Alt for ofte taler politikerne udenom, og journalisterne presser på for at få et svar, som politikerne ikke vil give. Resultatet er, at både politikere og medier mister troværdighed, og folkestyret taber.
DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, skriver i et længere opslag på Facebook i dag, at journalister har et medansvar for, at interviews løber af sporet, fordi journalisterne ofte går for aggressivt til kilderne.
”Så bliver resultatet i bedste fald underholdende, men for ofte ligegyldig mundhuggeri, i værste fald mindre åbenhed, mindre debat, færre svar, færre løsninger og yderligere mistillid til både politik og journalistik,” skriver Ulrik Haagerup
Handler ikke om Clement
Ulrik Haagerup uddyber over for Journalisten, at bemærkningen ikke er møntet på Clement Kjersgaards interview med Uffe Elbæk. Et interview, der ellers er blevet beskyldt for at ende i netop mundhuggeri.
»Det er berettiget, at journalister insisterer på at få svar på deres spørgsmål,« siger han og nævner Martin Krasniks interview med justitsminister Morten Bødskov, hvor ministeren talte udenom 28 gange.
Det er ikke en kritik af enkeltpersoner, enkeltprogrammer eller hardtalk-genren, forklarer Ulrik Haagerup.
»Men jeg vil gerne rejse en debat om, om vi kan gøre noget andet, så vi kan løse de udfordringer, vi står over for,« siger han.
Ulrik Haagerup opfordrer i opslaget på Facebook til, at medier og magthavere aftaler en klar arbejdsdeling: Medierne spørger ordentligt, og politikere svarer ærligt.
Drop helte og skurke
Selv peger Ulrik Haagerup på, at det faktisk er muligt at få politikere til at fortælle åbent om deres politik og lægge deres tvivl frem. Det sker ifølge ham for eksempel i det politiske magasin ’Langt Fra Borgen’ på DR1. Her er nøgleordet nysgerrighed.
Men det er en færdighed, journalister ofte forsømmer, mener Haagerup:
"Vi foretrækker, at der kun er én vinkel, og at folk deles op i helte og idioter. Men virkeligheden er jo meget mere nuanceret. Hellere efterlade brugeren med en lille tvivl, der er engagerende, end at man på forhånd definerer skurken og kun går efter at få bekræftet sin hypotese," skriver Ulrik Haagerup, der på Facebook slutter med dette spørgsmål:
”Vi journalister bør ændre os. Tør I politikere også?”
I går bekræftede justitsminister Søren Pind i 'Deadline', at der er en udfordring med politikere, der ikke svarer på det, de bliver spurgt om. Efter Clement Kjersgaards interview med Uffe Elbæk meddelelte Søren Pind, at han ikke ønsker at blive interviewet af Clement Kjersgaard.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ole, når man sidder som læser eller seer og gerne vil gøre op med sig selv, om man gider stemme på en politiker eller ej, så gider man ikke høre en eller anden bralrende journalist køre egotrip og afbryde absurd mange gange. Det er sindssygt belastende at høre på. Seere og læsere er selv kritiske (medie/nyheds)forbrugere og kan selv vurdere, hvad der er spin, og hvad der ikke er spin. Ellers ville tilliden til politikere ikke ligge på så lavt et sted, som det gør p.t.
Efter min mening kan man sagtens lave dybdeborende journalistik uden at skære tingene sort-hvidt op eller ud i pap. Seere og læsere er jo ikke dumme, selvom mange journalister indimellem forestiller sig, de er det. Jeg synes på ingen måde, det er dybdeborende at hive sort-hvide svar ud af politikere.
Journalister skulle se at komme ud af deres nyhedshule og lave ordentlig research og stille faktuelt baserede spørgsmål til politikerne. Det er så nemt at skære en historie efter skabelonen: Politiker har sagt blablabla1 tilbage i december, nu siger politiker blablaøh2. Hvad med at rent faktisk udfordre dem med de facts, der ligger på området om fx vejen til at skabe vellykket integration ovf. fx deres idé om at isolation fra det danske samfund, i stedet for bare at hoppe på blablabla1 vs. blablaøh2? Se, så begynder man at hjælpe seere med at sortere facts fra fiktion og politikerbrål, og så kan man derigennem tvinge politikere til at holde sig til facts.
Samtidig er jeg da også enig i, at der er nogle helt seriøse problemer med professionaliseret kommunikationssprog hos politikerne. Men der er sgu da også en skidegod journalistisk historie i, at fx Ellemann overhovedet kunne slippe godt fra at sige de samme 10 indøvede sætninger over for samtlige medier, der interviewede ham i forbindelse med L87/Smykkesagen. Og ikke én gang så jeg en kritisk historie om det i mainstreammedierne.
Der er noget galt med hele den nyhedsskabelon og rutinejournalistik, man kører efter på redaktionerne, når man ikke som journalist kan finde ud af at sætte politikerudtalelser op imod fakta, men blot vinkler efter den første den bedste sensation eller konflikt, politikerne kommer ud med. Vælgerne er dødtrætte af det, tror jeg, hvilket måske også er derfor, at 56 pct. af de adspurgte i den årlige Reuters-rapport om nyhedsbrug, primært får nyheder via sociale medier. Det subjektive mediebillede er kommet for at blive, så hvorfor dog ikke assistere seere og læsere med at sortere facts fra fiktion? Synes i den forbindelse denne artikel fra kommunikationsforum er læseværdig: "Spin din sandhed i det postfaktuelle samfund".
Min pointe: Mon ikke, medierne generelt burde se lidt nærmere på deres journalistiske indholdsside i stedet for at løbe efter de samme nyheder, der er skåret efter VISA+K-kriterierne og efter skabelonen: Den, der råber højest og mest provokerende, skal have æren af at en helsides i Berlingske (eller et hvilket som helst andet medie)?
Hvorfor skal åbenlyse konflikter glattes ud? Jeg forstår ikke Haagerup. Både Clement og Krasnik er altid velforberedte, og at høre en Uffe Elbæk ævle sig igennem den alternative bibel, det er vist ikke en nyhed. Men det kunne man sige om andre, for politikere er alle ens. Nu skal nyhederne i DRs optik være positive, politikerne skal behandles på en måde som ikke er generende, og i stedet for dybdeborende journalistik, så gentages de samme nyheder flere gange, nogle hvert kvarter, men hvad er positive nyheder? Det som er positivt for en journalist, kan sagtens være negativt for mig eller omvendt. Men det må da både for dig og mig være positivt (oplysende og værdifuldt), at få afklaret eller afsløret inkompetente ideer og politikere, hvis ikke, så forstår jeg igenting. Jeg tror Haagerup mener, at DR ønsker at beskytte bestemte samfundsgrupper, og det er han ikke sat i verden til på den post han har.
Kære Torsten
Tak for din kommentar.
Jeg har ændret billedteksten nu, så den ikke kan misforstås.
mvh Jakob Albrecht, Journalisten
Billedteksten er et eksempel på, at forklaringen, "citatet er taget ud af sin sammenhæng," nogen gange giver mening.
»Vi foretrækker, at der kun er én vinkel, og at folk deles op i helte og idioter,« siger nyhedsdirektør Ulrik Hagerup i billedteksten (med et 'a' for lidt i efternavnet).
»Vi foretrækker, at der kun er én vinkel, og at folk deles op i helte og idioter. Men virkeligheden er jo meget mere nuanceret,« siger nyhedsdirektøren i artiklen.