Grund-angst

Da Jyllands-Posten for snart seks år siden affyrede en gigantisk provokation gennem artiklen "Muhammeds ansigt", var det lancerede motiv kort sagt at gøre op med den selvcensur, der forhindrede dele af dansk presse i at gøre lige så meget grin med muslimerne som med alle mulige andre. Vi lagde bånd på os selv, lød avisens ofte gentagede analyse.

Da Jyllands-Posten for snart seks år siden affyrede en gigantisk provokation gennem artiklen "Muhammeds ansigt", var det lancerede motiv kort sagt at gøre op med den selvcensur, der forhindrede dele af dansk presse i at gøre lige så meget grin med muslimerne som med alle mulige andre. Vi lagde bånd på os selv, lød avisens ofte gentagede analyse.

Vi kender alle historien om, at provokationen udløste bål og brand omkring danske ambassader, og at en af de 12 tegnere, der illustrerede artiklen, i dag lever under politibeskyttelse.

Men to andre centrale dele af historien diskuterer vi meget sjældent – hvis overhovedet.
Det ene handler om, at en række pressefolk, der INTET har med provokationen at gøre, og som i dag måske sågar er trætte af dens rituelle repetition, har fået deres liv vendt totalt op og ned. De er uskyldige ofre for en konflikt, der aldrig synes at stoppe. Deres kærester er bange, når journalisten er på job, og en ambulancesirene lyder. De tør ikke tage deres børn med på arbejde. Deres liv har fået en uafviselig dimension af grund-angst, der intet har at gøre med, om de er for eller imod kampen for ytringsfriheden.
Og deres skæbne udløser spørgsmålet: Var det det hele værd?

Det spørgsmål kan blandt andet besvares ved at se på, hvordan dansk presse i dag dækker muslimerne. Har provokationen og den efterfølgende debat for eksempel udløst, at dansk presse er mere opsøgende og nysgerrig over for muslimerne – eller andre grupper af såkaldt fremmede – der skiller sig ud i den klassiske danske folkemængde? Har vi efterprøvet, om muslimerne kan klare mosten?

Det ærlige svar synes mest at hælde mod et nej. Stereotyperne trives stadig i store dele af dækningen. Sat på spidsen: Vi er måske en anelse selvcensurerende i vores journalistiske metode.

I Norge er uddannelsen af journalister, der har aner i andre religioner og nationer, sat i system. Der skal ganske enkelt uddannes 30 "ny-norske" reportere hvert år. Det betyder, at norske medier er ved at opbygge en bestand af journalister, der både forstår de fremmede miljøer og kan begå sig i dem. Noget lignende findes ikke i Danmark, hvor det oftest er op til enkeltjournalister selv at forsøge at komme ind i de miljøer, vi mener og føler meget om – men ikke ved så meget om.

Situationen er paradoksal. Danmark fremstår i verdensopinionen som en nation, der har begået en gevaldig provokation, argumenteret for den og betalt prisen – sågar helt ned på det enkelte individplan. Men vi har ikke benyttet lejligheden til at tage næste skridt og systematisk opkvalificere dækningen.

En tanke melder sig: Måske var det i virkeligheden ikke omsorg for ytringsfriheden, der udløste Muhammed-provokationen. Måske var det snarere angst for det fremmede. En angst, som provokationen i sig selv var med til at forstærke.

6 Kommentarer

Erwin Neutzsky-Wulff
15. JULI 2011
Re: Grund-angst
Jeg ved ikke, hvad "Danmark" var, men den danske højrefløj var ganske som i dag begejstrede Hitlerister. Der var med garanti ingen undskyldninger til Abrahams efterkommere, hvorimod Politiken emfatisk advarede mod - Churchill.

Om det kan nytte at kæmpe for folkenes frihed imod en aggressiv supermagt, når man risikerer at blive buret inde som terrorist eller terroristsympatisør, kan naturligvis diskuteres. Men mon ikke vi kan regne med, at du dengang som nu ville have støttet samarbejdspolitikken og efter bedste evne udbredt den antisemitiske propaganda?
Erwin Neutzsky-Wulff
13. JULI 2011
Re: Grund-angst

Kære Hans Jørgen Petersen!

Det hedder ikke "sabotører". Det hedder - nu som dengang i pressen - "terrorister".

Med Venlig Hilsen

Erwin Neutzsky-Wulff

Michael Bjørnbak Martensen
13. JULI 2011
Re: Grund-angst

Man kan anskue virakken om Muhammed-tegningerne på ganske mange måder - f.eks. også at øvelsen gik ud på at bortlede opmærksomheden på en række hjemlige problemer. Og her kan vi måske se på om Danmark er blevet mere eller mindre demokratisk i den omtalte periode. Ugebrevet a4 lavede forleden en underøgelse, der fastslog at danskerne  ønskede flere stærke ledere. Og når man ser på hvordan lovene efterhånden blot er til pynt (se f.eks. sygedagpengelovens kapitel 6) er borgere i Danmark i det store hele overladt til politikernes og embedsmændenes luner.

 Som jeg tidligere har nævnt i denne tråd, er det endog muligt for en borgmester at bruge hele sn administration til at jagte en borger, der er i sin fulde demokratiske ret til at demonstrere. (Silkeborg Kommune) At borgmesteren er socialdemokrat og borgeren en sygemeldt, der endog har en sag der ligger lige til højrebenet for den røde blok er her totalt ligegyldigt. Borgere, der ikke gør hvad der bliver sagt og forventes bliver politianmeldt og får en tur i mediecentrifugen. 

Det er dagens Danmark. Og måske det, det handler om. (samme teorier florerer i USA)

Heinrich R. Jørgensen
12. JULI 2011
Re: Grund-angst

Erwin Neutzsky-Wulff:<br>"Så jo, vist drejer det sig om ytringsfrihed. Nærmere betegnet danske journalisters grænseløse opportunisme og fejhed."

En meget valid og væsentlig pointe.

Erwin Neutzsky-Wulff
12. JULI 2011
Re: Grund-angst

”Ytringsfrihed” er sådan et godt ord, noget, vi alle sammen kan skrive under på, ligesom demokrati – at det er i bund og grund meningsløst, betyder naturligvis ikke noget. Som enhver venstreorienteret, der er blevet hængt ud i en borgerlig avis, som derefter ganske karakteristisk nægter at bringe nogen form for berigtigelse, ved, er ytringsfriheden forbeholdt de kapitalstærke privatejede medier og DR som mikrofonholder for de på tilsvarende vis sponsorerede politikere.

 

Ingen ortodoks muslim kunne i sin vildeste fantasi finde på at påstå, at billedforbuddet gælder andre end muslimer. Men når en avis med en tradition for antisemitisme, der går helt tilbage til nazismens dage, trykker en karikatur, der henleder tanken på DER STÜRMER, og tendensen i det land, hvor den udkommer, i verden generelt opfattes som på vej i denne retning, er det klart, at der bliver råbt vagt i gevær.

 

Og det er naturligvis præcis formålet, at ophidse til en stemning, hvor religion og afstamning bliver et problem. Man kan så følge op med diverse skueprocesser, idet man håber, at ingen bemærker, at der til dato ikke er sprængt en bordbombe på dansk grund, i det mindste indtil man føler, at det er tid til rigsdagsbrand – måske det, der skal til for at sikre, at regeringen overlever det næste folketingsvalg.

 

Det afgørende er at så angst, og der er da virkelig også grund til at være bange, dog ikke for den presseopdækkede og omhyggeligt coachede, men stadig lettere desorienterede VAN DER LUBBE, vi finder i avisernes hysteriske retsreferater. En angst, der endelig kan tage livet af de sidste rester af den højtbesungne ytringsfrihed.

 

Hvem tør i en sådan situation kalde en spade for en spade, og en nynazist for en nynazist? Hvorefter disse personer ligesom deres forgængere kan føre sig frem som den vestlige civilisations forsvarere imod en invasion af mindreværdige kulturer og racer.

 

Så jo, vist drejer det sig om ytringsfrihed. Nærmere betegnet danske journalisters grænseløse opportunisme og fejhed.

Flere