Udgiften til at distribuere de to største grønlandske aviser fordobles, hvis landstyret afskaffer distributionsstøtten. Vrede over, at KNR må bringe reklamer. (rettet)
Mens politikerne i Danmark diskuterer, hvordan mediestøtten skal fordeles i fremtiden, er landsstyret i Grønland langt fremme med en forslag om at afskaffe al distributionsstøtte til de to store aviser AG/Grønlandsposten og Sermitsiaq.
Forslaget vil betyde, at avisernes omkostninger til distribution fordobles, og at aviserne dermed kommer til at stå svagere over for den offentligt ejede konkurrent, radio- og tv-stationen KNR.
»I værste fald kommer det til at betyde, at der ikke bliver fri adgang til information fra private medier, fordi de to private mediehuse ikke har råd til at distribuere aviserne,« siger Chr. Schultz-Lorentzen, lokalredaktør for AG/Grønlandsposten i Danmark.
I det seneste nyhedsbrev fra Danske Dagblades Forening skriver chefredaktør Poul Krarup fra Sermitsiaq, at den frie presse i Grønland er på vej ud i så store vanskeligheder, at der inden for en overskuelig fremtid ikke længere er to uafhængige aviser.
"På en gang forhøjes distributionen med 200 procent. Det er klart, at aviserne ikke bare kan lægge denne forhøjelse oven på abonnementerne eller på løssalget ude i forretningerne rundt om i landet. Så vil der ikke være nogen, som har råd til at købe aviserne. Så den forhøjelse må redaktionerne bære," skriver han.
Samtidig vækker det ifølge Poul Krarup harme, at hovedkonkurrenten på landsdækkende nyheder, KNR, har lov til at bringe bannerannoncer på sin hjemmeside – og dermed tage annoncepenge fra aviserne. Det ville svare til, at DR måtte bringe reklamer på nettet.
"Alligevel får det offentligt støttede KNR lov til at annoncere på sin hjemmeside og gøre det endnu sværere for den uafhængige presse at sikre sin fremtid."
Ifølge lokalredaktør Chr. Schultz-Lorentzen er besparelserne en del af finanslovsforslaget fra partiet IA, og det skal til tredjebehandling inden 5. november 2009. Han siger, at de to aviser håber, at forslaget bliver nedstemt.
»Der har vist sig at være politisk modstand mod forslaget, også blandt IA's egne medlemmer i landstingsgruppen. Dermed er det spørgsmålet, om landsstyre overhovedet har flertal til at gennemføre forslaget.«
Hvis forslaget bliver vedtaget, træder det i kraft fra årsskiftet.
Rettelse: Journalisten skrev tidligere i dag, at KNR's reklamer ville svare til at Tv2.dk må bringe bannerannoncer på nettet. Det må de naturligvis gerne, som en læser har gjort opmærksom på.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvis forslaget virkeligt er fra IA må jeg på det kraftigste protestere da det ikke er IA's politik at nedpreoritere borgernes ret til indformation, håber sandelig at Landstingsmedlemmerne sætter Landstyret på plads!