Yikes! – det var en brat opvågnen at komme hjem fra ferie. Tynget af jetlag, men opløftet af en fantastisk tur til Texas, mødte jeg på arbejde torsdag i sidste uge med en stille forventning om, at der nok ikke var så meget at lave for mig. Jeg havde virkelig fået hevet stikket ud og vendt op og ned på det hele, da jeg troede, det var deadlineuge – og torsdag/fredag skulle gå med at nusse bladet færdigt. Jeg tog så grueligt fejl. Deadlineuge var ugen efter, og vi var en mand mindre pga. Jakobs A’s barsel. Samtidig med at vi skulle lave det store covertema om pres på DR.
Med lige dele moro og ironi tilsat en knivspids sadisme stak Øjvind H. mig: ”noget rigtig guf,” som han sagde. Det viste sig at være research og avisudklip fra lørdagens aviser, hvor flere DR medarbejdede gav udtryk for, hvordan de mærkede presset på DR.
”Du skal finde ud, hvordan det ser ud på gulvet – blandt journalisterne,” var ordren. Og han vidste mere om, hvor bøvlet det ville blive, end jeg gjorde, gjorde han. Men det var helt fair, jeg har lært ting the hard way.

I første omgang anede jeg ikke, hvad der foregik. Jeg vidste intet om en mail fra Mikkelsen til Kleener. Nej, jeg havde ikke læst sidste weekends aviser. Nå da, har Trine S. sagt, at hun måtte tage sig selv i selvcensur? Jeg måtte op på hesten. Øjvind H. og Jakob E. havde spurtet om kap med syvmilestøvler på de sidste fire dage, og var allerede kun flimrende skygger i den redaktionelle horisont – og min hest var træt. Mere optaget af at det rent faktisk lykkedes at overtale franskmændene i Charles de Gaulle til at jeg altså skulle have den flaske gin med i flyveren til København, jeg havde købt i Houstons lufthavn.
Nå men…
Jeg måtte i gang med et møjsommeligt og besværligt arbejde. Skarpt vinklet: at få journalister til at sige til citat, at de ikke havde gjort deres arbejde, fordi de havde ligget under for det store, politiske pres på DR fra Irakkrigens start.
Jeg kunne lige så godt forsøge at få Statsministeren til at indrømme, at der er noget at komme efter i han politik. Mere blødt vinklet: Eksempler på pression og, hvis det har, hvordan har det så påvirket dit arbejde?
En DR-journalist blev vred på mig, og sagde jeg skulle ringe igen, når jeg havde fundet på nogle bedre spørgsmål. Det var nogle helt relevante spørgsmål, jeg stillede – men jeg tror, journalisten følte sig trængt op i en krog. En anden, tidligere DR-journalist, besvarede ikke mine talrige henvendelser, selvom hun netop havde udtalt sig til dagspressen weekenden forinden.
Jeg talte med andre, der slet ikke ville være med, men det lykkedes efterhånden at finde nogle brugbare kilder..
Der var også en kilde der mente, at det jeg ville skrive var forkert, og ville kræve berigtigelse, hvis jeg skrev det. Det kunne for eksempel være en tidligere nyhedsdirektør.
Jeg måtte derfor være ekstra opmærksom på mine formuleringer og ikke mindst dokumentationen af mine påstande – og den er skudsikker! Så der bliver ikke nogen berigtigelse. For eksempel en tidligere nyhedsdirektør gentog da heller ikke sin tru.. … øhh… formulering, da hun havde set dokumentationen. Se historien i Journalisten nummer 6

Jeg har tidligere ytret mit had mod transskribering, derfor var det ikke med udelt glæde, da Jakob E. smed et halv times interview med en speed-snakkende Tva-chef, som jeg skulle skrive ud. Det var altså midt i alt det andet, for slet ikke at tale om NYJOB, som jeg overhovedet ikke havde fået begyndt på.
Nu skal jeg nok snart holde op med at pive, men det har ubetinget været den mest stressede periode for mig her på Journalisten. Og jeg vil da lige nævne, at denne uge også har været Åbent-hus uge for os 6-måneders praktikanter, der skal martres med endnu en panikdag. Jeg nåede to arrangementer, nemlig på Information og Samvirke. Mere om det en anden gang måske. Men det har også været skide sjovt, men det er altså grunden til, der har været lidt stille på bloggen den sidste tid.