Grøde i journalistikken

Lokaliseringen af, hvor folk tjener deres penge, illustrerer, hvor meget der er vendt op og ned på alting i vores fag. På rekordtid

Man kan sige, at det er paradoksalt at gå på opdagelse efter sine gamle studiekammerater kun fire år efter, at man sammen forlod Journalisthøjskolen – sådan som Journalistens reporter gør i dette nummer.

Herregud – der er da ingenting sket, de er lige udklækket, branchen er den samme. Hvad skulle pointen dog være med at kortlægge, hvor de medstuderende, man mødte første gang i 2008 og forlod skolen sammen med i 2012, er havnet i fagene?

Sådan tænkte jeg også selv.

Men beretningen om, hvor folk er havnet, skriver sig direkte ind i mediernes og journalistikkens udviklingshistorie.

Pointen er netop, at lokaliseringen af, hvor folk tjener deres penge, illustrerer, hvor meget der er vendt op og ned på alting i vores fag. På rekordtid. Og ikke mindst: Hvor utroligt det egentlig er, at vi har været i stand til at flytte os selv med.

Mange håbefulde studerende kommer stadig ind på skolerne i troen på, at de skal arbejde for en betalingsavis. Måske endda på papir. Det er hele den publicistiske tankegang, der trækker mange af dem ind – men så sker der noget.

Hvis vi trækker linjerne lidt nonchalant op, så vælger rigtigt mange at bruge uddannelsen på kommunikation eller som egenrådige direktører i enmandsbetjente virksomheder, der leverer en vifte af ydelser på tværs af fagene.

Nogen laver kommunikation af nød – de brænder stadig for journalistikken. Andre har fravalgt journalistikken aktivt, fordi kommunikation er det eneste rigtige for dem.

Nogen leder ved siden af freelanceriet med lys og lygte stadig efter det attraktive fuldtidsjob. Andre har allerede aktivt fravalgt chefer og 8.00-16.00, fordi de hellere vil selv.

Og andre bevæger sig ”ud på kanten” af fagene og bliver for eksempel sælgere af de varer, de før kommunikerede om.

Det er ikke mindst de etablerede betalingsavisers krise, der udløser denne grøde af mangfoldighed, hvor kreativitet og instinktet for overlevelse gør, at vi i dag udgør et fællesskab af forskelle, hvor den fælles identitet primært næres af de ungdommelige drømme om fremtiden.

På den måde, set i det perspektiv, er det svært at bevare pessimismen selv for en, der er yderst rutineret i øvelsen.

Selv om nogle enkelte fra årgangen stadig hænger fast i systemet og ikke har haft heldet med at realisere sig selv, er det samlet, som om der er sluppet en ny energi løs i fagene. Den kommer fra den enkelte. Og den kan føre til hvad som helst.

Det føles faktisk dejligt. 

 

 

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right