Den nye hustandsomdelte gratisavis, der ifølge rygter kommer til Danmark i løbet af efteråret, satser massivt på egenproduceret journalistik.
PORTRÆT. I løbet af efteråret dumper en ny gratis morgenavis efter alt at dømme ind gennem danskernes brevsprække. Men det er ikke en gratisavis af den model, vi kender fra de landsdækkende Urban og metroXpress. Derimod er det en traditionel omnibusavis i stil med vores tre store morgenaviser, Islands største mediekoncern, Dagsbrun, barsler med.
»Vi er en meget traditionel morgenavis både i form og indhold. Mange vil måske sige, at vi nogle gange er lidt forsigtige og konservative, men vi har den filosofi, at vi kommer uindbudte ind i folks hjem, så vi skal ikke vise voldsomme billeder på forsiden eller bringe grimme sladderhistorier,« siger Jon Kaldan, der er medredaktør på Dagsbruns islandske husstandsomdelte gratisavis, Frettabladid.
Frettabladid – der direkte oversat betyder 'nyhedsavisen' – er i sin form meget inspireret af den store hæderkronede islandske morgenavis Morgenbladid. Artiklerne er lidt kortere, men ellers er målgruppen og nyhedskriterierne de samme.
I modsætning til de danske gratisaviser, der for størstedelens vedkommende består af stof fra telegrambureauerne, bruger islandske Frettabladid kun telegramstof på udlandssiderne, resten af avisen er skrevet af avisens egne journalister.
Frettabladid skabes på Island af et halvt hundrede journalistiske medarbejdere, mens man i Danmark forventer mellem 60 og 75 redaktionelle medarbejdere, har en central placeret kilde i Dagsbrun oplyst til Berlingske Tidende. På Urban og metroXpress er der henholdsvis 27 og 25 redaktionelle medarbejdere.
»Avisen har et meget højt journalistisk niveau, og Dagsbrun er villige til at betale de dygtige journalister en rigtig god løn. Til gengæld forventer de også meget, og Frettabladid går for at være et hårdt sted at være,« siger Birgir Gudmundsson, der er redaktør af det islandske Journalisten og lektor i medievidenskab på Akureyri Universitet.
I forrige uge uddeltes de islandske journalistpriser. Der er tre forskellige kategorier, og Frettabladid var nomineret i alle tre og vandt den ene af priserne – i kategorien for innovativ journalistik. Prisen fik de for en artikelserie om privatiseringen af de islandske banker.
Der er altså al mulig grund til, at de danske avishuse ryster i bukserne ved udsigten til, at de harniskklædte islandske vikinger kommer på erobringstogt i Danmark, vurderer Birgir Gudmundsson. Eksperten i islandske medieforhold er dog også klar over, at det danske marked er præget af noget større konkurrence end det islandske.
»Indtil nu har Dagsbrun leget med Barbie-dukker, nu skal de op mod de store drenge,« siger han og tilføjer:
»Når Dagsbrun kaster sig ud i noget, så har de altså en meget stærk økonomi bag sig. Så jeg tror overordnet set, at avisen har meget gode chancer i Danmark.«
Det har ikke været muligt at få en officiel kommentar fra Dagsbrun om de vedholdende rygter om deres avisprojekt i Danmark.
* Dagsbrun
Dagsbrun er Islands største mediekoncern.
Koncernen udgiver to dagblade, en række magasiner og ejer fem tv-stationer samt en række radiostationer på Island.
Koncernens gratis morgenavis, Frettabladid, husstandsomdeles til 80 procent af Islands 300.000 indbyggere.
Islændingene kommer
AVISKRIG. Der er lagt op til en aviskrig af de helt store, hvis der er hold i de vedvarende rygter om, at den islandske mediekoncern Dagsbrun er parat til at lancere en ny landsdækkende gratisavis i Danmark til efteråret.
Dagsbrun har masser af penge i ryggen i kraft af hovedaktionæren Baugur Group, der sidste år havde overskud på 2,8 milliarder kroner efter skat, og på Island har koncernens gratisavis, Frettabladid, vadet i succes siden lanceringen i 2002 og er nu Islands største avis.
Ifølge Berlingske Tidende er Dagsbrun allerede om to-tre uger klar med det hold, der skal skabe rammerne for en ny gratis morgenavis, der i første omgang skal nå ud til omkring 500.000 husstande i hovedstadsområdet. Senere er målet 700.000 husstande.
Den største hurdle for de islandske avis-vikingers indtog i Danmark er, hvordan trykning og distribution af så mange aviser skal kunne lade sig gøre. Men ifølge Børsen er Dagsbrun rede til selv at købe eller oprette både trykkeri og distributionsselskab i Danmark.
Distributionen af op mod 700.000 aviser dagligt er en voldsomt dyr affære, men ifølge Berlingske Tidende bebuder en højtstående medarbejder i Dagsbrun, at oprettelsen af et sådan distributionsnet også vil kunne bruges til at bringe post ud, når den ventede liberalisering af postmarkedet gennemføres i 2009.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.