11. januar – på dagen for årets uddeling af Cavlingprisen – kunne man i Politiken omsider læse den definitive gravskrift for den kriti-ske og undersøgende journalistik, som prisen ofte er givet til udøvere af.

Ifølge Politiken mener "medie-folk" nemlig, at den slags journalistik er alt for langt fra almindelige menneskers liv, og derfor er der – ifølge avisen – overvejelser i gang om at indstifte en pris, der hylder andre journalistiske discipliner end den dybdeborende.

Samme dag var der gang i den på onlinejournalisternes mailingliste, DONA. Her blev uddelingen af Cavlingprisen kaldt en "hån mod netjournalister". "Er branchen virkelig så konservativ og fastlåst i fortiden, at den aldrig vil få øjnene op for netjournalistikkens fantastiske kvaliteter," blev der spurgt i et indlæg.

Nu blev årets Cavlingpris vel at mærke ikke givet til et undersøgende projekt, men til en først og fremmest blændende dygtig "storyteller", Berlingske Tidendes USA-korrespondent Poul Høi. Prisen er ham vel undt. Men dagens øvrige meldinger efterlader en forstemmende fornemmelse. For selv om jeg instinktivt føler, at den undersøgende journalistiks gravskrift blev skrevet i utide, peger en del unægtelig i modsat retning.

Det er tilsyneladende blevet helt almindeligt og legitimt den ene dag at arbejde som førende Christiansborg-journalist for den næste at hoppe direkte til et job som ministerens højre hånd. Samtidig bliver vores fag invaderet af dem, der bare gerne vil være "noget med tv", uanset om de så tager turen over et reality show eller ej, før pressekortet er i hus. Det er så, hvad det er.

Mere urovækkende er det, at den hurtige og overfladiske infotainment ikke bare sniger sig ind overalt i vore medier, men efterhånden bliver normen. Et glimrende eksempel fandt sted samme fredag den 11. januar, hvor man i et par timer midt på dagen kunne følge tv-stationernes dækning af domsafsigelsen i Thorsen/Trads-sagen.

Dækningen af retssagens afslutning kunne have været brugt til journalistisk at sætte tingene på plads og i perspektiv. I stedet blev det langt hen ad vejen en tåkrummende forestilling. Og det var svært at sige, hvem der virkede mest ynkværdige – de dømte eller de interviewere, der i hastigt trav hen ad gaden stillede så tåbelige spørgsmål, at man måtte tvivle på, om redaktionerne overhovedet havde forberedt sig til dagen.

En tilsvarende udvikling kan man følge i den trykte presse. Der bliver heldigvis stadig lavet god undersøgende journalistik, men vi ser også "undersøgende" historier, der bliver pumpet så brutalt op, at de ikke kan holde, når det kommer til stykket. Jyllands-Po-stens omdiskuterede asylfup-historie er blot ét eksempel.

Folketingsvalget kaldte i den grad på undersøgende journalistik fra alle medier. Det fik vi bare ikke i noget særligt omfang. Til gengæld fik vi harmløse "bag kulisserne"-historier, hvor journalisterne lavede historier om, hvordan politikere og spindoktorer solgte budskabet – til journalisterne.

Om årsagen til udviklingen kan man kun gisne. Hvis en redaktion trods nedskæringer skal levere den samme mængde, kræver det ekstraordinær god ledelse, hvis ikke det skal gå ud over kvaliteten. Men generelt har man i de senere år kunnet konstatere et skred hele vejen rundt – hvor DR prøver at ligne TV 2, og hvor aviserne prøver at ligne ugeblade. I den situation er der måske ikke mange karriere-point at hente for den analyserende, undersøgende journalist.

Men journalisterne selv bærer også en stor del af ansvaret. Mine personlige erfaringer passer fint med beretninger fra andre medier: Selv om journalister på en arbejdsplads har et stående tilbud om, at de uden problemer kan få lov at hellige sig en enkelt sag i ugevis, så benytter de sig ekstremt sjældent af muligheden.

Computeren er blevet et uundværligt værktøj i den undersøgende journalists værktøjskasse, og DICAR – Dansk Institut for Computer-Assisted Reporting – har gennem flere år prøvet at motivere journalister til at tage nye teknikker i brug, for at de på egen hånd kan analysere og sammenholde store mængder data. Det kan ikke passe, at journalister fortsat skal være henvist til at slå op i rapporternes konklusion og skrive den af i stedet for at lære metoder til selv at analysere tallene og dermed tjekke eksperterne.

Det er for mig ubegribeligt, at journalister hellere dag efter dag vil i avisen med historier i genren "flere og flere gør dit eller dat" eller "en ny undersøgelse viser…" – i stedet for at forsøge selv at finde ud af, præcis hvordan det forholder sig – og hvorfor.

Har tiden virkelig overhalet behovet for undersøgende journali-stik? Har vi glemt at være nysgerrige? Er journalister for magelige? Eller bare ikke dygtige nok?

Tommy Kaas er p.t. ledende redaktionssekretær på ErhvervsBladet og fra 1.3. fuldtidsansat på DICAR. Desuden er han næstformand i Foreningen for Undersøgende Journalistik. E-mail: tommy.kaas@dicar.dk