Instruktøren bag Den Hemmelige Krig og Fogh Bag Facaden er i fuld gang med at filme stiftelsen af det nye parti Ny Alliance.
Allerede dagen før Ny Alliance holdt deres første pressemøde, begyndte instruktør Christoffer Guldbrandsen på de første optagelser til en ny film om stiftelsen af partiet.
"Indtil videre ser det ud til, at det er et historisk brud i dansk politik. Det, der altid har fascineret mig ved politik, er, at politikerne hele tiden sætter sig selv i spil. Det er et univers, der er meget drama i. Når der til og med er tale om et nyt parti, der vil lave om på, hvordan brættet ser ud, er det både en væsentlig og interessant historie," siger Christoffer Guldbrandsen.
I samtlige af døgnets vågne timer er han i hælene på det nye parti.
"Indtil videre er jeg med til det hele, men der skal da nok være noget, jeg alligevel ikke er med til," siger han.
Christoffer Guldbrandsen ved ikke, hvor længe han vil følge det nystiftede parti med Naser Khader i spidsen, men han regner med, at det bliver indtil efter næste valg.
"Vi har budgetteret med, at valget kommer til september, men Fogh har før vist en vis uvilje mod mine projekter, så det er jo ikke sikkert, at han vil tage hensyn til det," siger Guldbrandsen.
Det er ikke første gang instruktøren følger Naser Khader. I 2001 lavede han en film om Naser Khader og Kamal Qureshi, da de kom i Folketinget med titlen De Første. Senest har han lavet filmen Den Hemmelige Krig og står også bag film som Lykketoft Finnale og Fog bag Facaden. Guldbrandsen ved endnu ikke præcist, hvad optagelserne munder ud i og af gode grunde heller ikke, hvornår der er premiere.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.