Guldbrandsen får penge til ny film

For nylig klædte han Naser Khader totalt af politisk i dokumentarfilmen om Ny Alliance. Nu har Det Danske Filminstitut valgt at støtte produktionen af endnu en dokumentar fra Christoffer Guldbrandsen.

For nylig klædte han Naser Khader totalt af politisk i dokumentarfilmen om Ny Alliance. Nu har Det Danske Filminstitut valgt at støtte produktionen af endnu en dokumentar fra Christoffer Guldbrandsen.

Den kommende film er en international produktion om kampen for og imod et politisk integreret Europa med den foreløbige titel "Præsidenten".

Ifølge Det Danske Filminstitut er filmens medvirkende alle tidligere eller nuværende regeringschefer, som personligt har deltaget i processen – heriblandt tidligere ministerpræsident i Italien Romano Prodi og statsminister Anders Fogh Rasmussen.

DDF støtter filmen økonomisk med 950.000 kroner, og tanken er at få optrevlet hele den komplekse proces, der gjorde sig gældende fra idé til gennemførsel af Lissabon-traktaten.

Om planerne for filmen udtaler Christoffer Guldbrandsen::

"Der er tale om et spil, hvor kynisme og idealisme skal forenes. Det er dette magtspil, som er filmens omdrejningspunkt. Indblikket og forståelsen af den fælles europæiske magts væsen og en politisk kultur, der har rødder hundreder af år tilbage, og som både rummer dramatik, intriger, forfængelighed og grådighed."

"Præsidenten" er på forhånd solgt til en række europæiske lande – bl.a. Holland, Irland, Tjekkiet, Finland, Sverige, Norge og Estland.

Der var i øvrigt topkarakterer til Guldbrandsens seneste film om Ny Alliance.

0 Kommentarer