Ukraine

Grarups rejsemakker gennem 20 år: Jeg har aldrig set ham snyde

”Folk skal ikke gå rundt og tænke, at han har fiflet med sine billeder. Det har jeg i hvert fald ikke set,” siger journalist på Politiken Bo Søndergaard

Hvor meget kan man stole på Jan Grarup, en af Danmarks mest prisvindende pressefotografer? Det er spørgsmålet, efter at det er kommet frem, at Jan Grarup har fortalt usandheder om sine oplevelser i Ukraine, og Politiken derfor har besluttet ikke at bruge hans billeder fra Ukraine.

I sidste uge skrev Weekendavisen på baggrund af interviews med Jan Grarups fixere i Ukraine, at Jan Grarup havde viderebragt forkerte oplysninger, mens andre fixere ifølge Politikens fotograf Martin Lehmann har kritiseret, at Jan Grarup ikke havde et gyldigt pressekort, da de arbejdede for ham i Ukraine.

Nu blander journalist på Politiken Bo Søndergaard sig også i debatten. Han har igennem 20 år rejst med Jan Grarup på Vestbredden og i Somalia, Irak og Syrien. De har også været i Ukraine to gange.

Bo Søndergaard forklarer, at Jan Grarup med rette er blevet kritiseret voldsomt.

”Det ryster mig, at en mand, jeg kender godt, har opført sig på den måde,” skriver han på Facebook.

Jeg har aldrig set Jan snyde med sine fotografier eller iscenesætte sine motiver.
Bo Søndergaard, journalist

Han har ikke fiflet med sine billeder

Men Bo Søndergaard hæfter sig samtidig ved, at kritikken først og fremmest handler om det, Jan Grarup har fortalt om sit arbejde, når han for eksempel er blevet interviewet som kilde.

”Når Jan fortæller om sit arbejde, har han sjusket med datoer og detaljer, og han har fortalt noget, han vidste var løgn,” siger han til Journalisten.

Til gengæld har Bo Søndergaard ikke noget at udsætte på Jan Grarups arbejde som fotojournalist.

”Jeg har arbejdet sammen med en mand, der er dygtig til det, han laver, og han har en tilgang, der matcher min, når det gælder risiko, og hvad vi vil og ikke vil. Han behandler folk ordentligt, når han for eksempel møder soldater eller civile, der er bange,” siger han.

Bo Søndergaard har ikke selv oplevet etiske problemer, når han har rejst med Jan Grarup.

”Folk skal ikke gå rundt og tænke, at han har fiflet med sine billeder. Det har jeg i hvert fald ikke set,” siger han.

I sit facebookopslag skriver han desuden:

”Jeg har aldrig set Jan snyde med sine fotografier eller iscenesætte sine motiver. Tværtimod har jeg mange gange set ham presse sig selv til det yderste for at få den rigtige historie.”

Manglede gyldigt pressekort

Det er, når Jan Grarup har fortalt om sine omkring syv rejser til Ukraine, at han har blandet tingene sammen og sagt ting, som ikke er rigtige, forklarer Bo Søndergaard.

”Det er jo ikke noget, han personligt vinder på, og dermed er det meningsløst at sige noget forkert. Men det ændrer ikke på, at han har sagt noget, der er forkert. Det er ikke noget, han kan snakke sig ud af,” siger han.

Fredag skrev Politiken-fotograf Martin Lehmann på Facebook, at han i Ukraine havde mødt en fixer, som tidligere havde arbejdet for Jan Grarup. Fixeren kritiserede, at Jan Grarup dengang havde benyttet et pressekort, der var udløbet.

”Hvilket, hvis det blev opdaget, kunne skabe endog store problemer for fixeren, som jo tager os fotografer og journalister ind i lukket land og dermed siger god for os. Og når du rejser i en krigszone – så skal du have dine papirer og dokumenter i orden,” skriver Martin Lehmann på Facebook.

Bo Søndergaard var sammen med Jan Grarup på turen, og han bekræfter, at Grarups tilladelse til at arbejde som pressefotograf i Ukraine var udløbet.

”Det var et problem, vi talte med fixeren om, og det var noget, der stressede ham,” husker han.

Det lykkedes dog Jan Grarup at få tilladelsen undervejs på turen, siger Bo Søndergaard.

Over for Journalisten er Jan Grarups eneste kommentar, at det er rigtigt, at hans pressekort ganske rigtigt var udløbet på det tidspunkt.

”Men jeg har fået et nyt,” forklarer han.

Bolden ligger hos Læsernes Redaktør

Søndag var debatten om Jan Grarup også et tema i ’Presselogen’ på TV 2.

Her sagde Frihedsbrevets chefredaktør, Mads Brügger, at det vil tjene både Politiken og Jan Grarup, hvis man ser på, om der kan ligge andre sager på Jan Grarups tidligere arbejde og udtalelser.

Jan Grarup selv mente i den forlængelse, at det var ”en glimrende idé”.

Men på trods af Jan Grarups ønske om at tjekke sit tidligere arbejde igennem for eventuelle fejl er det ikke sikkert, at Politiken kommer til at gøre det samme.

Ifølge Politikens chefredaktør Amalie Kestler afhænger det nemlig i høj grad af, hvorvidt flere afsløringer om fotografens arbejde dukker op.

”Jeg kan ikke udelukke, at læsernes redaktør vælger at gøre noget af egen drift. Men vores udgangspunkt er jo, og det er det i alle sager, at hvis der bliver rejst tvivl om indholdet i det, vi publicerer, så undersøger vi det,” sagde Amalie Kestler i ’Presselogen’.

Journalisten har spurgt Læsernes Redaktør på Politiken, Bjarne Schilling, om han vil tage sagen op på eget initiativ, men han har ingen kommentarer.

0 Kommentarer