Graverjournalistik udløste politiaktioner

TV 2’s afsløringer af narkokriminalitet førte til særindsatser fra politiet og nye linjer på asylcentre

Over et halvt år har TV 2 haft fokus på omfattende politisvigt i indsatsen mod narkokriminalitet i Istedgade og narkotikasalg fra asylcentret Sandholmlejren.

Torsdag var justitsminister Morten Bødskov kaldt i samråd for at redegøre for problemerne. Kaare Godtfredsen er en af de journalister, TV 2 har haft på sagen:

»Når vi starter på sådan noget, så har vi ikke et mål om, at der skal rulle nogle bestemte hoveder, eller hvad konsekvenserne skal være af vores journalistik. Men det er klart, at det selvfølgelig er tilfredsstillende at se, at der er konsekvenser af det, man laver, og at der bliver handlet på ens afsløringer,« siger Kaare Godtfredsen til journalisten.dk.

Kaare Godtfredsen har arbejdet med sagen sammen med Lasse Ravnø og Jonatan Placing.

Minister i samråd
Afsløringerne førte en række programmer på TV 2, som skabte en kritisk debat, om blandt andet Røde Kors og politiets roller i sagerne. I går var justitsminister Morten Bødskov (S) i samråd i Udvalget for Udlændinge- og Integrationsudvalget for at fortælle, hvad der konkret er blevet gjort ved problemerne.

Medarbejderne på landets asylcentre er blandt andet blevet instrueret i at anlægge en nultolerancetilgang til kriminalitet på centrene, og derudover har flere af de otte politikredse med asylcentre lavet særlige indsatser og aktioner, når der har været mistanke om kriminalitet.

»De aktioner blev blandt andet iværksat i anledning af de indslag, der er blevet bragt på TV 2,« sagde Morten Bødskov på samrådet i går.

Hold fast
Kaare Godtfredsen fortæller, at han og hans kolleger ikke er færdige med sagen, for når afsløringerne først er i hus, er det vigtigt, at journalisternes holder fast i historien, mener han.

»Det kan jo sagtens ske igen, at vi opdager et hjørne af historien, som vi ikke har fortalt endnu,« siger Kaare Godtfredsen.

Han opfordrer derfor til, at man løbende tjekker op på løfterne om forbedringer, og om de rent faktisk bliver til noget.

»Når man er færdig med sådan en serie, skal man ikke bare pakke den ned i skrivebordsskuffen. Man skal ringe tilbage til sine kilder, hvis de ikke selv har kontaktet en, for virkeligheden bliver ved med at forandre sig,« siger Kaare Godtfredsen.

Han peger på, at det netop var en opfølgning på den manglende indsats mod pushere på Istedgade, der ledte ham og hans kolleger på sporet af narkosalget i Sandholmlejren.

0 Kommentarer