search

Gratis sprut og billige ludere

Engang var beværtninger og luderbarer så vilde med at have journalister blandt gæsterne, at pressens folk fik rabat på både sprut og sex. Dengang havde aviserne også etiske retningslinjer, men ...

 

HØJSTATUS. Vi mødes i Grøften. Stamværtshuset for københavnske journalister gennem generationer. Da jeg ankommer, spørger jeg en af tjenerne med hvid skjorte og rød butterfly, om Pedro er kommet. »Pedro fra Ekstra Bladet? Nej, jeg har ikke set ham endnu.«

Anledningen til vores møde er en snak om, hvordan pressekortet blev brugt af journalister i 1970erne og 1980erne. Dengang journaliststanden kun talte 3.000-4.000 og havde endnu større magt end i dag.

Hvis nogle kan løfte for låget, må det være Pedro, eller Peter Christoffersen, som han rettelig hedder, og som har arbejdet på Ekstra Bladet siden 1974.

Da vi finder hinanden mellem de ternede duge, beder Pedro den unge kvindelige tjener om at hilse Eriksen, Grøftens restauratør, og sige, at vi nok skal tage for os af retterne.

Pedro bestiller pariserbøf (medium-stegt) og en Ramlösa.

»Det er jo en ældgammel diskussion, Jakob. I 1970erne og 1980erne diskuterede vi også pressekortet. For eksempel om det var rimeligt at bruge det som adgangskort til Tivoli og til koncerter. Jeg har aldrig syntes, at man skal betale, når man er på arbejde,« siger han og ser ud, som om han mener det.

»Der var en helt anden tilgang til faget dengang,« husker Pedro.

»Man trawlede gennem nattelivet på jagt efter direktøren eller rockeren med den gode historie, der også var i byen for at ryge og drikke.«

Dermed var der også andre grænser for adskillelsen mellem privat og professionel brug af pressekort. Historierne blev ikke hentet hjem om aftenen fra hjemmearbejdspladser med internet-opkobling. Det foregik på steder som Grøften, men også på luderbarer som Viktoria Bar og Wonderbar.

Her fik både journalister og redaktører fra Ekstra Bladet endog rabat og kredit hos de prostituerede – selv om det naturligvis var i strid med avisens redaktionelle regler.

Ifølge Pedro var det ikke engang nødvendigt at blafre med pressekortet for at blive forkælet.

»Som journalist var man i en klasse for sig. Og for luderbarerne gav det status, at der var skuespillere og journalister blandt gæsterne. Det var med til at skabe en helvedes omsætning, og der var ingen problemer med at få gratis drinks.«

Pedro fortæller, at efter et møde mellem medarbejderne og ledelse på Ekstra Bladet tog hele holdet i byen. På Viktoria Bar satte en af avisens ledere sig på en stol ved baren for at lave en aftale med en prostitueret.

»Da jeg på et tidspunkt skulle ud og tisse, gik jeg forbi og hørte ham sige til pigen. ‘Ja, du siger, at prisen er 700 kroner. Men du kan jo også blive side 9 pige’.«

Vi er nået til desserten. Pedro bestiller et stykke brød med stærk ost og Dijonsennep. Vi tager kaffe til. I dag er Pedro gået på pension. Og han har det fortsat lidt dobbelt, når man taler om pressekortet. Selvfølgelig må man ikke kunne anklage journalister for at misbruge deres position til at opnå private fordele. På den anden side er han ikke vild med tidens puritanske bølge og den nye generation af regelrette mediefolk.

»I dag er de fleste fra den gamle generation døde, fordi de drak, røg og åd for meget. I stedet er der kommet en ny generation af journalister, der ligner sådan en som dig, Jakob Albrecht. I er pæne og ordentlige, men også røvkedelige.« Pedro sender et af sine skælmske blikke med sit venstre øje. Synet på det højre mistede han ved en slåskamp på Ekstra Bladet.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen