Gratisaviserne bliver ramt hårdt, hvis Dyremose-udvalgets forslag bliver til lov. MetroXpress og 24timer vil miste over 15 millioner kroner inden for fem år. (opdateret 9:41)
Når forslaget til en ny dansk mediestøtte bliver fremlagt i dag klokken 10, vil der både være vindere og tabere. Det tyder på, at en af taberne i Dyremose-udvalgets anbefaling kan blive gratisaviserne.
De bliver nemlig ramt hårdt, hvis distributionsstøtten omlægges til en produktionsstøtte, der ikke længere er forbeholdt trykte medier.
Det skriver Politiken i dag fredag.
MetroXpress og 24timer får i dag 38 millioner kroner i distributionsstøtte. Med den nye pulje vil pengene blive fordelt efter journalistiske ressourcer.
Da de to gratisaviser kun har 40 redaktionelle medarbejdere til sammen, vil deres støtte falde til under det halve over fem år, ifølge Politiken.
Chefredaktør på MetroXpress, Jonas Kuld Rathje, kalder forslaget socialt skævt, fordi gratisaviserne når ud til mange læsere, der ellers ikke ville læse avis – for eksempel unge og etniske minoriteter.
»Det er dybt udemokratisk. De velbeslåede har lige fået Radio24syv til næsten 800 millioner kroner. Og alle morgenaviserne, TV 2 News og P1 henvender sig i forvejen til dem, og så er det lige vores læsere, som skal være taberne«, siger Jonas Kuld Rathje.
Forud for mediestøtterapporten fortalte direktør for MetroXpres og 24timer Søren Riis i går til Journalisten.dk, at han håbede at støtten ikke kun ville gå til “luksusjournalistikken”, det vil sige aviser med langt færre læsere end de store gratisaviser.
»Man kan have mange journalistiske omkostninger uden at det kommer ud til særligt mange. Luksusjournalistik kan man kalde det. Vi har mange læsere blandt de unge og vores læsere spiller den samme rolle i demokratiet som læserne af Berlingske, Politiken og JP. Så jeg håber at udbredelse er med,« sagde Søren Riis forud for dagens mediestøtterapport.
Ifølge Søren Riis burde MetroXpress og 24timer modtage støtte på lige fod med betalingsaviserne dagbladene, fordi gratisaviserne leverer originalt indhold til nyhedsstrømmen.
»Bare fordi nogle opfatter betalingsaviserne som mere fine end de gratis aviser, skal vi ikke snydes for den samme støtte. Det er volapyk. Vi spiller en rolle, og derfor giver det god mening at støtte alle dagsbladene, også de gratis«.
(opdateret 9:41 med kommentar fra Søren Riis)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.