DJ svigter sit eget formål, mener instruktør Christoffer Guldbrandsen. »I dag handler det om at have mange medlemmer, ikke at varetage journalistikkens interesser. Derfor er forbundet irrelevant for mig,« siger Guldbrandsen til Journalisten.dk.
Kan Dansk Journalistforbund rumme både den kritiske journalist og spindoktoren? Det mener DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård sagtens.
»Vi gør os ikke til dommere,« sagde han i et stort interview med Journalisten.dk.
Men det interview vil instruktør Christoffer Guldbrandsen ikke lade stå uimodsagt. Det er sagen mellem ham og tidligere rådgiver i Forsvarsministeriet Jacob Winther, der har kickstartet debatten.
»Det er ikke overraskende for mig, men det er nedslående endnu en gang at se, at Dansk Journalistforbund ser det som sin opgave at bistå en spindoktor, som er blevet afsløret i magtmisbrug og lovovertrædelser for at få en sag til at gå væk,« siger Guldbrandsen til Journalisten.dk.
Hvorfor overrasker det dig ikke?
»Det er jo det, jeg har kunnet konstatere er linjen i forbundet. Mit synspunkt er, at enten repræsenterer man magten, eller også repræsenterer man dem, der udfordrer magten. Man kan som forbund ikke begge dele samtidig.«
Derfor har Christoffer Guldbrandsen også meldt sig ud af Dansk Journalistforbund. Det gjorde han i al stilfærdighed omkring december sidste år.
»Tanken om, at jeg selv bidrog til at betale for spindoktorens advokat gennem et mangeårigt medlemskab af forbundet, var selvfølgelig helt uholdbar. Længere væk kommer man næppe fra forbundets formålsparagraf. Derfor har jeg meldt mig ud,« siger han.
Christoffer Guldbrandsen henviser til DJ's formålsparagraf. I det første punkt står, at et af forbundets formål er »at fremme (…) en udvidelse af presse- og ytringsfriheden over for arbejdsgiverne, lovgivningsmagten og myndighederne«.
Mener du, at DJ lever op til dets formålsparagraf?
»Nej, åbenlyst ikke i det her tilfælde. Når man kommer i den paradoksale situation, at man er med til at finansiere en forsvarsministers spindoktors kampagne for at tilbageholde væsentlige oplysninger og undgå at blive afsløret, så arbejder man netop for magthavernes interesser,« siger han.
Det stod også klart for Christoffer Guldbrandsen længe før december, at han skulle melde sig ud af DJ.
»Hele forbundets håndtering af sagen og Mogens Blicher Bjerregårds temmelig naive tilgang gjorde det hurtigt klart for mig, at det ikke gav den store mening at være medlem af forbundet,« siger han.
Hvad mener du, DJ burde gøre anderledes? Skal de smide alle kommunikatørerne ud af forbundet?
»Jeg har ikke noget bud på, hvordan DJ skal organisere sig. Men jeg meldte mig ind i et journalistforbund, fordi jeg ønskede mine interesser som journalist varetaget. Det, der så er sket gennem de mange år, er, at det i dag handler om at have mange medlemmer, ikke at varetage journalistikkens interesser. Derfor er forbundet irrelevant for mig i dag. Det synes jeg selvfølgelig er ekstremt ærgerligt, og jeg har meldt mig ud i frustration.«
Mogens Blicher Bjerregård siger i interviewet med Journalisten.dk, at det ikke er hans opgave at gøre sig til dommer over medlemmerne eller de enkelte medlemmers etik. Hvad mener du om det argument?
»Det er jo ufrivilligt komisk. Han er formand for journalistforbundet, og så vil han ikke forholde sig til en konkret situation, der er vigtig for journalistikken. Men hele det interview er jo lettere grotesk. Han fremfører, at han ikke vil kommentere mere på den konkrete sag, selv om hele diskussionen udspringer af, at han har kommenteret på sagen. Når du så konfronterer ham, så vil han ikke længere kommentere på den konkrete sag,« siger Christoffer Guldbrandsen.
23 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
DJ-formands argumenter for at støtte det ene, men ikke det andet medlem, holder simpelt hen ikke.
I et læserindlæg i Journalisten nr. 7, 4. maj, fortalte jeg om uenigheden i HB vedr. støtte eller ej til de to DJ-medlemmer Jørgen Dragsdahl og Jacob Winther. For mange medlemmer var det nyt, viser debatten her på siden, at forbundet i februar 2010 valgte at støtte Jacob Winther med 25.000 kontingentkroner til advokatbistand i en injuriesag mod Christoffer Guldbrandsen (Guldbrandsen fik et tilsvarende beløb). Nogle måneder senere, i august 2010, fik Jørgen Dragsdahl nej til DJ-støtte til SIN kostbare injuriesag mod Bent Jensen, som han foreløbig har vundet i byretten.
Formand Mogens Blicher Bjerregård har efterfølgende forsøgt at kaste røgslør ud over de to sager, både da HB havde dem til behandling, og da DJ-medlem Karitte Lind Bejer spurgte til DJs inkonsekvens i de to sager i bladet Journalisten og på Journalisten.dk
Ifølge Mogens BB er Winthers og Dragsdahls sager vidt forskellige. Men nej, de er meget ens, og det er helt uforklarligt, hvorfor Mogens og HBs flertal ikke behandlede sagerne ens.
Mogens' røgslør er bl.a. , at han kalder Jacob Winthers sag en sag om "kildebeskyttelse", selv om den i bund og grund var en injuriesag mod Christoffer Guldbrandsen. Affødt af, at Guldbrandsen i filmmagasinet EKKO beskyldte Winther for at have lækket fortrolige oplysninger fra Forsvarsministeriet.
Det fremgår tydeligt af gamle HB- og udvalgspapirer i sagen. 3. februar 2010: "Det indstilles, at Mediepolitisk Udvalg/FU giver opbakning til, at DJ i et nærmere fastlagt omfang yder ekstern advokatbistand til både Christoffer Guldbrandsen og til Jakob Winther i en evt. injuriesag". Og forbundets sagsbehandler skrev: "Det er min indstilling, at DJ konkret i denne sag kan gå ind i en injuriesag uden præjudice for andre injuriesager idet at arbejdsgiveren ikke påtager sig ansvaret for at forsvare en af deres ansatte." Indstillingerne blev vedtaget.
Jacob Winthers daværende arbejdsgiver var Forsvarsministeriet, som altså afviste at støtte ham.
Men Jørgen Dragsdahls daværende arbejdsgiver Information afviste ligeledes at støtte ham, da han blev udsat for injurierende beskyldninger fra Bent Jensen; beskyldninger, der netop byggede på artikler i Information. Altså en parallel situation til Jacob Winthers.
Så er der argumentet om, at Dragsdahls sag er "meget politisk" og derfor ikke kan støttes af DJ. Men var Jacob Winthers ikke det? Den handlede såmand bare om landets førelse og rigets sikkerhed......
Som et PS kan jeg fortælle, at mindst tre af DJs kredse og mindst een stor medarbejderforening gav penge til Jørgen Dragsdahls sag, da Hovedbestyrelsens flertal havde afvist at støtte. Eksempelvis gav Kreds 2 5000 kroner.
Venlig hilsen Karin Mette Petersen, medlem af DJs Hovedbestyrelse april 2009-april 2011.
Carsten Jensens fortælling om status, til inspiration http://www.youtube.com/watch?v=xsybuDuOxSM
Jeg fandt lige denne her http://journalistforbundet.dk/Nyheder/2010/November/Skal-vi-have-nye-presseetiske-regler-/ hvor Mogens Blicher Bjerregård tager fat på emnet. Har I allerede glemt den vigtige diskussion?
Det er lidt trist at se de seneste modererende kommentarer. Sagen er, at de seneste to års meldinger har gået på et stærkt ønske til et forbund med mere styr på fagligheden og etikken.
Jeg er af den opfattelse, at problemer, opgaven, er størst på kommunikationsområdet. Endog meget stort. Og at opgaven bliver større og større på den traditionelle journalistik.
I følge Uffe Gardel er der ikke er 9.500 rigtige journalister i Danmark, hvilket jeg er sikker på er rigtigt. Medlemmer af Dansk Journalistforbund laver mange forskellige ting - og derfor bliver opgaven at få styr på nogle pejlemærker fagligt og etisk vi alle kan være så nogenlunde enige om.
Tendensen er, at de økonomiske og politiske kræfter vinder - og de faglige og etisk dyder taber.
Når man er medlem af Dansk Journalistforbund mener jeg, at man skal vedkende sig faglighed og etik - uanset man er journalist på Ekstra Bladet, Politiken, Københavns Kommune, Finansministeriet - eller hvor det end måtte være.
Jakob Winther og Søren Gade blev for nogle år siden inviteret til journalisternes fagfestival. De to herrer skulle tale om hvor dygtige, de var til at samarbejde med pressen. Det samme gjorde Scientologys kommunikationschef Anette Refstrup. Hun var også inviteret til at fortælle om åbenhed i den omstridte kirke. Hun sagde, at pressen var blevet meget mere nuanceret.
Det var nærmest hyggeligt, da jeg senere på dagen stod på gangen og småsludrede med forsvarsministerens åbenhedsmedarbejder over en pilsner og betragtede hans lidt for store jakkesæt. Ja, det var på et tidspunkt så hyggeligt, at jeg glemte, at der var noget helt galt. At musikken var skinger. Showet stinkende surt. Og forbundets forsamling i Odense Congress Center mest af alt lignede et udtrådt kludetæppe af skriverkarle, parfumesælgere og magtmænd. Det var netop en norsk journalist, der gjorde mig opmærksom på det: At vi var på helt forkert kurs.
Guldbrandsen rejser i mine øjne en uhyre vigtig diskussion, der handler om hele journalistikkens eksistensberettigelse og fremtid: Vil vi fortsætte kursen med at udvande selve forbundets formålsparagraf i ren selvopretholdelse og ignorere det faktum at flere og flere i vores fag arbejder med at forsvare magten i stedet for at udfordre den. Eller skal vi finde en anden klub, der er lidt mere ærlig omkring sit virke?
Vi ser efterhånden sagerne dukke op her, der og alle vegne. Stein Bagger havde en håndlanger, der med vold og magt modarbejdede en ihærdig journalist. DSB havde en håndlanger, der gik langt over stregen i forsøget på at bekæmpe kendsgerninger om et ubegribeligt økonomisk rod. Og det står klart at Forsvarsministeriet også har haft lidt for dygtige håndlangere i forsøget på at styre pressen. Sådan er vilkårene i dag, hvis man vil udfordre magten. Men spørgsmålet er om vi også skal dele klubhus med magthavernes håndlangere. Nej, det mener jeg ikke! Heller ikke hvis prisen er et mindre stærkt forbund.
Flere