search

Grøn og gratis

 På to år har gratisavisen metroXpress opnået en position som en af de mest læste aviser i Danmark.

 

På to år har gratisavisen metroXpress opnået en position som en af de mest læste aviser i Danmark.

Stemningen på metroXpress' redaktion i København er lys. Lyse gulvpaneler, lyse skriveborde, lyse træreoler og lyse sind.

»Her er for det meste sådan en dejlig glæde,« siger journalist og tillidsmand Niels Holst.

»Selv om vi løber rundt og har travlt, er her alligevel en god stemning. Man kan mærke, at folk er enormt glade for hinanden.«

Klokken nærmer sig tre, og redaktionssekretærerne på metroXpress møder ind i mediehuset på Christianshavn, som de deler med blandt andre Viasat og TV3.

»Hej Kasper, hvor længe holdt du ud i lørdags?«

»Har du hørt, at jeg var ved at få en bøde i toget?«

Der hilses, kommenteres og småpludres, indtil fungerende nyhedsredaktør, Dorte Schou, åbner redaktionsmødet. To fyre hænger lyttende ind over en reol. Fem andre redaktionssekretærer har samlet sig omkring hendes skrivebord.

»Ja, så kan jeg jo starte med at sige, at jeg ikke rigtig ved, hvad der skal på forsiden. De har varslet en historie på Ritzau, om at danskerne lever kortere tid end andre i Europa, men til gengæld er de glade. Det må da være noget, der interesserer alle – livet,« lægger nyhedsredaktøren ud.

»De er glade, så længe de lever,« kommenterer redaktionssekretær Kasper Haugaard. Bemærkningen trækker i smilebåndene, og næste dag er den i omskrevet form på forsiden af avisen: »Danskere lever kortere, men har det godt imens.«

MetroXpress har selv levet i ganske kort tid. To år er der gået, siden de første københavnere fik stukket gratisavisen i hånden på deres vej gennem byen. For halvandet år siden begyndte avisen at udkomme i Århus. Alligevel er bladet allerede en af de allermest læste hverdagsaviser i Danmark.

Ifølge Gallup bladrer over en halv million mennesker dagligt igennem metroXpress, og læsermæssigt placerer det avisen i samme felt som Politiken og B.T., der i tæt løb kæmper om sølvet. Kun Jyllands-Posten skiller sig ud med et markant højere læsertal på 725.000.

»Men vi ved ikke, hvor meget læserne rent faktisk læser af metroXpress. I Gallups forstand betyder det at læse bare, at man har haft avisen i hånden et par minutter og bladret lidt i den,« siger Jørgen Poulsen, der er professor i journalistik på RUC.

Han forklarer især metroXpress' succes med prisen på 0 kroner.

»Den er nem at få fat i. Man skal ikke tage seriøst stilling til, om man har lyst til at bruge 10-20 minutter i selskab med avisen, som man for eksempel gør, hvis man ofrer 10-11 kroner på at købe Ekstra Bladet eller B.T.,« siger han.

Administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for metroXpress, Per Mikael Jensen, lægger vægt på, at det er lykkes at finde en tidslomme, hvor fortravlede danskere rent faktisk har tid til at læse avis. Nemlig når de sidder i toget eller bussen på vej til arbejde eller studie.

»Vi har ikke bare sagt: »Metro International udgiver en ny avis, og så går vi ind i konkurrencen med de andre aviser«. Vi har fundet noget unikt. Vi har fundet et læsetidspunkt, og tid er nok den mangelvare, der står øverst på de fleste børnefamiliers liste,« siger han.

Samtidig er metroXpress hurtigt læst. Det redaktionelle indhold består overvejende af nyheder i kort form, især fra Ritzau.

»Men hvis det var rene Ritzau-telegrammer, ville avisen fremstå lidt hård i stilen. Derfor har vi i Danmark lagt vægt på at bløde den lidt op, for eksempel med sundhed, mode og gå-i-byen-stof, men det er alt sammen kort,« uddyber Per Mikael Jensen.

Hans sidste hovedforklaring er avisens troværdighed.

»Når et produkt er gratis, har det som udgangspunkt mindre troværdighed end et produkt, der koster penge, men det lykkedes os at opbygge en høj grad af troværdighed i løbet af kort tid,« vurderer han.

Det forklarer chefredaktøren blandt andet med, at der ikke er ledere, og at der under alle klummer udtrykkeligt står, at de ikke er udtryk for metroXpress' holdning. Derudover tjekker journalisterne deres historier grundigt og undlader at stramme for meget.

»Hvis der stod noget forkert, eller hvis sproget var dårligt, var der sikkert mange mellem- og højtuddannede, som ikke ville røre ved avisen,« medgiver Jørgen Poulsen.

Ude på redaktionen vifter nyhedsredaktør Dorte Schou med en blå kuglepen.

»Udland, det vil du gerne have?« spørger hun.

»Ja,« svarer en ung mand.

»Så får du den.«

Hver dag bliver siderne fordelt mellem de redigerende, der ikke har faste sider. Nogle har selvfølgelig deres foretrukne områder, men systemet er fleksibelt, så vagtplanen altid går op, og alle kan hjælpe hinanden.

»Andre steder passer enhver sine egne sider og har kun ansvar for dem. Man kan ikke lige sige: Hey, kan du ikke lige lave en halv indlandsside for mig? Her er vi sammen om at lave avisen. Alle hjælper til sidst, ingen går, før alle er færdige,« siger 28-årige Dorte Mosbæk, der har været på Fyens Stiftstidende og Dagbladet Køge, inden hun kom til metroXpress.

»Det er helt fantastisk, så gode de er til at hjælpe hinanden,« siger Per Mikael Jensen.

Han lægger stor vægt på det sociale arbejdsmiljø:

»Det skal helst være lidt af en fis-og-ballade-kultur. I en af mine første taler til nationen, altså på et orienteringsmøde, sagde jeg, at folk skal stille krav: Det skal være sjovt at være her, og hvis det ikke er sjovt, skal de sørge for at få det sjovt. Og hvis de ikke kan få det sjovt, skal de stoppe.«

MetroXpress er de få døres hus. Man kan gå direkte fra salgsafdelingen til redaktionen uden at hive i et eneste håndtag, og afdelingen for henholdsvis redigerende og skrivende er adskilt af en åben gang.
Per Mikael Jensens eget kontor, der ligger midt mellem salgsafdelingen og redaktionen, har to døre, men de står på vid gab.

»Jeg lægger vægt på, at medarbejderne ikke har ret til at komme ind på mit kontor, hvis der er noget, de er utilfredse med. De har pligt til det. Det er naivt at tro, at der aldrig vil opstå konflikter mellem medarbejdere, og når der gør det, skal de åbent frem mellem de involverede. Så hiver jeg dem herind og fungerer som mægler. Lidt som i kriminalsager, offer møder gerningsmand. Jeg vil ikke afvise, at man i en kort periode kan lave en god avis, selv om medarbejderne er stik-tossede på hinanden, men man kan ikke gøre det i længere tid,« siger han.

På opslagstavlen bag de redigerende hænger papirerne i lag. Her er huskesedler, madlister og eksempler på færdige sider.

»Den ULTIMATIVE telefonliste,« står der med røde blokbogstaver under en seddel med medarbejdernes numre.

Når man ser bort fra redaktørerne, er alle journalister på metroXpress unge og nyuddannede. Desuden skriver 10-12 journaliststuderende fra RUC og DJH noter.

»Derved undgår vi at dele redaktionen i et A-hold, der skriver historier, og et B-hold, der skriver noter. Det er fleksibelt og sikrer os et stort netværk. Lønnen modsvarer en journalistløn i vores overenskomst,« siger Per Mikael Jensen.
Ifølge den er mindstelønnen 22.000 kroner. Journalisterne har ret til en uges betalt efteruddannelse om året, men de får kun fuld løn under barsel, hvis de har været ansat i to år på fødselstidspunktet.

Per Mikael Jensen vurderer, at gennemsnitsalderen for fastansatte på redaktionen er cirka 30 år. Der er næsten lige mange mænd og kvinder, og i chefredaktørens øjne er kombinationen af forskellighed i køn og lighed i alder med til at skabe et godt socialt miljø.

»Hvis jeg kan vælge mellem to, der er lige kvalificerede, tænker jeg på det sociale,« siger han.

Chefredaktøren mener også, at en ung avis har brug for unge medarbejdere.

»I lanceringen af en ny avis er der brug for hver en kilojoule i hver en medarbejder. Det er hårdt og intenst. Det behøver man ikke nødvendigvis at være ung for at kunne klare, men det hjælper. Samtidig har de nyuddannede ikke en hel masse erfaringer fra andre medier. De er ikke vant til, at det skal være på en bestemt måde, og hvis jeg skal sige det på den grimme måde, er de nemmere at forme,« siger han.

En af de ting, der er anderledes på metroXpress end på andre aviser, er, at egenproducerede historier ikke har forrang frem for Ritzau-telegrammer.

»Vi tager den bedste mulighed på forsiden, det betyder ikke noget, om det er Ritzaus eller vores,« siger 29-årige Niels Holst, der blev færdig på DJH i januar 2001.

I dag er han ene mand på skansen i de skrivendes afdeling, hvor alle fire borde er dækket af obligatorisk journa-listrod. Hans to kolleger og praktikanten er enten syge eller på afspadsering.

»Vi er jo ikke blege for at sætte Ritzau på forsiden, og vi er ikke blege for at fylde avisen med Ritzau, men det betyder ikke, at jeg ikke har travlt sådan en dag som i dag,« siger han.

Kort fortalt skal de skrivende sørge for at levere det, metroXpress vil have, som de ikke kan få andre steder. Det vil især sige stof til lokalsiderne for henholdsvis Århus og København.

»Vi prøver især at overvåge lokalpolitikken i hovedstadsområdet,« fortæller Niels Holst, der næste dag kan se sit navn under tre artikler: »Indsats mod børns talevanskeligheder,« »97 procent af S-togene kører til tiden« og »Roskilde-politiker står fast«.

Selv om hovedfokus ligger på historier til københavnersiderne, er der også mulighed for at skrive artikler til indland og kultur, der så også bliver trykt i Århus-udgaven.

»Vi har ingen faste stofområder, så man kan næsten drukne i alle de muligheder, der er. Det går meget efter lyst og interesse,« siger han.

Nu er reolen i skriverstuen fyldt med bøger som Retskrivningsordbogen, Københavns Kommunalkalender og Kraks Blå Bog, men det er ikke en given ting. Da journalisterne flyttede ind på redaktionen, var reolerne helt tomme.

»Alt skulle startes op fra ny. Vi skulle bruge tid på små ting som at finde ud af, hvem vi skulle gå til for at få et opslagsværk, komme på de rette mailinglister, få bestilt en opslagstavle og så videre. Håndværkerne gik rundt og bankede, og der gik flere uger, før vi fik Polinfo,« husker Niels Holst.

Alligevel synes han, fordelene opvejer ulemperne ved at starte fra scratch.

»Det kræver meget energimæssigt, men jeg synes jo, at det er fantastisk. Jeg synes godt, vi kan tillade os at være stolte over at have været med til at stable en helt ny avis på benene,« siger han.

28-årige Jesper Eising, der blev færdig fra DJH i 2002, er helt enig. Som redaktionssekretær bruger han det meste af arbejdstiden på at redigere Ritzau-telegrammer, men han har også udviklet en gå-ud-guide sammen med en skrivende kollega.

Begejstret viser han sidste uges eksempel, mens han forklarer om konceptet, der blandt andet indeholder en tema-artikel om ugens arrangement og en reportage fra ugens sted.

»Det er skægt at holde styr på et område og finde ud af, hvordan det skal udføres i praksis. Det er noget af det gode ved stedet her, at vi er så få, og strukturen er så flad, at man kan få lov til at lave sådan nogle ting, selv om man er så ung og nyuddannet, som jeg er,« siger han.

Per Mikael Jensen mener også, at metroXpress har fået meget energi forærende ved at være ny.

»Men nu er vi ved at være gamle, vi er ved at være grå, vi er ved at gå i frø. Så nu skal der ske noget,« siger han.

Derfor er han ved at lægge en plan, en køreplan for vildskab.

»Den enkelte journalist skal se på sig selv og sætte sig nye mål, samtidig med at vi relancerer avisen og ser på, hvad vi ellers kan gøre med det her koncept. Ellers bliver vi X procent dårligere, fordi vi bare gør, som vi gjorde i går og holder op med at undres over vores eget produkt. Men det er enormt sjovt at tænke på, at det altså ikke tog mere end to år at blive etablerede.«

metroXpress i tal

I Danmark udkommer metroXpress fem dage om ugen i et oplag på ca. 190.000.
Der er en udgave for henholdsvis Århus og København med i alt 531.000 læsere.
På verdensplan har metroXpress 14 millioner læsere i 16 lande.

Metro International har investeret 70 millioner kroner i startkapital til metroXpress i Danmark.

MetroXpress er ejet af A-pressen (30 procent) og Metro International (70 procent).

Det første regnskab fra metroXpress strækker sig fra 1. august 2001 til 31. december 2002.
Årets resultat var minus 58 millioner kroner.
Egenkapitalen var på 56 millioner kroner.
I regnskabet står der, at det er tilfredsstillende og bedre end forventet.

Metro International oplyser, at der i maj måned i år var overskud for både Århus
og København.

Der er 57 fastansatte i Danmark. Heraf arbejder 22 på redaktionen i København (10 redigerende, 6 skrivende, 4 praktikanter og 2 fotografer). Med åbningen af
Århus-udgaven blev der ansat seks ekstra journalister, en fotograf og en
praktikant.

Gennemsnitsløn (ifølge DJs lønstatistik, 2002): 30.629 kroner.

Kilder: KOB a/s, metroXpress, DJ og Gallups læsertal for 1. halvår 2003.

metroXpress' historie

Metro International er en verdensomspændende koncern, der udgiver gratis, annoncefinansierede aviser i Europa, Asien, Syd- og Nordamerika. Konceptet er korte nyheder, der uddeles til pendlere i storbyer.

Den første metroXpress udkom i Stockholm i 1995. 3. september 2001 blev de første eksemplarer uddelt i København. 3. april 2002 begyndte avisen også at udkomme i Århus.

Udgivelsen af metroXpress har også ført til udgivelse af andre gratisaviser, der distribueres på gaden. Urban udgives af Det Berlingske Officin A/S, og 10 minutter udgives af NORDJYSKE Medier A/S. En af gevinsterne ved gratisaviserne er, at flere unge begynder at læse avis.
Kilde: metroXpress

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen