Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix
Der kommer ikke en ny minister for medieområdet i Grønland før sommerferien.
Det siger landsstyreformand Múte B. Egede (IA) til KNR, efter at ministeren for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke trak sig fra posten under en ophedet debat i sidste uge.
”Til efteråret vil pladsen blive besat,” siger han.
Indtil da vil Peter Olsens ansvarsområder være delt ud på landsstyret.
Peter Olsen trak sig på et møde, hvor der skulle fremlægges et mistillidsvotum mod ham. Det skete på baggrund af kritik af hans håndtering af manglen på journalister hos den grønlandske public service-station KNR, hvis nyhedsdækning er tvunget i knæ.
De øvrige politikeres kritik af Peter Olsen gik ifølge KNR primært på, at ministeren i juni 2022 oplyste til Journalisten, at han ville nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle arbejde med problemet. Den har aldrig set dagens lys, og i mellemtiden er ondt blevet værre hos KNR.