Grund-angst

Da Jyllands-Posten for snart seks år siden affyrede en gigantisk provokation gennem artiklen "Muhammeds ansigt", var det lancerede motiv kort sagt at gøre op med den selvcensur, der forhindrede dele af dansk presse i at gøre lige så meget grin med muslimerne som med alle mulige andre. Vi lagde bånd på os selv, lød avisens ofte gentagede analyse.

Da Jyllands-Posten for snart seks år siden affyrede en gigantisk provokation gennem artiklen "Muhammeds ansigt", var det lancerede motiv kort sagt at gøre op med den selvcensur, der forhindrede dele af dansk presse i at gøre lige så meget grin med muslimerne som med alle mulige andre. Vi lagde bånd på os selv, lød avisens ofte gentagede analyse.

Vi kender alle historien om, at provokationen udløste bål og brand omkring danske ambassader, og at en af de 12 tegnere, der illustrerede artiklen, i dag lever under politibeskyttelse.

Men to andre centrale dele af historien diskuterer vi meget sjældent – hvis overhovedet.
Det ene handler om, at en række pressefolk, der INTET har med provokationen at gøre, og som i dag måske sågar er trætte af dens rituelle repetition, har fået deres liv vendt totalt op og ned. De er uskyldige ofre for en konflikt, der aldrig synes at stoppe. Deres kærester er bange, når journalisten er på job, og en ambulancesirene lyder. De tør ikke tage deres børn med på arbejde. Deres liv har fået en uafviselig dimension af grund-angst, der intet har at gøre med, om de er for eller imod kampen for ytringsfriheden.
Og deres skæbne udløser spørgsmålet: Var det det hele værd?

Det spørgsmål kan blandt andet besvares ved at se på, hvordan dansk presse i dag dækker muslimerne. Har provokationen og den efterfølgende debat for eksempel udløst, at dansk presse er mere opsøgende og nysgerrig over for muslimerne – eller andre grupper af såkaldt fremmede – der skiller sig ud i den klassiske danske folkemængde? Har vi efterprøvet, om muslimerne kan klare mosten?

Det ærlige svar synes mest at hælde mod et nej. Stereotyperne trives stadig i store dele af dækningen. Sat på spidsen: Vi er måske en anelse selvcensurerende i vores journalistiske metode.

I Norge er uddannelsen af journalister, der har aner i andre religioner og nationer, sat i system. Der skal ganske enkelt uddannes 30 "ny-norske" reportere hvert år. Det betyder, at norske medier er ved at opbygge en bestand af journalister, der både forstår de fremmede miljøer og kan begå sig i dem. Noget lignende findes ikke i Danmark, hvor det oftest er op til enkeltjournalister selv at forsøge at komme ind i de miljøer, vi mener og føler meget om – men ikke ved så meget om.

Situationen er paradoksal. Danmark fremstår i verdensopinionen som en nation, der har begået en gevaldig provokation, argumenteret for den og betalt prisen – sågar helt ned på det enkelte individplan. Men vi har ikke benyttet lejligheden til at tage næste skridt og systematisk opkvalificere dækningen.

En tanke melder sig: Måske var det i virkeligheden ikke omsorg for ytringsfriheden, der udløste Muhammed-provokationen. Måske var det snarere angst for det fremmede. En angst, som provokationen i sig selv var med til at forstærke.