search

Grib fat om nældens rod

 

 

Gennem 3 år har jeg med stor glæde bestyret radioprogrammet "Sproghjørnet", der produceres af DR Østjylland og sendes på mange af DRs regionale kanaler. De fleste af de spørgsmål, der indløber, er affødt af nysgerrighed og begejstring over "muddermålet", men et fast programpunkt – i ordets egentligste forstand – er også indlæg, hvori folk brokker sig over det, de kalder "journali-sternes sprog". Eksemplerne fra både æterbåren og den trykte presse på lavkøbenhavnske unoder, stavefejl, bøjningsbrølere, skæv syntaks, engelsk syge og mere eller mindre ufrivilligt komiske udtryk gives i rigt mål til bedste – så godt som altid med uforstilt forargelse.

Min standardreaktion er, at de forskellige sprogblomster nu engang ikke udelukkende skal tilskrives "journalisterne". Journalister repræsenterer alle danskere og journalisternes sprog dermed – på godt og ondt – danskernes dansk. Fejlene høres og ses overalt.

Når nu det er sagt, vil jeg så også gøre gældende, at professionelle sprogbrugere som journalister har en forbandet pligt til at passe på sproget. For det første ødelægges budskabet nemt af en dårlig sproglig indpakning, og for det andet er journalisterne, hvad enten de vil eller ej, på grund af mediernes betydning i høj grad med til at præge omverdenen sprogligt. Deres synder nedarves.

Men hvor er det så, filmen knækker? Lad os tage et vue ud over "journalisternes" sprogbrug med et par eksempler fra udtalen først. Den lavkøbenhavnske udtale støder virkelig an ude i landet; mørke vokaler efter r som i "rat" for "ret", det læspende s (som i TV2 Zulu-pigens sprog), det bløde og tun-gevridende d er træk, der irriterer mange og derfor er med til at undertrykke budskabet – lidt kammersangerstrenghed ville her trods alt gøre sig.

Med stavningen står det i mange henseender skralt til: r-fejl florerer ("han køre"), og sammensatte navneord deles i et væk med ofte komiske følger (er "en grov smed" fx en grovsmed eller en grobrian?). Tekstbehandlingens stavekontrol fanger ikke den slags, men en regulær slavekorrektur kunne gøre underværker.

Bøjningen har det heller ikke altid for godt. Stærke og svage udsagnsord blandes voldsomt, og som en lytter engang udtrykte det, synes valget af "ligge"/"lægge", "synke"/"sænke", "springe"/"sprænge" ofte at bero på det rene lotteri. Og det er jo så meget mere uheldigt, som der unægtelig er noget af en forskel på, om et skib er sunket eller sænket.

Nu var jeg ovenfor ude med riven over for det lavkøbenhavnske og kan så lige vende blikket mod min østjyske hjemstavn: Mangelen på bøjning af tillægsord generer voldsomt i andre dele af landet, og udtryk som "et rød hus" (ofte med grim østjysk j-udtale af d i "rød") bringer sindene i kog. Nok er nogle af os jyder for Herren, men det kan altså blive for jysk.

Også sætningsbygningen er nødlidende. Til området hører overforbruget af "jamen", der i det talte sprog efterhånden er standardindledning i ethvert svar ("Hvad gjorde du så?" – "Jamen, jeg holdt min mund"). Usædvanlig hyppig er desuden forbindelsen af led og sætninger med "både – men også"/"dels – men også" i stedet for "både-og"/"dels-dels", og den er om noget dels både ulogisk og urimelig, dels forstyrrende.

Engelske ord i dansk er jeg ikke bekymret for. Indlånene er i nogle tilfælde nødvendige (tænk på it-verdenen), i andre blot udtryk for et forbigående modelune – det danske skal nok overleve; det har trods alt klaret en massiv tysk påvirkning for nogle hundrede år siden.

Værre er det nok med meningsløsheder som i min overskrift. Hvad der dog ikke siges og skrives af den slags: "Han er kort for munden", "Slagter, bliv ved din læst", "Se naturen for fuld udblæsning", "Han kastede handsken i ringen" osv. osv. Den slags gør budskabet mindre troværdigt.

Mit ærinde er ikke at være sprogrevser. Sproget bevæger sig, og mange af de nævnte træk er udtryk netop for det. Men de er endnu ikke norm, de forstyrrer og støder, de hæmmer kommunikationen, og de skal undgås. Det, der skal til, er sproglig bevidsthed – evnen til lige at standse op og se, om man nu som journalist har brugt sit værktøj, sproget, ordentligt. Som det hed i en leder i en stedlig avis: Man må opdrage sig selv til "at få de røde alarmklokker til at lyse", når sproglige bøffer er under opsejling (jeg kan også selv …).

Men gå ikke i den anden grøft – bliv ikke konforme. Jeg anser det for et fremskridt, at mediernes sprogpolitikker nu om dage foreskriver mangfoldighed og ikke stiller krav om sproglig homogenisering som i for eksempel DR i de gode gamle kammersangerdage. De ansatte var dengang snarere talemaskiner end mennesker, og skrivende journalister – for nu også at inddrage de trykte medier – var underkastet rigide redaktørers ligeså rigide krav om sproglig ensretning.

Sproget hører ligesom hårpragt, næser, tøjstil og holdninger i mine øjne til det, der gør os til de individer, vi er. Og jeg foretrækker så absolut at få nyheder osv. formidlet af engagerede mennesker, af individer. Jeg står næppe alene med det synspunkt.

* Ole Lauridsen er lektor mag.art. Handelshøjskolen i Århus

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen