Ole, når man sidder som læser
Ole, når man sidder som læser eller seer og gerne vil gøre op med sig selv, om man gider stemme på en politiker eller ej, så gider man ikke høre en eller anden bralrende journalist køre egotrip og afbryde absurd mange gange. Det er sindssygt belastende at høre på. Seere og læsere er selv kritiske (medie/nyheds)forbrugere og kan selv vurdere, hvad der er spin, og hvad der ikke er spin. Ellers ville tilliden til politikere ikke ligge på så lavt et sted, som det gør p.t.

Efter min mening kan man sagtens lave dybdeborende journalistik uden at skære tingene sort-hvidt op eller ud i pap. Seere og læsere er jo ikke dumme, selvom mange journalister indimellem forestiller sig, de er det. Jeg synes på ingen måde, det er dybdeborende at hive sort-hvide svar ud af politikere.

Journalister skulle se at komme ud af deres nyhedshule og lave ordentlig research og stille faktuelt baserede spørgsmål til politikerne. Det er så nemt at skære en historie efter skabelonen: Politiker har sagt blablabla1 tilbage i december, nu siger politiker blablaøh2. Hvad med at rent faktisk udfordre dem med de facts, der ligger på området om fx vejen til at skabe vellykket integration ovf. fx deres idé om at isolation fra det danske samfund, i stedet for bare at hoppe på blablabla1 vs. blablaøh2? Se, så begynder man at hjælpe seere med at sortere facts fra fiktion og politikerbrål, og så kan man derigennem tvinge politikere til at holde sig til facts.

Samtidig er jeg da også enig i, at der er nogle helt seriøse problemer med professionaliseret kommunikationssprog hos politikerne. Men der er sgu da også en skidegod journalistisk historie i, at fx Ellemann overhovedet kunne slippe godt fra at sige de samme 10 indøvede sætninger over for samtlige medier, der interviewede ham i forbindelse med L87/Smykkesagen. Og ikke én gang så jeg en kritisk historie om det i mainstreammedierne.

Der er noget galt med hele den nyhedsskabelon og rutinejournalistik, man kører efter på redaktionerne, når man ikke som journalist kan finde ud af at sætte politikerudtalelser op imod fakta, men blot vinkler efter den første den bedste sensation eller konflikt, politikerne kommer ud med. Vælgerne er dødtrætte af det, tror jeg, hvilket måske også er derfor, at 56 pct. af de adspurgte i den årlige Reuters-rapport om nyhedsbrug, primært får nyheder via sociale medier. Det subjektive mediebillede er kommet for at blive, så hvorfor dog ikke assistere seere og læsere med at sortere facts fra fiktion? Synes i den forbindelse denne artikel fra kommunikationsforum er læseværdig: "Spin din sandhed i det postfaktuelle samfund".

Min pointe: Mon ikke, medierne generelt burde se lidt nærmere på deres journalistiske indholdsside i stedet for at løbe efter de samme nyheder, der er skåret efter VISA+K-kriterierne og efter skabelonen: Den, der råber højest og mest provokerende, skal have æren af at en helsides i Berlingske (eller et hvilket som helst andet medie)?