Nyhedschef erkender nu, at DR burde have sløret 17-årigs identitet, efter den unge mand er blevet anholdt for kontroversielle udtalelser til TV-Avisen.
Danmarks Radios nyhedschef Ulrik Haagerup erkender, at det var en fejl, at en 17-årig ung mand fik lov at komme med kontroversielle udtalelser i TV-Avisen i aftes, uden at hans identitet var sløret.
»Da vi sendte det, så tror jeg ikke, at der var nogen på redaktionen, der forestillede sig, at den unge mand ville blive anholdt. Men når man kigger på det, vi ved nu, så ville det have været en god ting, hvis vi havde sløret ham,« siger Ulrik Haagerup.
I bagklogskabens klare lys, synes du så, at I burde have sløret ham?
»Ja, på baggrund af det, vi ved nu.«
Den 17-årige unge mand er blevet fængslet af Kalundborg Politi for at være kommet med udtalelser, der af politiet blev tolket som opfordring til at fortsætte urolighederne i området. I interviewet siger den unge mand, der er muslim, blandt andet:
»Vores religion skal respekteres. Når de ikke gør det, bliver vi nødt til at gøre det her,« med henvisning til genoptrykningen af Muhammed-tegningerne.
Selvom den unge mand er over den kriminelle lavalder, er han endnu ikke myndig. Det gør sløringen endnu vigtigere, erkender Ulrik Haagerup.
»Beslutningen havde været nemmere, hvis han var myndig.«
Ifølge Jyllands-Posten mener Københavns Politi, at DR direkte har pustet til urolighederne.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.