search

Guldregn

 Vinderne af den første Spadestikspris blev Anne Dorthe Holm og Mette Cramon fra JydskeVestkysten. 

 

Vinderne af den første Spadestikspris blev Anne Dorthe Holm og Mette Cramon fra JydskeVestkysten.

 

HÆDER. En overdimensioneret bordbombe detonerede og sendte en regn af guld og glimmer ned over prismodtagerne, da de kom på scenen for at modtage Spadestiksprisen – en forgyldt spade og 100.000 kroner.

En rørt Anne Dorthe Holm tog mikrofonen og sagde:

»For os har det betydet allermest, at vi tror og føler, at det har fået mennesker til at tænke og gøre noget anderledes.«

Derefter var det Mette Cramons tur:

»Vi har været heldige. Da vi først havde brugt en del fritid, var vi så heldige at være beriget med en ledelse, der gav os muligheden. Det vil jeg gerne opfordre andre chefer til også at gøre.«

Kort efter skyndte de sig mod Billund, hvor Mette Cramon skulle læsses af for at flyve på ferie. Forinden nåede hun dog at fortælle, at det bedste ved prisen er anerkendelsen af deres arbejde.

»Det er vigtigere end pengene,« siger hun.

Anne Dorthe Holm derimod kom næste dag på arbejde til kage, kaffe, blomster og flag – og glade kolleger og chefer.

»Den pris betyder utrolig meget. Den betyder selvtillid i hele redaktionen. Inden for de seneste år har vi vundet en Cavling, FliD-prisen (Foreningen for lokaljournalister i Danmark, nu nedlagt, red.) samt Den Gyldne Pen for bedste sportsjournalistik. Det giver et meget stort mentalt spark,« siger JydskeVestkystens chefredaktør, Peter Orry Jensen.

Han minder om, at avisen har et mål om i 2007 at sætte den europæiske standard i lokalt og regionalt forankret journalistik.

»Der er tit nogen, der spørger om, hvad det betyder. Det vil vi stille nogle mål op for, men journalistisk hjælper det her: Når vi vil, så kan vi også,« siger han.

Både Mette Cramon og Anne Dorthe Holm er klar til nye projekter – også selv om der for Anne Dorthe Holms vedkommende ikke er meget tid til det i øjeblikket. Hun er souschef for samfundsafdelingen og på deltid, idet hun har to små børn.

»Hvis der kommer noget, jeg brænder lige så meget for, så gør jeg det. Jeg har heldigvis en forstående mand, der synes, man skal lave det, man brænder for.«

Mette Cramon er i øjeblikket i gang med et nyt stort projekt, denne gang i samarbejde med Dicar (Center for analytisk journalistik).

Blandt gaverne til de to var da også en slunken tøj-vagthund til hver. Den var fra kollegerne på samfundsredaktionen. Slunken, fordi den ellers ikke ville være sulten efter nye projekter.

I mailboksen, der var fyldt med søde og varme mail fra kolleger, lå også en mail fra Nicklas' familie.

»De skriver, at de er glade på vores vegne, at vi har gjort en forskel for dem, og at Nicklas har det bedre for hver dag, der går,« fortæller Anne Dorthe Holm.

* Blå bog – Mette Cramon, 29 år
Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole 1999.
Ansat på JydskeVestkysten 1999.
Medlem af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse fra 2003.

* Blå bog – Anne Dorthe Holm, 33 år
Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole 1997.
Fik en pris af DR for sin hovedopgave – et radio-dokumentarprogram.
Ansat på JydskeVestkysten 1997, er i dag souschef på samfundsredaktionen.

De tre finalister

* Maria Evald, DR Bornholm.

Undersøgte i 2003 hvorvidt Bornholms 27 folkevalgte passede deres arbejde i regionsrådet og i de syv politiske udvalg.

Resultatet var, at en tredjedel af politikerne udeblev fra mellem hvert andet og hvert femte møde.

Hun har lavet samme undersøgelse for de første otte måneder af 2004. I år er fraværet faldet markant.

* Jessica Skovmose, TV2 ØST.

To helt forskellige indslag. I det ene afslørede hun, at politikerne i Storstrøms Amt har et stort alkoholforbrug på møder og konferencer samt bruger store beløb på rejser og fester.
Indslaget har bevirket, at politikerne i Storstrøms Amt fremover skal skrive på bilagene, hvem der har deltaget.

I det andet indslag afslørede hun, hvordan Rederiet J. Poulsen Shipping fra Korsør camouflerede våbentransporter, hvilket er ulovligt.

Afsløringerne bevirkede, at Danmark netop har fået en lov, der siger, at danske redere ikke længere må transportere våben til lande omfattet af FNs, EUs eller OSCEs våben-embagoer.

* Mette Cramon og Anne Dorthe Holm, JydskeVestkysten

12 helsides artikler 12 dage i træk om Nicklas, et af de 14.000 tvangsfjernede børn i Danmark. Formen var fortællende journalistik, indholdet beskrev ikke alene et barn, der var svigtet af både familie og system, men afslørede også adskillige formelle fejl i sagsbehandlingen.

Nicklas – et barn, en sag og en pris

To journalister på JydskeVestkysten, Anne Dorthe Holm og Mette Cramon, fik ti uger til dybdeborende projekt. Det resulterede i Spadestiksprisen og 100.000 kroner.

GRAVE. Det begyndte, da en mormor afleverede to ringbind til en journalist på JydskeVestkysten. Hendes barnebarn var blevet tvangsfjernet og anbragt på institution – en sag i systemet.

Det førte 12 helsides artikler bragt over 12 dage – efter ugers research.

Konsekvenserne af historien var, at barnet kom væk fra institutionen og hjem hos mormoren, samt at sagsbehandlingen i såvel Vejle som Esbjerg Kommune blev ændret.

Endelig betød det, at journalisterne Mette Cramon og Anne Dorthe Holm tirsdag den 5. oktober i år modtog den nystiftede Spadestikspris på 100.000 kroner for bedste dybdeborende journalistik på lokale og regionale medier i Danmark.

Ellen Langelund fra Vejen, mormor til Nicklas på seks år, gav mapperne til Anne Dorthe Holm. Både hun og Mette Cramon havde tidligere skrevet om anbringelser og svigtende sagsbehandling.

De så hurtigt, at der var sket adskillige lovbrud og etiske fejl i sagsbehandlingen af den lille dreng, hvis forældre begge var narkomaner. Nicklas havde boet hos sin mormor og dennes mand, indtil han blev tvangsfjernet.

Anne Dorthe Holm og Mette Cramon sad i fritiden og fik styr på fakta, indhold og form.

Mette Cramon havde lige været på kursus i fortællende journalistik, og hun syntes, at den form ville være oplagt:

»Det var historien, der valgte formen,« forklarer hun.

Derefter gik de til ledelsen og fik seks uger til at lave projektet – samt tildelt en følgegruppe bestående af nyhedschef Jens Henrik Jensen, der selv er thriller-forfatter, og journalist Kim Dahl Nielsen, der sammen med Kasper D. Borch fik Cavlingprisen i 2001 for en serie om Golf-veteranernes sygdomme. Det er samme Kim Dahl Nielsen, der blev bortvist fra avisen den 16. september for under et møde i forbindelse med konflikten at have sagt, at chefredaktørens handlinger viser 'tegn på sindssyge' (se Journalisten nummer 15: Tegn på sindssyge).

Følgegruppen bestod også af journalist Bjarne Bentsen fra featureredaktionen, der stod for redigeringen, samt af en hjemmesygeplejerske med erfaring fra belastede familier.

De seks uger rakte ikke, men blev til ti uger – og dertil kommer den tid, personerne i følgegruppen brugte.

Målt i mandetimer svarer det til 26 uger.

De 12 helsides historier blev serveret for læserne 12 dage i træk – fra 30. marts til 10. april 2003.

Nicklas optråde med navn og med billede. Det gjorde forældrene, mormoren og hendes mand også.

Afdelingschefer, ledere, politikere og andre ansvarlige optrådte ligeledes med navn, sagbehandlerne derimod var anonyme.

»Det gjorde vi, fordi det ikke handler om Jette, Lone eller Gitte. Det handler om systemet.«

Mette Cramon og Anne Dorthe Holm indledte med at gøre det klart for såvel mormoren og hendes mand samt forældrene, at det ville blive hårdt.

»Vi forklarede dem, at vi ikke var deres advokater, og at vi ville lægge både myndighedernes og deres egne svigt frem. Vi overdrev det så meget, at de nærmest var lettede, da det gik løs. Vi sagde også, at de gerne måtte se artiklerne, men gjorde det klart, at de kun måtte rette faktuelle fejl.«

De to fik fuldmagt af mormoren, hendes mand og forældrene, og derefter gik de i gang med at søge aktindsigt alle de steder, der havde noget på Nicklas. Alt fra vuggestue og børnehave til amter og kommune.

»Vi ville sikre os, at vi vidste alt. Samtidigt gav det en grundstamme i vores research.«

På det tidspunkt var der indsamlet en fuldstændig uoverskuelig bunke af informationer, men det klarede de to ved at sætte store plancher op på deres kontor. Her delte de drengens liv op i kapitler og skrev de vigtigste fikspunkter op. Under hver planche placerede de plastikcharteks med de papirer, der hørte til det pågældende kapitel.«

Holm og Cramons kontor var ifølge både dem selv og deres kolleger fyldt med papirer. De siger, at det havde været godt at vide, hvordan man systematiserer så store mængder af informationer, dokumenter og interview.

Da strukturen var på plads, gik de i gang med at lave interview. Rollerne skiftede: den ene var følsom og forstående, den anden hardcore-intervieweren med de ubehagelige spørgsmål.

Timelange interview 'med tårer og masser af cigaretter', fortæller de. Alt blev optaget på bånd – og alt blev skrevet ud.

Derefter gik de i gang med at tjekke detaljer.

Hvis én huskede, at en sparkedragt var rød, mens den anden huskede den som lyserød, forsøgte de at finde ud af, hvad der var rigtigt, for eksempel ved at se gamle billeder. Var de stadig usikre, så blev detaljen udeladt. Alt skulle være fuldstændigt korrekt.

De besøgte vuggestuen for at finde ud af, hvad der var hans yndlingslegetøj, og hvilken knage Nicklas' tøj havde hængt på, om der var en mariehøne eller en gulerod på køleskabsdøren.

»Vi skrev alle observationer ned.

Så gik de løs på myndighederne, der først nægtede at udtale sig. Men de to brugte tid på at fortælle om deres projekt, fortalte om, hvad fortællende journalistik er, og at de ansvarlige gerne må udtale sig, når blot forældrene har givet deres fuldmagt til det.

Myndighederne blev overbevist – og medvirkede.

Papirstakkene neden for plancherne voksede sig større. Der var brug for et overblik, det fik de ved at bruge et af tv-mediets arbejdsredskaber: Et storyboard.

Afsnit for afsnit tog historien form. Cliffhangers blev defineret.

For eksempel slutter kapitel seks således:

»Først kalder han, men sekundet efter glider kaldet over i et skrig og bliver fuldstændigt panisk.

– Mormor … Mormor … MORMORRRR.«

Det er der brug for, når man skal have folk til at læse en helsides artikel hver dag 12 dage i træk, siger de to.

Skrivefasen blev overraskende nem.

»Vi vidste jo, hvad der skulle med. Al researchen var på plads.«

Formålet med at bringe artiklerne var dels at påvirke et system, der bruger ni milliarder kroner om året på anbringelser uden for hjemmet, dels at få Nicklas væk fra den institution, han var anbragt på.

»Det kaldes aktions-journalistik, fandt vi ud af, men vi tog ikke stilling til, hvad han derefter skulle.«

Ved siden af de 12 helsides artikler lavede de to i løbet af reseachtiden og under artiklernes offentliggørelse 60-70 nyhedsartikler og baggrundsbeskrivelser af det danske anbringelsessystem.

Mens de to brugte uger på deres projekt, måtte kollegerne i samfundsredaktionen klare dagligdagen. Der var dog opbakning fra dem. Derimod kunne de to mærke en tydelig 'metaltræthed' hos de redigerende.

»De var mætte af anbringelseshistorier, og vi måtte kæmpe for at få mellemregningerne (nyheds- og baggrundartikler, red.) med i avisen.«

I øvrigt blev hjemmesygeplejersken i Holms og Cramons følgegruppe deres vigtigste sparringspartner, og de to er enige om, at de næste gang vil vægte det at have fagpersoner i følgegruppen højere.

Mavepine fik de, når de overvejede, hvordan serien ville påvirke de involverede. Specielt beslutningen om at lade Nicklas træde frem med både billede og navn – dog kun fornavn.

»Dét, at han havde det så åbenlyst dårligt, gjorde det nemmere at træffe beslutningen om at lægge hans liv frem. Han kunne ikke få det værre, hvilket fremgik af alle oplysninger fra institutioner og psykolograpporter.«

De to spurgte også Aalborg Universitetscenters lektor Karin Kildedahl, der forsker i anbringelser, til råds. Da de skulle interviewe Nicklas, drøftede de intensivt spørgsmålene igennem med hende først for ikke at forulempe ham med deres spørgsmål. Hun var ikke i tvivl: Børn ned til tre år er udmærket i stand til at gøre rede for, hvordan de har det.

Efter projektet har Anne Dorthe Holm haft brug for at ringe til familien et par gange for at høre, hvordan det går med drengen. Mette Cramon derimod har haft brug for at lægge afstand til historien og Nicklas' familie, men vil gerne, når Nicklas fylder 18 og bliver myndig, tale med ham om hans oplevelser i forbindelse med artikelserien og virakken omkring den.

I øvrigt sluttede de hele forløbet af med at spise en middag sammen med familien.

Flere uddannelsesinstitutioner har bagefter været interesseret i at bruge artiklerne i undervisningen, ligesom Mette Cramon og Anne Dorthe Holm har holdt foredrag for Socialpædagogernes Landsforbund.

 

Historien om Nicklas – i uddrag

Kapitel 1: Den svære begyndelse

Lykken lyser ud af Janes og Jespers ansigter, da de, efter at Jane er blevet syet, ses igen på stuen. De stolte forældre viser Ellen og hendes kæreste, Bjarne, det lille vidunder, der ligger inde bag glasruden sammen med andre nyfødte.

Jane lægger sig til at sove, og Jesper lister stille ud. Hjemme på Sportsvej trækker han dynen op til ørerne og forsøger at sove på sofaen. Det har været en lang nat.

Tankerne suser rundt, og Jesper sætter sig op og rækker ud efter rulletobakken og filtrene. Med sikre hænder ruller han en joint og sætter ild til den; mens hashen breder sig til hele kroppen, skyder han sig ned i den grå hjørnesofa og lukker øjnene.

– Hvad sker der, jeg er blevet far. Det er for surrealistisk.

Kapitel 2: Mormors lille øjesten

De leger lidt, mens han får sin natble på. Ellen trækker hans arme og ben i den hvide og lyseblå sparkedragt med fødder i.

– Skal vi læse en bog, før du sover? Kom, siger hun og klapper på dynen ved siden af sig.

Ellen sætter sig op mod væggen med en pude i ryggen og trækker Nicklas op på skødet, så de kan læse en
pixibog. Da den er slut, bærer hun ham ind i det lille barneværelse ved siden af soveværelset. Det er hende, der står op om natten, hvis han vågner, for Jane kan slet ikke høre ham fra kælderværelset, hvis hun da er hjemme.

Kapitel 3: Mors vilde liv

– Nej, nej, nej, skriger Nicklas en halv time senere, da han ligger i den blå krybbe under halvtaget for at sove til middag.

Pædagogen kommer ud og holder ham i hånden. Her har hun stået mange gange for at få ham til at falde til ro. Trætheden begynder langsomt at sætte ind, og Nicklas bruger den anden hånd til at nulre sin pande med vaskemærket, der stritter ud fra yndlingstøjdyret, den grønne krokodilles, sammensyning.

Til sidst kan pædagogen lige så stille liste ind på stuen. Klokken 12.30 stikker Jane hovedet ind i personalestuen. Pædagogen byder hende en kop kaffe og spørger direkte, om hun er påvirket.

– Jeg har taget to af mors migrænepiller, snøvler Jane og begynder med det samme at græde.

En anden af de ansatte kommer ind i rummet og sætter sig sammen med pædagogen over for Jane.

Kapitel 4: Endelig hjemme hos mor

Jane siger, at hun ikke vil bo på Hans Tausensvej, fordi det er et kvarter med mange problemer. Men sagsbehandleren synes det vigtigste er, at lejligheden ligger tæt på Nicklas´ børnehave, så hun peger alligevel på Hans Tausensvej.

Ellen tænker sit.

– Tror du virkelig, det går, spørger hun sin sagsbehandler.

Men så spørger hun heller ikke mere. For det første har det tæret hårdt på både følelser og økonomi at have Jane boende hjemme. For det andet går det ikke længere med Bjarne og Jane i samme hus, og for det tredje synes hun også, at hun bliver nødt til at vise Jane tillid og skjule sin egen tvivl.

Kapitel 5: Med politiet i børnehave

Pludselig går døren op, og der står Jesper. Han er ravende fuld og skæv.

– Hvorfor helvede lader du den dumme kælling bo her med min søn, råber han og peger på veninden.

Nicklas står i døren til sit værelse og begynder at græde. Med store øjne ser han, hvordan hans far vælter ind gennem stuen og griber Janes veninde. Smider hende rundt i et sanseløst raseri og tæsker løs på hende som et vildt dyr, før han igen forsvinder. Skrækslagen står Nicklas og suger slagsmålet til sig og lagrer det i sin hukommelse. I dag fire et halvt år efter husker han stadig sin fars raserianfald og har spurgt ham, om »dengang da du var fuld«.

Kapitel 6: Hos mormor igen

Sagsbehandleren er slet ikke klar over, hvor galt det står til. »Jane har misbrugsproblemer, men det er svært at kortlægge, hvor stort misbruget er«, skriver hun i journalen.

Det er nu næsten et halvt år siden, at hun besluttede sig for et hjemmebesøg hos Jane. Men hun har endnu ikke været i lejligheden på Hans Tausensvej.

I stedet giver hun Jane besked på at komme igen om en uge.

– Og inden da skal du være startet i aktivering, du skal holde dig fra stoffer, og du skal sørge for, at Nicklas kommer i børnehave, siger hun, og Jane nikker.

Den næste tid kommer Nicklas ikke meget i børnehaven. Det får sagsbehandleren at vide efter 11 dage og igen efter en måned. Hun får også at vide, at Jane ikke møder op til sine aftaler på aktivcentret i Esbjerg, hvor hun skal aktiveres. Men sagsbehandleren tager ikke ud til Jane.

Kapitel 7: For vild til børnehaven

Hun tænker på lille Nicklas, som er det barn, der har bekymret hende mest, i den lille menneskealder hun har været pædagog. Det går ellers godt med Ellen, men børnehavens leder er i tvivl om, hvorvidt Nicklas´ mormor kan overskue hele situationen. Hun har selv fortalt, at det er hårdt med et lille barn, og det står tydeligt i lederens hukommelse, hvordan Ellen havde brug for lidt frihed og lod Nicklas være hos Jane en hel søndag, mens hun tog til Tyskland med Bjarne.

Og så formulerer børnehavelederen det sidste afsnit, der er det skarpeste, hun nogen sinde har skrevet.

Kapitel 8: Hverdag med Bjarne

Det er udvalgets dommer, der læser mødets betingelser op fra sine papirer. Han sidder for bordenden, og på hans venstre side sidder en psykolog og tre medlemmer af Esbjerg Byråd. De fem udgør tilsammen børn- og ungeudvalget. På dommerens højre side sidder Janes advokat, Jane, Ellen, Bjarne og til sidst den advokat, der er mødt for Jesper. Jesper selv kommer ikke. Jane fortæller udvalget, at hun for tiden sidder varetægtsfængslet med udsigt til en længere dom for narkohandel.

Jeg har ingen planer om at få Nicklas hjem, fordi jeg har et stofmisbrug. Både Jesper og mig synes, at han skal blive ved min mor. Han kan ikke klare at komme i institution, siger Jane.

Kapitel 9: Farvel til mormor

På samme tid åbnes døren ind til den lille firkantede celle, hvor Jane sidder varetægtsfængslet i Tønder Arrest.

Jane sidder på sengen ved hovedgærdet op mod tremmevinduet, da betjenten kommer ind med brevet. Betjenten bliver stående, mens hun åbner brevet fra Den Sociale Ankestyrelse.

Hun har sommerfugle i maven og kan mærke, hvordan kvalmen får hende til at føle sig fysisk dårlig. Jane håber, at det er til deres fordel, mens hun læser og læser. Der står en hel masse volapyk, som hun ikke forstår halvdelen af, lige indtil hun pludselig ser ordet tvangsanbringelse.

Hun bryder sammen i gråd for øjnene af betjenten, der kommer med et par trøstende ord, inden han går og låser døren efter sig.

Kapitel 10: Kan man dø af at savne

– Det er dejligt, at vi ses, siger Nicklas flere gange til Jesper.

På væggen over det lille sæt børnemøbler med bord og små taburetter æder viserne på det runde ur sig ind på deres tid sammen.

Klokken 14.50 kommer forstanderen med et af de andre børn fra Det Blå Hus, der også har været på samvær. Nicklas vil ikke med tilbage. Han smider sig på gulvet, græder og nægter at pakke sine ting sammen. Til sidst går Jesper ned til bilen med den grædende dreng. Han løfter Nicklas op på selepuden og læner sig ind i bilen for at spænde hans sele. Han siger farvel, men Nicklas græder bare. Da bilen drejer ud på vejen og forsvinder, står Jesper tilbage på fortovet og vinker, til han ikke kan se Nicklas mere. For første gang i mange år græder Jesper nu også.

Og Nicklas græder hele vejen hjem til Spjald og Det Blå Hus.

Kapitel 11: Jeg er i fængsel

Nicklas snøfter og fortæller, at han føler, at han er i fængsel.

Han vil ikke tilbage til Det Blå Hus.

– Nicklas, du er da ikke i fængsel, hvad er det da for noget at tro, svarer Cathrin.

Men Nicklas forklarer, at han skal være i Det Blå Hus, til han er 18 år. Cathrin ved næsten ikke, hvad hun skal sige og prøver at dreje samtalen over på noget andet. De snakker om hans mormor Ellen og Bjarnes hus, hvor han har en hund ligesom Cecilies.

– Jeg savner min mormor, siger han.

27. marts er Nicklas igen på dagsordenen i Esbjerg Kommunes Børn- og ungeudvalg. Det skal beslutte, om han skal blive to år mere i Det Blå Hus.

Kapitel 12: Smidt ud af 1.a

Alle er enige om, at han lider. Ellen, Bjarne, Jane og Jesper mener, det er, fordi han har det dårligt i Det Blå Hus og drømmer om at komme hjem til mormor.

Pædagogerne mener, at han aldrig for alvor er flyttet ind i Det Blå Hus, fordi han er splittet og prøver at være loyal over for alle. Det er den sidste udlægning, politikerne i Esbjerg Kommunes Børn- og ungeudvalg har lyttet til.

27. marts 2002 afgjorde de, at Nicklas skal blive to år mere i Det Blå Hus.

Nu er det juni, og til et møde mellem familien, Det Blå Hus og Esbjerg Kommune bliver det afgjort, at Nicklas har brug for hjælp. Han skal til psykolog, men han skal komme til at vente længe på hjælpen.

Kapitel 13: Her skal jeg bo
(Bragt otte måneder efter de første 12 kapitler)

For Ellen og Bjarne har tre års hård og sej kamp fået en lykkelig afslutning. De har kæmpet mod først Esbjerg Kommune, der fjernede Nicklas uden at inddrage dem, overtrådte loven flere gange og til slut sendte sagen videre til Vejle, hvor kampen fortsatte.

Nicklas springer ud af bilen med sin game boy med Harry Potter-spillet i hånden. Det har han haft med til turen fra Spjald, for halvanden time er lang tid i en bil, når man er otte år. På vej ind over dørtrinnet kigger han op fra spillet og siger til Bjarne:

– Nu skal jeg aldrig køre så langt mere.

Indenfor i huset kommer hunden Trunte med et lille glædeshyl og logrer med hele kroppen et goddag til familien.

Den farer sammen med Nicklas ind på hans værelse, hvor mormor og Nicklas, sidste gang han var på weekend, pyntede op til jul med kravlenisser, juledug og en plakat med Jesus og Josefine fra TV2's julekalender.

Læs hele alle kapitlerne i deres fulde længde på: www.jv.dk/indland/artikel:aid=42696/

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen