search

Grov tone er en journalistisk arbejdsskade

Arbejdspsykolog: Positive udmeldinger giver ikke prestige.

Den grove tone i JOURNALISTENs læserbreve og debatindlæg er en form for arbejdsskade – et resultat af den journalistiske arbejdsproces og en generel hård tone på arbejdspladserne. Det vurderer tre psykologer med erfaring fra det journalistiske miljø – og de gør det fuldt bevidst om generaliseringens svære kunst.

"Journalister elsker konfrontationer. I er verbalt i stand til at klynge enhver modstander op ad væggen. Det er den journalistiske kultur. Det er jeres job hele tiden at stille kritiske spørgsmål. Det bliver en arbejdsskade at formulere sig skarpt, at pege på problemer uden at angive løsninger. Faren er, at den kritiske linie kan brede sig både til omgangstonen på arbejdspladsen og i fritiden – og altså også ind i læserbrevene."

Sådan siger arbejdspsykolog Hanne Museth, Vejle. Hun har 14 års erfaring som konsulent med at løse problemer på arbejdspladser, hvor det hele er kørt op i en spids mellem medarbejdere og ledelse. Specielt har hun beskæftiget sig med problemløsning i mediebranchen. Blandt andet har regionalstationer under TV2, Danmarks Radio og flere magasiner hidkaldt hende som problemknuser.

Danmarks Journalistforbund og medievirksomheder, blandt andet Århus Stiftstidende, har haft hende til at holde kurser, temadage og foredrag for sikkerhedsrepræsentanter og tillidsmænd.

Hun finder journalister kreative og inspirerende at arbejde med, men omgangstonen kolleger imellem har rystet hende. Den har været langt hårdere, end hun har mødt den i andre brancher. Og 60-årige Hanne Museth har mødt mange faggrupper i sit arbejde som arbejdspsykolog. Før hun blev selvstændig, arbejdede hun en årrække i Arbejdstilsynet.

"Jeg har for eksempel oplevet, at tonen er noget rå, når journalister giver hinanden feedback. Det foregik på en grov facon. Som rent personlige angreb, og det er ikke særligt konstruktivt," siger hun.

 

Den seje ener
Det genkender Birgitte Bräuner, der har erfaring med, at den grove tone kan være med til at køre folk ned. Hun er privatpraktiserende psykolog i Århus med 20 års erfaring og har ofte stressede og nedkørte journalister i stolen.
"Tit er de sygemeldte uden at fortælle kollegerne hvorfor. Det gælder om at være den seje ener. En journalist skal helst ikke lukke op og fortælle, at han har svært ved at få et eller andet interview hjem, så griner kollegerne og siger Herregud," siger Birgitte Bräuner.

Hanne Museth mener, at det ligger i det stærkt konkurrenceprægede fag, at positive udmeldinger ikke giver prestige. Derfor er der heller ikke mange positive læserbreve og debatindlæg.

"Det er ikke statusbringende at skrive positive, glade historier. De skal være dybdeborende og afslørende. Og ros er for jer mange gange lig med skamros. I jeres branche er det sådan, at hvis man ikke hører noget, så er det godt nok. Derimod skal kritikken nok finde frem. Det er typisk for et maskulint miljø," vurderer Hanne Museth.

Hun er overbevist om, at mange journalister sætter sig til tasterne og forfatter et læserindlæg, fordi de har trang til at blive hørt. Hun ser journalister som typisk meget udadvendte personer, der elsker at komme med bombastiske, sensationelle udsagn.

Kollegaen Kitty Dencker, arbejdspsykolog med konsulentfirma i Skive er enig. Hun kender journalistbranchen fra jobs som oplægsholder på blandt andet den journalistiske FagFestival og i flere af Journalistforbundets kredse.

 

Mavesure journalister
"Jeg tror, harmdirrende, mavesure eller grove læserbreve er helt specielle for den journalistiske branche. De opstår, fordi journalister er vant til, at alting foregår i det offentlige rum. Andre faggrupper ville nok vælge at klare debatten eller skænderiet på tomandshånd eller over en øl. Hos journalister kommer det til at foregå i det åbne, offentlige rum via fagbladet," mener Kitty Dencker.

Hanne Museth undrer sig over, at både journalister og JOURNALISTEN står model til den grove tone i brevene og opfordrer til, at branchen pudser de positive briller.

"Det er dårlig reklame for branchen at skrive, som I gør. Når ingen stiller spørgsmålstegn ved tonen, er det det samme som at sige, den er acceptabel. Redaktionen kunne i stedet være bannerfører for en mere urban, kollegial tone. Det ville være velgørende med en mere positiv debat. Også for jer selv. I kan nok tro, at tonen ikke betyder noget, men den påvirker folk alligevel. Der er brug for mentale skulderklap."

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen