Grethe Aakard opbevarer stadig Johannes’ gamle skrivemaskine, som han som ung knægt brugte til at skrive illegale flyveblade under krigen.- foto: Sara Galbiati

Telefondame for krimireporteren
Grethe Aakard
Enke efter Johannes Aakard. Han blev udlært i begyndelsen af 50'erne på Venstres Folkeblad i Haslev samt Lollands-Tidende i Maribo. Kom til Aftenposten og Ekstra Bladet og var i 1965 med til at starte TV Avisen. Fra 1979 og til sin pension i 1997 var han leder af tv-udsendelsesredaktionen.

 

»Vi levede næsten af mord.«
Det lyder mere makabert, end det er. Johannes Aakard var en fredelig mand uden anden kriminalitet på samvittigheden end det krimi-stof, han kom til at beskæftige sig med i det meste af sin karriere.

Men det, hans enke, Grethe Aakard, hentyder til, er de ekstraindtægter, en ung journalist på Lollands-Posten kunne få i starten af 50'erne, når de lokale slog hinanden ihjel, og de københavnske dagblade sparede den halve dagsrejse til Maribo og hyrede en lokal som ad hoc-korrespondent.
Som for eksempel den efterårsaften i 1953, hvor Fanden tog ved en bondemand, der kvalte sine to børn midt mellem malkningen af sine køer.

Dagen efter var Johannes – eller Johs, som han altid lød – ikke alene på forsiden af Lollands-Posten, men også af Politiken, og så kunne han lægge en pæn skilling oven i de 650 kroner, han ellers hævede i månedsløn.
Alt dette sidder Grethe Aakard og fortæller i sin lejlighed på Østerbrogade, mens de opslåede scrapbøger ligger henne på det massive spisebord. Det er næsten 60 år siden, hun første gang tog toget til Maribo. 70 år siden hun blev sat på en skolepult ved siden af Johs på Hans Tausens Gade Skole på Nørrebro i København, og et år siden, hun mistede ham.

Det var ikke Grethes ide, at de skulle begynde deres samliv i Maribo. Men lærepladser ved bladene var ikke noget, der hang på træerne, medmindre ens forældre havde kontakterne i orden. Johs' forældre havde frisørsalon, og de var meget imod, at deres søn skulle tilslutte sig kredsen af fordrukne, upålidelige journalister. Til sidst fik han dog plads ved Venstres Folkeblad i Haslev til 50 kroner om måneden, og efter militærtjenesten gik turen så til Maribo.
»Jeg var ikke begejstret, men skulle det være os, var der ikke så meget at gøre,« fortæller Grethe Aakard.

Og det skulle være dem, og der var ikke så meget at gøre. Journalistikken kom til at definere Johs og Grethes liv, og ikke mindst døgnrytme. I 1954 vendte de tilbage til København, hvor Johs havde fået job på Aftenbladet – en frokostavis, som også blev kaldt 'rullekonebladet'.
»Det var det arbejdende folk, der læste det. Og det var tit rullekoner, der delte avisen ud som et bijob,« forklarer Grethe Aakard.

Johs' nye stilling gav også Grethe et bijob. Johs var ikke morgenmenneske, men journalister på Aftenbladet mødte klokken seks om morgenen, så hun havde en daglig tørn med at få sin mand ud af fjerene, i tøjet og ned på gaden, så han kunne tage sporvognslinje 5 fra Bellahøj, hvor de boede, til redaktionen i Blågårdsgade.

Her arbejdede han om formiddagen, havde fri over middag, hvorefter arbejdet begyndte igen ud på eftermiddagen og sluttede halvsent om aftenen.
»Det var ikke så meget, man så til hinanden. Han kom måske hjem ved ni-tiden, og så skulle vi spise, og sengetiden kunne ikke ligge meget senere – vi skulle jo tidligt op.«
Det var også Grethe, der tog telefonen, når den ringede om natten med rovmord, ildebrande og andre ulykker. Hun sov lettest.

De fik to drenge, som Grethe Aakard gik hjemme og passede som små. Ellers har hun haft forskellige kontorjobs på deltid. Johs kom på Ekstra Bladet, og i 1965 var han med til at starte TV Avisen op. Også her gik den journalistiske dedikation og arbejdstiden hånd i hånd. Grethe må tænke sig godt om på spørgsmålet om, hvornår hele familien var sammen.
»Selvfølgelig var der pusterum … og ferier …«

Men hun fortæller også, hvordan Johs i sine senere arbejdsår, hvor han var redaktør, havde det en smule svært med, at de unge medarbejdere hastede hjem til familiepligterne, så snart muligheden bød sig.
På vej ud af lejligheden peger hun på et billede i entreen.
»Vores barnebarn, der nu er 13 år, nød han meget at være sammen med. For eksempel da hun lærte at kravle … Sådan har han aldrig haft tid til at opleve sine egne unger.«