»Så længe ordningen er så attraktiv, vil medlemmer med dårligt helbred belejre lægerne for at få de attester, der giver adgang til denne særlige lottoordning.«

Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse har besluttet at forringe medlemmernes pensionsordning.

Ja, det er virkelig den omvendte verden. Mens resten af samfundet snakker om at spare mere op til tiden efter de 65, går Journalistforbundet den modsatte vej.

Til næste år stiger præmien til gruppelivsordningen omkring 170 kr. om måneden, og de penge tages for alle fastansatte fra den samlede pensionsindbetaling.

Jeg er 59. Så inden min pensionering som 65-årig kommer der altså 13.440 kr. mindre ind på kontoen. Det får kun marginal betydning.

Men hvad med den unge kollega, der lige er blevet ansat? Fra 25 til 65 bliver det til 89.600 kr., og hertil skal lægges renter og renters rente. Den unge kollegas pensionskonto er til den tid op mod 150.000 kr. mindre. Ikke bare noget marginalt.

For resten er det anden gang på to år, gruppelivsordningen er blevet dyrere. Da forbundet flyttede ordningen fra PFA til Danica, steg præmien.

Så det er altså anden gang, Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse har besluttet at forringe medlemmernes pension. Det er anden gang, især de unge medlemmer har fået færre penge til pensionisttilværelsen.

Det går galt, fordi vores gruppelivsforsikring ikke længere bare er en gruppelivsforsikring. Det går galt, fordi gruppelivsforsikringen også omfatter erstatning ved såkaldt kritisk sygdom og invalidepension.

Der udbetales nemlig til mange, mange flere end forudset.

Jeg er forbløffet over, at det kommer bag på hovedbestyrelsen.

Kære kolleger, kig lidt på jeres policer.

Det er en rigtig, rigtig god forretning for de DJ-medlemmer, der får udbetaling via de to bestemmelser.

Jeg har set på mine egne tal.

Ved kritisk sygdom får jeg for det første engangsudbetaling fra PFA og Danica på tilsammen 251.000. Hvis jeg »bare« bliver invalid, er beløbet 201.000 kr.

Fra gruppelivsordningen kommer der så en årlig pension på 125.000. De skal lægges oven i de 280.000 kr., jeg får fra invalidedelen af pensionsordningerne i PFA og Danica. Det bliver 405.000 kr. om året – altså 33.750 kr. om måneden.

(Det er standardordningen for medlemmer i min alder. Jeg har ikke regnet et par private ordninger med).

Justerer vi det tal for indbetalinger til pensionsordninger, kontingent til DJ, transport og kantine, lander vi på en gennemsnitsløn for en Politiken-journalist.

Så tror da pokker, at det i 2004 blev til 71 invalidepensioner og 32 gange kritisk sygdom.

Det er simpelthen en god forretning: En kvart million i hånden og fuld månedsløn resten af arbejdslivet uden at røre en finger.

Så længe ordningen er så attraktiv, vil medlemmer med dårligt helbred belejre lægerne for at få de attester, der giver adgang til denne særlige lottoordning.

Jeg synes, hovedbestyrelsen skal tænke sig om igen. I stedet for at sætte kontingentet op kunne man sætte både engangsudbetalingerne og den løbende udbetaling ned.

Det ville naturligvis gå ud over kolleger, der har kræft, får blodpropper eller har kredsløbsforstyrrelser og derfor er omfattet af bestemmelserne om kritisk sygdom. Jeg synes også, de skal hjælpes. Spørgsmålet er hvordan og hvor meget.

(Jeg har for resten ikke undersøgt, hvad stat og kommune giver).

Derfor kunne man også først – i en anonym undersøgelse – finde ud af, hvordan økonomien er hos dem, der indtil nu har brugt gruppelivsordningens nye muligheder.

Naturligvis skal vi raske være solidariske med svage kolleger. Men det ville være rart at få nogle tal for deres økonomi.

Jeg har en mistanke om, at det her er et typisk eksempel på, at behov opstår som følge af ordninger.

Henrik Kaufholz er 59 år og har ingen planer om at gå pension før tid. Han er udlært fra Århus Stiftstidende og Børsen. Siden 1974 har han – bortset fra et par kortere afstikkere – været ansat på Politiken. Han er i dag redaktionssekretær på avisens udlandsredaktion.