Guldbrandsen laver dokumentar om EU

Magtspillet i EU bliver omdrejningspunktet for Christoffer Guldbrandsens næste dokumentarfilm. Anders Fogh Rasmussen er igen på rollelisten.

Magtspillet i EU bliver omdrejningspunktet for Christoffer Guldbrandsens næste dokumentarfilm. Anders Fogh Rasmussen er igen på rollelisten.

Den værste krise, EU længe har befundet sig i. Sådan beskriver Christoffer Guldbrandsen Irlands nej til Lissabontraktaten. Derfor bliver det omdrejningspunktet i endnu en politisk dokumentarfilm fra instruktørerens hånd. Filmen er internationalt finansieret og skal kunne ses med lige stor interesse i alle EU-lande. Det skriver Information.
»Jeg ved, at den skal handle om det, jeg selv har oplevet, og som er det europæiske magtspil med alle sine intriger og rænkespil og en kultur, der nærmest går 2.000 år tilbage. Hvordan man forhandler og tager beslutninger. Jeg tager udgangspunkt i noget meget aktuelt, og så tager jeg fat i et emne, som ingen andre vil røre ved, fordi de opfatter det som kedeligt. Udfordringen er at gøre noget, der er så vigtigt for os alle sammen, nærværende og vedkommende,« siger Christoffer Guldbrandsen til Information.
Tre af de medvirkende er Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, Luxembourgs premierminister, Jean-Claude Juncker, og Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy.

Netop nu er Christoffer Guldbrandsen var at færdiggøre filmen "Dagbog fra midten", som handler om Ny Alliance. Til Fagfestivalen i november vil Christoffer Guldbrandsen præsentere filmen for publikum.
I 2003 blev Christoffer Guldbrandsen for alvor kendt i Danmark, da han producerede "Fogh bag facaden". I 2005 satte den kontroversielle film "Den hemmelige Krig" for alvor gang i en mediedebat.

0 Kommentarer