Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
08:12 29.08.2023 Anna Sol Jørgensen

Gratis billeder skal give mindre stigmatisering af overvægtige

Gratis billeder skal give mindre stigmatisering af overvægtige

Nationalt Center for Overvægt/Birthe Vembye

Danske medier har fået en ny, gratis billedbank, der kan bruges til at finde billeder til artikler om overvægt.

Det er Nationalt Center for Overvægt ved Aarhus Universitetshospital, der står bag den nye samling af fotos ”værdige billeder af personer med overvægt, som blandt andre danske medier gratis må benytte”, lyder det i en pressemeddelelse.

Billedbanken er et forsøg på et opgør med, at artikler om overvægtige illustreres med en, der spiser is, burger, har spildt ned ad blusen eller et billede udelukkende med en tyk mave i fokus.

”Vi ønsker med billedbanken at sætte fokus på, at det ikke er lige meget, hvad vi siger, skriver og viser, når emnet er overvægt. Vores håb er, at vi ikke alene kan sætte fokus på, at vægtstigmatisering gennem billeder – og ord – er skadeligt, men også generelt at få noget mere fokus på kompleksiteten i overvægt,” siger Pernille Andreassen, seniorforsker ved Nationalt Center for Overvægt, i pressemeddelelsen.

”Vi har efterhånden så meget viden om de mange årsager til overvægt som f.eks. genetiske, psykiske, sociale og miljømæssige faktorer, at ”luk munden og let bagen” burde være et overstået kapitel. Men det er det ikke. Billedbanken er blot et skridt på vejen mod mindre vægtstigmatisering, som medierne nu også kan være med til at træde,” tilføjer hun.

Ifølge pressemeddelelsen er modellerne i billedbanken nogen, der ønsker at støtte op om mindre stigmatisering af overvægtige. Billederne må bruges de næste fem år og må ikke bruges til kommercielle formål.

 

SENESTE NYT

Flere nyheder