Marco Vernaschi – der er kåret som vinder af World Press Photo – har gravet liget af en 10-årig pige op i Uganda for at dokumentere bestialske menneskeofringer. Hun var allerede blevet fotograferet af lokale fotografer.
FOTOETIK. Den italienske stjernefotograf Marco Vernaschi, der blev kritiseret i Journalisten nummer 7 for utroværdige fotomotiver, er igen kommet i fokus. Den brasiliansk-norske videojournalist André Liohn påpegede i april, at Marco Vernaschi ikke var til stede, da en 10-årig piges lig blev fundet den 25. januar i Uganda – alligevel har Marco Vernaschi publiceret et billede af pigens lig på sin hjemmeside.
André Liohn har interviewet myndigheder i Uganda, der forklarer, at Marco Vernaschi med løfter om betaling har overtalt familien til at lade ham åbne graven og fotografere liget.
"Jeg er imod Marco Vernaschis arbejdsmetoder, hvor han ofrer etiske værdier til fordel for grafisk effekt," fortæller Liohn på hjemmesiden Lightstalkers.org, hvor han påpeger, at opgravningen af liget var journalistik unødvendig, fordi pigen allerede var blevet fotograferet af lokale fotografer. Pigen var offer for de systematiske og bestialske ofringer af børn, der hærger Uganda, og som Marco Vernaschi med støtte fra Pulitzer Center har skabt international omtale af.
Efter fire dages heftig debat, hvor det understreges, at menneskerettighederne er overtrådt, reagerede Marco Vernaschi og Pulitzer Center på kritikken. I en udtalelse understreger Pulitzer Centers leder, Jon Sawyer, at centeret deler fotografens tro på, at fotodokumentation kan spille en stor rolle i mobiliseringen af den offentlige mening:
»Men vi mener – og Vernaschi er enig – at vi har håndteret sagen forkert.«
Jon Sawyer understreger, at han har fuldstændig tillid til, at Marco Vernaschi betalte familien ud fra medfølelse, og ikke for at få lov at fotografere det opgravede lig. Men:
»Både Pulitzer Center og Marco Vernaschi mener, det var forkert at bede om at få liget gravet op. Det er mangel på respekt for de døde, og det tvang familien til at sørge igen. Samtidig flytter det fokus væk fra den rædselsvækkende forbrydelse og over på journalisten.«
Samtidig udtaler Pulitzer Center, at det også var forkert, at Marco Vernaschi i samme reportageforløb fotograferede og publicerede billedet af liget af en treårig dreng, der havde fået kønsdelene afskåret som led i menneskeofringerne.
Marco Vernaschi ønsker ikke at kommentere sagen over for Journalisten. Billederne er nu trukket tilbage.
Marco Vernaschis metoder har tidligere været genstand for debat. Danske fotografer og en våbenekspert har i Journalisten kritiseret et af motiverne i den serie fra Guinea-Bissau, som Marco Vernaschi netop har vundet World Press Photo med. Fotograf Jørn Stjerneklar har bedt World Press Photo undersøge ægtheden af Marco Vernaschis billedfiler. Også den nye sag vækker debat på Pressefotografforbundets hjemmeside.
Det omdiskuterede motiv fra Guinea-Bissau viser ifølge billedteksten optakten til en likvidering i narkomiljøet, men kritikerne påpeger, at motivet virker opstillet.
I sagen fra Guinea-Bissau forsvarede Pulitzer Center Marco Vernaschi og var omvendt skeptisk over, at Journalisten refererede de danske fotografers kritik.
Journalisten har spurgt Jon Sawyer, om afsløringerne og indrømmelserne i forbindelse med Marco Vernaschis billeder fra Uganda påvirker Pulitzer Centers vurdering af Marco Vernaschis vinderserie med likvideringsmotivet fra Guinea-Bissau. Det spørgsmål har Jon Saywer ikke svaret på.
World Press Photo afviste at gå ind i sagen om troværdigheden af vinderserien fra Guinea-Bissau, blandt andet med henvisning til Pulitzer Centers etiske standarder.
World Press Photo forklarer Journalisten, at centret har læst Pulitzer Centers redegørelse om Marco Vernaschis billeder fra Uganda meget grundigt. Men da den ikke omhandler vinderbillederne fra Guinea-Bissau, vil afsløringen ikke få konsekvenser for Marco Vernaschi.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.