Guldbrandsen går til DR2

Dokumentarfilm-mager skal være redaktør for DR2's nyheds-, aktualitets- og debatstof

Et af de nye ansigter på DR2, når det bliver relanceret på mandag, er den prisvindende dokumentarist Christoffer Guldbrandsen. Han bliver redaktør for kanalens nyheds,- aktualitets- og debatstof.

Christoffer Guldbrandsen rykker fra Radio24syv, hvor han har været redaktør på programmet Regnskabets Time om skattesagskommissionen.

Christoffer Guldbrandsen har stået bag flere dokumentarfilm som "Den hemmelige krig", "Fogh bag facaden" og "Dagbog fra midten" og senest "Stealing Africa" i "Why Poverty"-projektet.

"Christoffer Guldbrandsen har en unik evne til at sætte fingeren på de ømme punkter og skabe debat om vigtige samfundstemaer.Derfor er han også den helt rigtige mand på det nye DR2, som vil tage livtag med de svære dilemmaer, udfordre seerne og i det hele taget tage samfundsdebatten seriøst," skriver kanalchef for DR2 Michael Thouber i en pressemeddelelse.

Som redaktør vil Guldbrandsen få ansvaret for programmer som Deadline, Debatten, Detektor og for flere af DR2's nye programmer i dagfladen.

"Jeg glæder mig til at sætte mit præg på DR2 og til at prøve kræfter med rollen som redaktør, hvor jeg skal være med til at udvikle og sætte retning for en række af de programmer, som vil komme til at tegne kanalen," siger Christoffer Guldbrandsen i pressemeddelelsen fra DR2.

Christoffer Guldbrandsen tiltræder den 1. april.

0 Kommentarer