Grafiknørder viser hvad skattekroner går til

I USA konkurrerer nogle af landets førende grafiknørder om at lave den bedste visualisering af det amerikanske statsbudget. Datavisualiseringer ender stadig med at blive for indviklede, lyder dansk kommentar.

I USA konkurrerer nogle af landets førende grafiknørder om at lave den bedste visualisering af det amerikanske statsbudget. Datavisualiseringer ender stadig med at blive for indviklede, lyder dansk kommentar.

Forleden blev det amerikanske statsbudget vedtaget i sidste øjeblik. Men hvad får skatteborgerne i USA egentlig for pengene?

Det dyster nogle af de bedste grafiske talenter i USA om at visualisere. På mandag bliver det afgjort, hvem der vinder konkurrencen Data Viz Challenge.

Det er dommere fra blandt andet New York Times og Fast Company, der skal finde vinderen blandt finalisterne, som blandt andet tæller projektet Every Day is Tax Day. Her kan man som bruger blandt andet se, hvor mange timer man skal arbejde hver dag, før skattevæsenet har fået sit.

Konkurrencen henvender sig kun til amerikanske statsborgere – de fleste af dem grafiknørder, kunstnere og universitetsstuderende.

Tallene til projekterne kommer fra WhatWePayFor.com, og de viser blandt andet, at at de sociale udgifter er steget i samme takt de seneste 30 år – uanset partifarve på præsidenten og formand for Repræsentanternes Hus.

Adam Albrecht og Kevin Mack har løst opgaven mere enkelt. De har lavet statsbudgettet som en kvittering med stregkode fra et supermarked, hvor udgifter er lagt sammen ligesom brød, mælk og ost.

Gert K. Nielsen har i en årrække arbejdet med visuel journalistik, nyhedsgrafik og 3D-visualisering. Han siger, at det er sjovt at se finalisternes løsninger og lege med tallene. Men deres bidrag viser et generelt problem for datavisualisering.

»Mange af øvelserne er komplicerede og svære at bruge. Man mister hurtigt overblikket. Dermed sætter mange af projekterne sig mellem to stole. De er for komplicerede for de fleste mennesker og for simple for de fagfolk, der ved noget om emnet i forvejen,« siger han.

Selv om datavisualiseringer ofte bliver fremhævet som en overlegen måde at præsentere store talmængder på, er der ifølge Gert K. Nielsen lang vej igen. Ikke mindst i Danmark.

»Man har længe talt om, at datavisualisering er en så effektiv og plastisk form for kommunikation, at den kunne afløse al anden kommunikation. Men der går lang tid, før det sker. Især fordi man glemmer, hvilken historie man vil fortælle, og hvilken målgruppe man henvender sig til.«

Oveni er det en dyr affære at samle og bearbejde så mange tal.

Gert K. Nielsen mener, at brugen af et ur i Every Day is Tax Day er grafisk flot, og ideen med at kravle rundt i et 3D-univers med budgettal er godt tænkt.

»Men igen giver det overhovedet ikke noget overblik over budgettet, at man kravler rundt mellem de forskellige udgiftsposter.«

I Vizualize your taxes kan man som skatteborger selv sammensætte sit bud på et statsbudget – hvor meget skal forsvaret, uddannelse og den sociale sektor have?
»Det kunne et parti måske bruge som en slags avanceret form for meningsmåling, hvor vælgerne bliver spurgt, hvordan de ville prioritere midlerne, hvis de skulle bestemme,« siger Gert K. Nielsen.

0 Kommentarer