Berlingskes graverjournalister spilder deres tid med ulideligt velfærdsbrok.

Berlingske har nogle af landets dygtigste journalister. Ud af denne udvalgte skare har man valgt en flok af særligt talentfulde individer, som har det privilegium at kunne bedrive deres metier under særligt fordelagtige arbejdsforhold.

Et sådant hold af journalister har derfor – kunne man mene – en helt særlig pligt til at beskæftige sig med forhold af fundamental betydning. Afsløringer af magtmisbrug, afdækning af særligt komplicerede problemstillinger eller blot journalistik, som i kraft af graverjournalisternes privilegerede arbejdsforhold går længere i blotlægningen af betydningsfulde samfundsfænomener, end journalister med daglige deadlines og pligter kan gøre. Men det gør Berlingskes graverjournalister ikke i øjeblikket.

I stedet er Berlingskes gravergruppe i færd med at udrulle en serie om forholdene i Københavns vuggestuer og børnehaver. Vi taler ikke om afsløringer af vanrøgt, diskrimination, akutte forgiftninger eller andre graverende forhold. Vi taler om ’søskendegaranti’. Har lille Karl på 17 måneder krav på at gå i samme institution som storesøster Isabella? Det er sagens kerne.

Berlingskes prisbelønnede journalister bider sig fast i spørgsmålet om, hvorvidt Københavns overborgmester, Frank Jensen, har lovet københavnske forældre, at de kan få deres børn passet i en og samme institution. Berlingskes journalister skriver under firdobbelt byline, at Frank Jensen har lovet en ’søskendegaranti’. Frank Jensen siger, at han har lovet en ’børnepasningsgaranti’, og at han ikke kan levere en ’søskendegaranti’. Til gengæld er kommunen i færd med at bygge daginstitutioner for en milliard kroner, sådan at københavnske skatteborgere kan få deres børn passet.

Man kunne synes, at sagen dermed burde være uddebatteret. Men nej, Berlingskes graverjournalister involverer i stedet både Dansk Erhverv og Venstres gruppeformand på Christiansborg i ’sagen’ med udsagn om, at tilstandene i København betyder, at ’der går viden og vækst tabt for virksomhederne’, og at Frank Jensen går i Nyrups og Thornings fodspor som løftebryder.

Set fra mit skrivebord er der ingen sag. Her er nogle forkælede københavnske forældre, som formentlig i en eller anden udstrækning kender nogle af de mange Berlingske-journalister, og som formentlig over en flaske rødvin ved en middag i Kartoffelrækkerne eller Humleby har talt sig varme i al deres harme over den stygge Frank Jensen.

Kvalitetsjournalistikken er i disse år under voldsomt pres på grund af sammenbruddet i dagspressens forretningsmodel. Derfor må man kunne kræve, at de få journalister, der nyder særligt gunstige arbejdsvilkår, bruger deres journalistiske privilegium til at belyse emner og problemstillinger af stor vigtighed. Det, der finder sted i Berlingske i disse dage, er graverjournalistik på blestadiet.

 – Claus Kragh, journalist, mandag morgen