1. oktober stopper du på Politiken efter 35 år. Var det en svær beslutning at træffe?

”Ja, det var det. Ole Rasmussen og jeg har jo været makkere på ATS i stort set alle år, så jeg havde faktisk dårlig samvittighed over for ham. Det har jo været lidt som et ægteskab, og pludselig siger den ene part: Nu trækker jeg mig. Det var da lidt tungt, for vi har kraftedeme haft det sjovt. Ud over at lave ATS-spalten har vi også optrådt alle mulige steder – og alt det forsvinder jo nu. Det er sgu vemodigt.”

Så hvorfor stopper du?

”Jeg søgte en frivillig fratrædelse sidste år. Egentlig havde jeg først tænkt mig at gå på pension som 70-årig. Men Politiken skulle spare, og der var lagt op til, at fem skulle fyres. Da det til sidst var afgørende, havde fire meldt sig til at tage en frivillig fratrædelse. Ej, tænkte jeg, så søger jeg sgu. Tænk sig at være den eneste, der blev fyret! Det var ikke for at være over-venlig – jeg tænkte mest på mig selv. Men hvis jeg kunne få en god fratrædelse og samtidig redde en fra at blive fyret, var det da supergodt. Og Ole tog det i øvrigt pænt.”

Hvordan endte du som helt almindelig journalist med at lave satire?

”Jeg har læst ATS, fra jeg var helt ung. Min far var meget satire-interesseret, og selv om vi boede i Randers, hvor de færreste holder Politiken, så holdt vi avisen i en periode alene på grund af ATS. Jeg lavede også satireprogrammer på kassettebåndoptageren derhjemme, og da jeg lavede skoleblad i folkeskolen, prøvede jeg at lave ATS. Så det er bare noget, jeg altid har gjort. Jeg havde faktisk også kortvarigt en satirespalte, da jeg var i praktik på Kolding Folkeblad.”

Drømte du allerede om at lave ATS, da du blev ansat som journalist på Politiken?

”Nej, for da jeg kom til Politiken, var ATS blevet så kedelig. Jeg leverede et par brokker og indslag til ATS-redaktionen, men jeg havde ingen ambitioner om, at jeg skulle være satireredaktør. Det kom bare stille og roligt. Men dengang blev ATS ikke respekteret, hvilket har frustreret os mange gange. Det blev set som noget, man bare lige kunne lave med venstre hånd. Det blev ikke betragtet som et rigtigt arbejde – ”jamen I sidder jo bare og griner”, ”I har det jo bare sjovt”. Men efterhånden tror jeg, det er gået op for de fleste herinde, at det ER et rigtigt arbejde.”

Hvad kræver det?

”Det kræver tid og research at lave den spalte. Det kan godt trække tænder ud, for der er ikke altid noget oplagt at lave satire på – og det er jo hver dag året rundt. Om fredagen har vi skullet aflevere til lørdag, søndag og mandag, og vi har begge to prøvet at ligge nærmest i febervildelse og lave spalten derhjemme, fordi den anden har været på ferie. Da min mor døde, var Ole på ferie, så der tog jeg til Randers og talte med præster og bedemænd, samtidig med at jeg indimellem skulle finde et hjørne i stuen, hvor jeg kunne sidde og være sjov. Det var da lidt tungt. Men det var stadig lettere at være sjov i den situation end lige efter 9/11. Det var en af de der begivenheder, som alle taler om, men hvor det er så voldsomt og forfærdeligt, at man tænker: Hvordan skal vi overhovedet være sjove nu?”

I lover i beskrivelsen af jeres ATS-satireshow fra i år, at ”alle befolkningsgrupper kan regne med at blive hængt ud”. Har det altid været nødvendigt at deklarere?

”Nej, men tiden og tidsånden har gjort, at vi har skrevet sådan. Vi har jo ikke noget ønske om at genere nogen. Men hvis der er basis for noget satire, så bruger vi det – og vi kan være grove over for alle samfundsgrupper, uanset køn, race og politisk ståsted.”

Har wokeness og krænkelsesparathed gjort det sværere at lave satire?

”Både og. For samtidig med at der er ting, mange i dag vil finde det upassende at lave satire på, så giver det også nogle nye muligheder. Og krænkelsessagerne har vi – i modsætning til ofrene – haft stor glæde af. Især har Frank Jensen og Lizette Risgaard været guld for ATS. Kunstneren, som ødelagde Asger Jorn-maleriet, Hip-hip Hurra Oprop Hedegaard, som vi kalder ham – er jo også oplagt satiremateriale, fordi hen insisterer på at blive opfattet som kvinde, selv om hen ligner en midaldrende mand. Så woke og krænkelser er trods alle forbehold godt satirestof.”

Men får I flere henvendelser fra læsere, der er blevet stødt?

”Nej, det gør vi faktisk ikke. Og det skyldes nok, at de fleste læsere er på vores alder. Det er trofaste Politiken-læsere på 50+, som læser papiravis og er vokset op med ATS – de ændrer jo ikke pludselig holdning.”

Hvorfor er det vigtigt med satire i en avis?

”Fordi det er vigtigt at få tingene skåret ud, så man ser dem på en lidt anden måde. Selv politikere kan nogle gange se det grinagtige i det, de har sagt eller foretaget sig, ved at læse ATS eller se en satiretegning. Vi har også jævnligt gjort grin med Politiken selv, og det synes jeg faktisk er meget vigtigt, at en avis kan gøre grin med sig selv. Politiken kan godt være lidt selvfed og selvretfærdig, og det har vi nogle gange grebet fat i og trukket ned, hvor vi mener, det bør være.”

Hvad skal der ske med ATS nu?

”ATS kører videre. Spalten blev jo 90 år sidste år, så den nedlægger man jo ikke, bare fordi der er et røvhul, som stopper. Men selvfølgelig bliver det på en anden måde.”

”Politiken kan godt være lidt selvfed og selvretfærdig, og det har vi nogle gange grebet fat i og trukket ned, hvor vi mener, det bør være,” siger Gorm Vølver. Foto: Marcus Emil Christensen