventuelt det glimt, de har fået til Åbent Hus.
»Hvad værre er, systemet frister jo. Der er allerede nogle, der erkender, at de snyder. Der er andre, der snyder uden at sige det. Vi kunne konstatere, at nogle af dem, som vi kontaktede til tiden, allerede havde lavet aftaler. Det kan ikke lade sig gøre. Vi kunne også konstatere, at rigtig mange laver forsamtaler, enten i forbindelse med Åbent Hus eller senere. Så kan de lære de studerende at kende og indgå mundtlige aftaler om, at de får et job.«
Ulrik Haagerup mener grundlæggende, at der er to yderpunkter i debatten om, hvordan praktiksystemet skal hænge sammen.
»Det ene er den nordkoreanske model, som vi har nu, hvor man forbyder både praktiksteder og studerende at have kontakt med hinanden før et bestemt klokkeslæt. Det kræver, at man ligesom i Nordkorea har voldsomme sanktioner, hvis nogen bryder reglerne,« siger Ulrik Haagerup.
Han understreger, at Undervisningsministeriet har fjernet den mulighed ved at underkende Praktikudvalget sanktioner over for B.T. i 2009.
»Men selv hvis den nordkoreanske model fungerede, ville det betyde, at alt foregår i samme sekund, så ingen når at se hinanden i øjnene. Hvis man skal have otte praktikanter, så sender hvert medie otte chefer, der kan ansætte per sms i løbet af det første minut. Det er ikke professionelt og ikke til gavn for nogen,« siger han og fortsætter:
»Den anden model er at lade markedskræfterne råde. Det er sådan, man gør ude i virkeligheden. Så er praktikaftalen noget, man finder ud af hen ad vejen, efterhånden som studerende og praktiksteder møder hinanden, eller måske endda før man starter på studiet. Så kan de studerende koncentrere sig om at lære noget.«
Han synes, en sådan model er mere realistisk og professionel end den nuværende.
»Jeg bryder mig ikke om et system, hvor jeg ikke har mulighed for at se folk i øjnene uden at bryde reglerne, hvor folks skæbner bliver afgjort på, om et teleselskab sender en sms igennem med tyve eller ti sekunders forsinkelse, hvor man nærmest tvinger både studerende og arbejdsgivere til at omgå de regler, man siger, man er enige om, og hvor der ikke er nogen sanktioner,« siger han.
Hvad mener du er den bedste løsning?
»Jeg vil ikke lægge mig fast på en model, men jeg mener to ting: Det nuværende system er uholdbart. Vi bliver nødt til at finde et andet system. Et alternativ kunne være, at man gør det frit. Jeg siger ikke, det er den bedste løsning, men jeg synes, vi skal diskutere det udogmatisk. Det har nogle ulemper, men det har også nogle klare fordele – for eksempel, at vi ikke gør hinanden til småkriminelle.«
»Selvfølgelig rykker det tidspunktet frem for, hvornår man kan begynde at kigge på hinanden som mulige samarbejdspartnere. Men hvis jeg kan finde én allerede i børnehaveklassen, som jeg kan se er interessant, så bør der ikke være noget til hinder for, at jeg allerede dér kan lave en aftale om, at hvis du begynder at læse journalistik, så får du en praktikplads her,« siger Ulrik Haagerup.
Et modargument er, at hvis markedskræfterne sættes fri, så er de studerende i benhård konkurrence, lige fra de starter på studiet, og at det fordrer rundsave på albuerne og intern splid. Hvad mener du om det argument?
»Det er da validt. Men sådan er det også mange andre steder, hvor de studerende selv skal finde praktikpladser. Så er det jo op til arbejdsgiverne at vurdere, hvornår de studerende har lært nok, og hvornår de er sikre på, der er et godt match.«
Børsen har tidligere sagt til Journalisten.dk, at de har god tid til at læse de studerendes CV på hjemmesiden og ansøgningerne på Panikdagen. På den måde ved de, hvem de vil tilbyde et job, når hornet lyder. Hvad mener du om det argument?
»Jeg synes ikke, det er professionelt at ansætte mennesker uden at have haft lejlighed til at snakke grundigt med dem og finde ud af, hvem de er. Ingen andre steder i DR ansætter vi folk udelukkende ud fra, hvad vi læser på en hjemmeside. Ingen andre steder i erhvervslivet. Jeg har intet sted i verden hørt om et system, der er så langt ude som det her.«
24 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Du antager, at jeg sætter Politiken højere end Ringkøbing-Skjern. Det gør jeg ikke. I begge tilfælde bør det bero på, hvem de helst vil have til stillingen. Men der kan være personlige grunde til at en praktikant hellere vil til Odense end Oksbøl.
Men ja, jeg er helt enig. Det er helt op til journalistens egne evner at skabe gode historier - og det er da betryggende.
Hvis det er en tilbagevendende diskussion, er den jo relevant at finde en løsning på. Skal vi bare lægge os ned og droppe diskussionen. Som journalister? Nej tak.
Der er før blevet ændret på systemet, til det bedre, og det kan der blive igen.
Desuden tror jeg ikke, det er diskussionen, folk er trætte af, men manglen på løsninger. Så lad os i stedet få en diskussion omkring dem.
Og tillykke med pladsen.
Kære Pia Færing
Du skriver, at panikken ikke skyldes systemet, men parterne. Det kan du have ret i, men det er i vores øjne en nem måde at omgå problemet på. For ja, det er praktikstederne og praktikanterne, der panikker, men systemet er opbygget på en måde, som indbyder til panik.
Et læsevindue på halvanden time giver ganske vist praktikstederne mulighed for at læse ansøgningerne i ro og mag. Men når hornet lyder, er det slut med både roen og magen. Herefter indbyder systemet til kapløb og fordeling efter ’først til mølle’-princippet. Det kan vel hverken praktikanterne eller praktikstederne være tjent med.
Som vi også skrev i lederen i sidste udgave af Illustreret Bunker, så er der ”ingen grund til at læne sig tilbage og tænke: Panikdagen, som den er nu, er vel trods alt den mindst ringe løsning”. Men desværre lyder det til, at det er netop det, du argumenterer for.
Vi synes, det er ærgerligt, at der på den måde bliver sat et punktum i debatten, for det er vel Praktikudvalgets fornemmeste opgave at tage hånd om den feedback, der bliver givet og samle trådene i et forsøg på at skabe et system, som alle kan være tjent med.
Vi synes, det vil klæde Praktikudvalget at opfordre til seriøse inputs og forslag til ændringer i stedet for at forsøge at lukke debatten.
Med venlig hilsen redaktionen på Illustreret Bunker
Kasper Iversen
Asger Gørup Nielsen
Mette Høyer Eriksen
Søren Toft
Sofie Synnøve Herschend
Jens, at producere historier er også en del af et uddannelsesforløb. Jeg vil mene, at Jonas Vester, der er eller var i praktik på Dagbladet Ringkøbing-Skjern og vandt Kravling-Prisen 2010, har sit på det rene, hvad angår gode historier, der kan sikre et godt arbejde efter endt uddannelse. Gode historier kommer fra gode journalister, ikke fordi der står Politiken eller Jyllands-Posten på bladet .
Som Hr. Dyberg rigtigt siger, så er det en tilbagevendende diskussion, der blusser op i ugerne op til og efter hver evig eneste panikdag, og som alle parter nok er godt træt af.
Det system, vi har i dag, er ok. Der er fordele og ulemper, ligesom der vil være det med et hvert andet forslag, der er nævnt i denne debat. Jeg synes, sanktioner mod medierne er santioner med vi studerende. Det gavner ingen.
Nu kan jeg næsten ikke tillade mig at sige det efter at have overstået mine panikdage - forhåbentlig for altid. Lad os enten trække lod eller gøre markedet helt og aldeles frit - ligesom i virkeligheden.
Hej Jan,
Alt er godt!
Nej, fire minutter eller en sms er langt fra nok til et socialt match - men det skrev jeg jo heller ikke.
Jeg mener tværtimod, at de kommende praktikanter skal bruge enhver mulighed, der byder sig for at lære deres praktiksted at kende på forhånd, ikke mindst at udnytte åbent hus-dagene til at se praktikantvejledere og chefer i øjnene og få en seriøs dialog om udfordringer og udfoldelsesmuligheder under praktikken.
Det kan lige så vel munde ud i 'nå, de kan ikke stille mine behov, så her søger jeg ikke' som det modsatte, ligesom praktikstedet får lejlighed til at vurdere, om det har ressourcer til at udfordre praktikanten fagligt og menneskeligt. Der kan f.eks. være for høje barrierer i form af teknik el.lign., der skal forceres, før man kan gå i kødet på substansen - eller praktikanten kan allerede være 'for langt' i sin udvikling til at praktikstedet kan flytte vedkommende tilstrækkeligt. Jeg har været med til at anlægge begge vurderinger.
Derudover kommer så det sociale aspekt. Nordjyske er ikke et godt eksempel; jeg skrev netop især små praktiksteder, f.eks. produktionsselskaber, små tekstbureauer eller mindre redaktioner, hvor praktikanten skal opholde sig under hele praktikken.
Du kan for min skyld kalde det hvad du vil, men synspunktetet 'hvis det ikke KUN er uddannelse, må det slet ikke være det' er lidt pedantisk. Uanset om praktikken/jobtræningen varer et halvt eller halvandet år vil den være begge dele - uddannelse OG parringsdans - og det synes jeg egentlig er glimrende.
Mon ikke også dine nuværende studerende gør det? :)
Hej Jens
Nej, det bør ikke bero på de studerendes evner, hvor de kommer i praktik. Og det skal ikke nødvendigvis opfattes som et argument for et lodtrækningssystem, for der er også muligheder for at lappe på den nuværende ordning - fx var Rasmus' forslag også en del af det mere vidtgående udspil, som i sin tid førte til samtalevinduet (jeg har omtalt det i en anden kommentar her på siden).
Det kunne måske være interessant at diskutere, om praktikpladsen burde bero på, hvilke typer journalistik den studerende interesserer sig for, men der er to grunde til, at evnerne ikke bør være en faktor.
Den ene er, at hvis ellers uddannelsesinstitutionerne har gjort deres arbejde, så bør alle praktiksøgende have niveauet til at komme i praktik. Selvfølgelig kan man være bedre til nogle af de journalistiske discipliner end andre, men det er netop også grunden til, at de studerendes interesseområder kunne være en faktor: Det ville være en måde at sikre, at en studerende med interesse for skreven nyhedsjournalistik ikke kommer til at lave tv-underholdning.
Den anden grund er, at praktiktiden er en del af din uddannelse, og dermed er du stadig ved at udvikle dine evner. Dine evner bliver kun en faktor, fordi praktikstederne er for utålmodige: Praktikordningen burde primært være en investering for dem, der sikrede medierne (og samfund, demokrati & fædreland) de bedst mulige journalister, når vi om et par år er færdiguddannede. Desværre er der medier, som mener, at praktikordningen også er en kilde til arbejdskraft, og derfor begynder de at stille krav til vores journalistiske evner allerede på Panikdagen.
Resultatet bliver, at nogle studerende ikke får ro til at lære og udvikle deres evner i et fornuftigt tempo. Dertil kommer, at vi bruger uforholdsmæssigt meget krudt på praktiktiden, allerede mens vi stadig sidder på skolen; og det er heller ikke så hensigtsmæssigt med tanke på, at der nok var et formål med at droppe mesterlæren og etablere en egentlig uddannelse.
Så alt i alt ville det være rigtig gavnligt, hvis alle ville acceptere, at en journalistuddannelse varer hele den periode, der rent faktisk er afsat til at uddanne os - og at praktiktidens formål er at bidrage til vores dygtiggørelse. Som Peter Hammer skriver, er det ikke tilfældet lige nu, men netop derfor er der vel grund til at gøre noget ved det. Og så må vi studerende gemme vores networking til en anden lejlighed.
Mvh Troels
Flere