Gruppevoldtaget under revolution: ”Da jeg blev reddet, skreg jeg. Som et dyr”

Den amerikanske journalist og tv-vært Lara Logan blev i 2011 udsat for en livstruende gruppevoldtægt på Tahrir-pladsen i Kairo, da hun dækkede Hosni Mubaraks fald for CBS og programmet ’60 Minutes’. Hun arbejder stadig for CBS og har siden dækket Ebola-epidemien i Liberia og krigene i Afghanistan og Mosul

Det var i februar 2011. I disse dage præcis otte år siden. Det Arabiske Forår var sprunget ud, og revolutionen mod Egyptens diktator Hosni Mubarak var en realitet. Med en lang karriere på det respekterede CBS-program ’60 Minutes’ dækkede den amerikanske journalist og tv-vært Lara Logan jubelscenerne fra hans fald i hovedstaden Kairo. Indtil kamerabatteriet gik dødt. 

Fra det ene minut at have spurgt om hendes autograf begyndte mængden omkring hende at tale om at flå bukserne af hende. Så blev hun revet væk fra sit team af producer, kameramand, tolk og til sidst sin bodyguard. 

Desperate og skæbnesvangre timer senere var eneste diagnose fra lægen på det egyptiske hospital miraklet over, at hun stadig var i live. 

Dagen efter forlod Logan Egypten. Fire dage senere gik nyheden verden rundt. Men først efter at Lara Logan havde opponeret mod den pressemeddelelse, som hun og CBS havde gjort klar. 

”Jeg sagde instinktivt nej. Ikke til pressemeddelelsen. Men fordi de havde slettet ordet ”sexovergreb”. Det var vigtigt for mig at fortælle sandheden.”

Nægtede at blive usynlig

Fra hospitalssengen ønskede den dengang 39-årige Logan, at verden skulle vide, hvordan brutale håndaftryk og skånselsløse fingernegle sad som dystre og blodige spor på hendes gennemtævede krop. Hvordan en hær af i hendes vurdering 200-300 mænd havde hevet hende i så mange retninger, at musklerne var sprængt. Og hvordan de bogstaveligt talt havde forsøgt at flå hovedbunden af via massive totter af hendes hår.

”Da hæren nåede frem, og en soldat samlede mig op, dækkede han mig til med et sort klæde. Lige præcis dér indså jeg, at jeg forsvandt. Ingen kunne se mit iturevne tøj. Ingen kunne se mine sår og mit blod. Jeg blev usynlig. Derfor nægtede jeg, at CBS reviderede pressemeddelelsen. For dermed ville det blive min egen byrde at bære den hændelse. Noget, der skulle hemmeligholdes. Noget skamfuldt. Og det var det ikke,” forklarer nu 47-årige Logan.

11. februar, 2011: Lara Logan på Tahrir-pladsen i Kairo kort før overgrebet.
Foto: HO/Ritzau Scanpix

 

Skreg som et dyr 

Der er ingen selvmedlidenhed at spore, mens hun opremser fakta over for Journalisten på en ”typisk travl mandag” fra hjemmet i Texas midt i madlavning og to syge børn, hvor hun understreger, at intet er helligt, og at vi kan spørge om alt.

Også om alle de ubehagelige detaljer, hun efter sigende aldrig før har uddybet: Som at hendes bryster blev forsøgt revet af. At hun blev voldtaget på alle tænkelige måder med et hav af hænder. Når ikke de førte genstande, grene og ”flagstænger”, der gjorde det samme.

”Da jeg blev reddet, skreg jeg. Som et dyr. Du kan ikke forestille dig det. Jeg havde ingen stemme tilbage, ikke flere kræfter og ingen luft. Min krop var simpelthen mast af hundredvis af mænd. Men jeg skreg. Og da jeg endelig fik stemmen igen og mødte mit team, var det eneste, jeg blev ved at gentage: ”I kan ikke forestille jer, hvad de gjorde ved mig”,” næsten hvisker hun.

At hendes kolleger og arbejdsplads ikke forstod den virkelighed, der var overgået hende, og at de aldrig rigtig ville komme til at forstå, ramte hende, da hun smagte kynismen fra det nyhedsmaskineri, hun i årevis selv havde været en del af.

”Jeg havde aldrig været udsat for noget så katastrofalt. Men på hospitalet diskuterede CBS stadig, hvordan de kunne få historien om Mubaraks fald ud. Der tænkte jeg: ’Oh my God, de har jo ingen anelse om, hvad der er sket.’ Gad vide, hvordan de havde reageret, hvis jeg var blevet skudt …?”

Forståelig, latterlig og uretfærdig omsorg

To måneder. Det var så længe, Logan kunne holde ud at gå hjemme, være sygemeldt, modtage ’kondolencer’ fra præsident Obama, Hillary Clinton samt breve fra tusinder af sexofre fra hele verden og leve i rollen som offer.

”Til sidst kunne jeg ikke holde det ud. Alt handlede om det. Det var nok! Jeg ville tilbage.”

Du overvejede ikke at stoppe? 

”Helt ærligt. Det har aldrig været en mulighed. Hvorfor skulle jeg stoppe? Jeg elsker mit job. Jeg er god til det. Jeg tror på det, jeg og vi gør, og jeg arbejder med de bedste i branchen. At blive massevoldtaget og traumatiseret er jo ikke det samme som at blive hjernedød. De havde taget så meget allerede. Skulle jeg give dem hele mit liv?” spørger hun retorisk.

Men det har ikke været uden konsekvenser at vende tilbage. Til branchen, kollegerne og konfliktzonerne. Lara Logan var forandret for altid. Kollegialt oplevede hun, hvordan alle trods de bedste intentioner ikke anede, hvordan de skulle behandle hende.

”Da jeg talte ud om voldtægten til ’60 Minutes’, var lydmanden, som jeg har arbejdet med i årevis, så nervøs, at han rystede på hænderne. Man ønsker jo ikke at blive behandlet, som om det ikke er sket, men man ønsker heller ikke at blive behandlet, som om man er anderledes,” forklarer hun.

Mekanismen af medlidenhed og omsorg er for Logan på en gang både ”forståelig, latterlig og uretfærdig”, fordi den er todelt. På et menneskeligt og professionelt plan.

2013: Efter to måneder kunne Logan ikke længere holde ud at være offer. Hendes første tur i felten efter voldtægten blev til Afghanistan. Siden har hun været i Irak, Liberia og her i 2013 i Den Centralafrikanske Republik i jagten på krigsforbryderen Joseph Kony.
Foto: Lara Logan/CBS

 

Hendes første felttur efter Kairo blev Afghanistan. Siden har hun blandt andet dækket Ebola-udbruddet i Liberia og krigen mod IS i Mosul. Men forinden og undervejs fulgte en usagt præmis om at modbevise det, alle tænkte: At hun ikke kunne klare presset. 

”Pludselig skulle jeg bevise, at jeg var ’gamle Lara’. At jeg ikke var ’messed up’. For ingen ved jo, om du bryder sammen eller udgør en sikkerhedsrisiko, når du sendes afsted igen. Når jeg foreslog at tage til Syrien, kiggede alle på mig, som om jeg var sindssyg. Det kræver lang tid at få overbevist kolleger og chefer og få folk til at stole på dig igen. Det var hårdt. For dermed blev jeg fastholdt i offerrollen.”

Hver dag tager jeg noget tilbage

Logan taler meget. Hurtigt, højt, uden blusel og med en åbenhed, som med ét får hende til at snøfte, da nye erkendelser og erindringer fra episoden pludselig rammer hende.

”Jeg tror, det er første gang, jeg bruger udtrykket sodomi, og det gør ondt at sige højt,” indrømmer hun.

Fra selve overfaldet husker hun mest fragmenter af billeder, de mange mobiltelefoner, blitzene fra kameraerne og tanken om, hvorfor ingen hjalp hende.

”Efter 20 minutter gik det op for mig, at jeg kæmpede forgæves ved konstant at fjerne folks hænder og skubbe dem væk. Når 100 mænd vil ind i dig, så er det umuligt … Jeg indså, det var latterligt. At jeg i stedet skulle kæmpe for at overleve. Dér trådte voldtægten i baggrunden, og så blev det en kamp for mit liv. Det er først nu, hvor vi snakker om det, at jeg indser det. Jeg har aldrig lukket op for den del før nu. Det var frygteligt,” siger hun i en time­lang talestrøm, der for første gang ændres til skrøbelig stilhed.

”Det er virkelig smertefuldt at tænke på. Jeg blev nødt til at acceptere at blive voldtaget igen og igen og udsat for sodomi, men jeg har aldrig konfronteret det. Jeg lærer stadig. Selv når jeg taler med dig. Jeg har givet dem mere, end de fortjener, og hver dag tager jeg noget tilbage, og jeg er taknemmelig for, at jeg lever livet.”

Betaler prisen med frygt 

I en mappe på computeren har Lara Logan samlet fotos og videoer af overgrebet, som blev offentliggjort. For at forberede familien på, hvad de måske kan møde på nettet. Men også som bevis mod dem, der stadig ikke er stillet til ansvar.

Fysisk er hun sluppet uden ”synlige” ar, som hun siger. Til gengæld drager hun til verdens brændpunkter med en anderledes tilgang. Hvor frygt før var en usandsynlig kalkule i en risikovurdering, har den i dag karakter af bevidst følgesvend. 

”Før var jeg sjældent bange. Det var ”c’est la vie” at køre rundt i Afghanistan, selv om man kendte risikoen for vejsidebomber og så videre. Jeg var hverken modig eller helteagtig, men bare fokuseret på at levere varen. Men når man oplever frygt, som jeg har oplevet, glemmer man det aldrig. Nu betaler jeg prisen, for jeg er blevet mere frygtsom, og det spiller ind på mine beslutninger. Nu tænker jeg over alt og skal fokusere på, at der ikke sker noget dårligt.”

Lara Logan er i besiddelse af en video af overfaldet. Hun har udleveret seks screendumps fra den til Journalisten.

 

Ligesom hun for otte år siden var sig professionelt bevidst om ikke at profitere på, at hun selv pludselig var blevet historien og derfor blandt andet afviste amerikansk tv’s talkshow-dronning, Oprah Winfrey, og fortalte historien én gang til sit eget medie og New York Times, er hun lige så opmærksom på, at hendes kendte ansigt i dag kan udgøre en sikkerhedsrisiko for teamet.

”På det område føler jeg et ekstra pres. Mine kolleger vil sige, at jeg bekymrer mig mere for dem end for mig selv: ”I’m a big boy,” siger de. ”Det er du,” siger jeg så, men tænk over det og det alligevel. For jeg er jo det levende eksempel på, hvad der kan ske.” 

Lara Logan har ikke besøgt Egypten siden overfaldet.

 

 

0 Kommentarer