Den ene af Grønlands to store aviser, AG, er tæt på at gå konkurs. "Vi er i en forfærdelig krise," siger chefredaktøren.Onsdag morgen var der krisemøde i bestyrelsen for den ene af Grønlands to store aviser, AG. Baggrunden var, at avisen tilsynelandende er tæt på at gå konkurs.
"Vi er i en forfærdelig krise i øjeblikket og for at være helt ærlig, så holder vi ikke til ret meget mere," siger chefredaktør for AG Inga Dora G. Markussen til Sermitsiaq.gl.
Hun peger på det drastiske fald i salget af annoncer som den primære årsag. Et særligt problem er, at de offentlige arbejdsgivere annoncerer efter ansatte på jobportaler i Danmark i stedet for at annoncere lokalt.
Sagen er særlig alvorlig i Grønland, fordi der kun findes to større aviser. Hvis den ene går konkurs, vil der derfor kun være en enkelt avis tilbage.
Det skaber også bekymring på den konkurrerende avis.
Chefredaktøren for avisen Sermitsiaq, Poul Krarup, beklager, at AG risikerer at lukke.
"Det er bedst for samfundet med to aviser. Det er bedst for samfundet med flere redaktioner. Der skal være flere øjne på, hvad der er rigtigt og forkert i samfundet," siger han til Sermitsiaq.gl.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.