search

Guldbrandsen: Jeg har ikke afsløret mine kilder

Jeg har ikke brudt kildebeskyttelsen, lyder svaret fra instruktør Christoffer Guldbrandsen efter kritik for at have »siddet i retten og plapret løs« fra Søren Espersen (DF). Guldbrandsen anklager til gengæld TV 2 for at føre seerne bag lyset i lækage-sagen.

Jeg har ikke brudt kildebeskyttelsen, lyder svaret fra instruktør Christoffer Guldbrandsen efter kritik for at have »siddet i retten og plapret løs« fra Søren Espersen (DF). Guldbrandsen anklager til gengæld TV 2 for at føre seerne bag lyset i lækage-sagen.

I torsdags skrev Søren Espersen, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti og uddannet journalist, at filminstruktør Christoffer Guldbrandsen har krænket et af de væsentligste principper i den journalistiske drejebog: Kildebeskyttelsen.

»Det har for mig personligt været en stærkt oprørende oplevelse at erfare, at filmdokumentaristen Christoffer Guldbrandsen har siddet i retten og bare plapret løs – ikke alene om, hvem der var hans umiddelbare kilder til jægerbogskandalen, men sågar om, hvem der var hans kildes kilde,« skrev Søren Espersen i et indlæg i Politiken.

Men den kritik afviser Christoffer Guldbrandsen i et svar, der er bragt i Politiken i lørdags.

»Jeg har ikke afsløret identiteten på mine kilder. Hverken TV 2's Rasmus Tantholdt, Jacob Winther eller Søren Gade er selvsagt blandt mine kilder. For en god ordens skyld skal jeg også gøre opmærksom på, at jeg selvfølgelig heller ikke, som Søren Espersen anfører, "har siddet i retten og bare plapret løs". Ja, rent faktisk var jeg ikke til stede,« skriver han.

Lækagesagen handler om, hvem der lækkede oplysningen til TV 2 i 2007 om, at de danske jægersoldater skulle sendes til Irak. Christoffer Guldbrandsen er blevet blandet ind i sagen, fordi han i 2010 offentligt meldte ud, at han var i besiddelse af en lydfil, der afslørede, at daværende pressechef i Forsvarsministeriet, Jacob Winther, stod bag lækagen.

Christoffer Guldbrandsen retter i lørdagens indlæg også skytset mod TV 2, som han mener har svigtet deres ansvar.

»TV 2 har gennem hele forløbet bevidst skjult sagens rette sammenhæng for seerne og offentligheden: At det var ministerens egen rådgiver Jacob Winther, der bragte de danske soldaters sikkerhed i fare, at regeringens anklager mod oppositionen og Udenrigspolitisk Nævn var falske, og at Jacob Winther, mens han arbejdede i Forsvarsministeriet, indgav en falsk politianmeldelse for at lukke sagen,« skriver han og fortsætter:

»Journalistikkens vigtigste opgave i et moderne demokrati burde være at afsløre magtmisbrug og manipulation af offentligheden. Og det er lækagesagens kerne: Forsvarsministeren og hans nærmeste rådgiver har misbrugt deres magt og manipuleret offentligheden. Man skal, som Søren Espersen selv, være magthaver for at mene, at journalisternes opgave er at holde den slags skjult.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen