search

Gud skabte DR2 – gu gjorde han ej

DR fejlede, da de i en jubilæumsvideo for DR2 viste en perlerække af mændene bag kanalen, men kun to af kvinderne. Selv om DR har beklaget, handler det om en alvorlig blindhed ikke mindst i mediebranchen, skriver Anette Dina Sørensen

Efter massiv kritik af DR's jubilæumsvideo for DR2 – fordi der kun optræder to kvindelige profiler blandt en lang række mandlige – har DR igen været i klipperummet. Her har man produceret et slideshow med stillbilleder af kanalens kvindelige profiler og en kort video. De to nye produkter skal dermed supplere den oprindelige video og sætte ansigter på kvinderne, der gennem 20 år har været med til at skabe kanalens særlige signatur.

At dømme efter den måde, DR omtaler supplementet på, skal det fungere som plaster på såret efter en lille, uheldig forglemmelse, og så burde alt jo være godt og sagen lukket, kunne man mene. Men det er faktisk værd at undre sig over, hvorfor pokker det ikke allerede under produktionen af den første video slog de mennesker, der sad i klipperummet, at kvinderne var fraværende?

For mig at se er der ikke bare tale om en lille forglemmelse, men om en type blindhed også kendt fra oceaner af historieskrivning, hvor kvinder, homoseksuelle, farvede og ikke-kristne er fraværende i fortællingen, fordi penneførerne oftest er hvide, heteroseksuelle, vestlige mænd.

Blindheden kendetegnes ved, at man kun ser dem, man ligner. Og så er den i tilgift oftest uerkendt af den blinde selv. Se dén cocktail kan være rigtig giftig, fordi den risikerer at være virkelighedsfordrejende – siger jeg vel vidende, at virkeligheden aldrig kan genskabes i forholdet 1 til 1. Men som journalister har vi en særlig forpligtelse til at efterprøve tingene ved at spørge os selv: Fik jeg nu det hele med? Har jeg været hele vejen rundt rent kildemæssigt og fået dækket alle synsvinkler, pointer osv.? Eller er der noget, jeg har glemt?

I den konkrete sag skete det ikke, før kritikken brød løs på DR2's Facebook-side, hvor kommentarfeltet flød over med indvendinger mod den ensidige fremstilling kort efter offentliggørelsen af den første video:

"Har en mand lavet denne video – eller mener I, det er fuldstændigt tilfældigt, at næsten ingen kvinder får lov til at træde frem på skærmen?" skrev Katrine Nadia Jørgensen.

"Ifølge den lille video er det en 90% mandekanal. Har der gennem 20 år virkelig ikke været flere programmer orkestreret af kvinder?" skrev Kirsten Bøgh.

Og "Goddag MAND økseskaft… Jeg synes man(d) har glemt noget," skrev Christina Kapow Laurzen.

Som flere af Facebook-kommentarerne pointerer, burde udeladelsen selvfølgelig have været erkendt, før den officielle video var gjort tilgængelig på nettet. En eller anden burde på det tidspunkt have bemærket, at helt væsentlige brikker i historien manglede, og at der derfor var tale om dokumentarisk skævvridning – en falsk og misvisende fortælling, slet og ret.

Kvinder skrives ud af historien

Af ren nysgerrighed stillede jeg mig selv den opgave for et par år siden at registrere, hvor mange af Storkøbenhavns gader der var opkaldt efter historiske kvinder. Resultatet viste sig langt mere pauvert, end jeg havde forestillet mig: Af i alt 2.525 gader bar 30 navne som Lily Broberg, Prinsesse Charlotte, Sofie Brahe, Karen Blixen osv. Kompetente damer alle sammen. Alligevel havde 432 mænd til sammenligning kvalificeret sig til en signatur på byens gadeskilte. Forskellen er ikke bare grotesk. Den forvrænger også vores verdensbillede. For hvis byens gadeskilte var en demografisk fortegnelse, ville man tro, at kvinder udgjorde nationens mest ubetydelige befolkningsgruppe. Eller tænk, hvis skiltene var en historiebog. Så ville generation efter generation få den opfattelse, at kvinder aldrig har haft politisk indflydelse, skabt videnskabelige resultater eller produceret kunst. Men det har de jo!

Et andet illustrativt eksempel på, hvordan blindheden sætter sig igennem, kunne studeres i 2014, hvor Politiken arrangerede de såkaldte Aarhussamtaler i forbindelse med Aarhus Festuge. Samtalerne var ”muligheden for at møde mennesker, der har gjort sig bemærket inden for forskellige områder af samfundet”, som der stod i Politiken og Festuge-programmet. I gruppen af landets kultur- og samfundsbevidste mennesker, var det ikke muligt for avisen at spotte en eneste kvindelig kandidat; de seks samtaler foregik således mellem 12 mænd.

Alligevel sker der lykkeligvis lidt. Ved sommerens EM-slutrunde i herrefodbold havde DR for første gang fået øje på en kvindelig fodboldekspert, Arnela Muminovic, der kunne agere ekspert i tv-studiet. At det er et nyt syn – så at sige – handler ikke om kvinders manglende interesse for og kendskab til fodbold. Ej heller, at de ikke dyrker spillet selv, men alene om rigid vanetænkning på sportsredaktionen, der automatstyrer blikket i retning af det, mændene kender, og dem der ligner dem selv.

Kvinder var med til at skabe DR2

Det samme gør sig gældende for jubilæumsvideoen: Mængden af kvindelige journalister, der gennem alle 20 år har tegnet DR2 både foran kameraerne og bagved er lig mængden af mænd, men alligevel kvalificerede det dem åbenbart ikke til at falde inden for videoproducenternes synsfelt og blive inkluderet i DR’s officielle jubilæumsvideo. Var konsekvensen af denne blindhed ikke blevet påtalt, kunne eftertidens erindring/historie/fælles hukommelse om DR2's tilblivelse og udvikling meget vel været blevet, at arbejdet var drevet af mænd. En version af historien, som bliver endnu mere grotesk i lyset af, at det rent faktisk var Mette Davidsen-Nielsen, der først som programredaktør og siden kanalchef, sammen med Gitte Rabøl, fra 2003-2007 for alvor fik ændret DR2's status fra ’hemmelig’ til rendyrket signaturkanal.

Der er med andre ord en lære i at indse, at det har konsekvenser, når man skriver folk ud af historien. Hvad enten det gøres helt bevidst af magthavere, der har brug for en bestemt udlægning af historien, eller ubevidst af alle os andre (historikere og journalister), når vi bare gør, som vi plejer uden at tænke os om en ekstra – helt afgørende – gang.

DR2 har som sagt rettet fejlen med en supplerende fortælling specifikt om de kvindelige journalister. En kendt og udbredt metode ikke mindst i historiefaget, hvor vi de sidste 40 år har set utallige tillægsfortællinger om kvindelige kunstnere, akademikere, politikere og hverdagens kvinder, fordi de store historiske breddeværker desværre har glemt at få dem med.

Men som jeg ser det, påhviler der DR et særligt ansvar for ekstratanken, der kan foregribe produktionen af et tillæg ved at få øje på udeladelsen, før den bliver en realitet. DR er ikke en kommerciel medieinstitution, der kan se stort på repræsentationsprincipper. DR er en statsfinansieret public service institution, der i sin inderste kerne er et oplysnings- og demokratiprojekt. Derfor er det absolut ikke ligegyldigt, hvilken fortælling DR laver om sig selv til offentligheden om, hvem der skabte DR2, drev kanalen frem og udviklede den. De kvindelige journalister, redaktører og chefer hører med til den historie – ikke som et tillæg, en trøstende gestus, der skal lukke kæften på feministerne, men som en naturligt integreret gruppe. Ganske enkelt.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen