search

Gorillaen på kagebordet

I forhold til den nye offentlighedslov er det nødvendigt at tage stilling til et meget centralt problem - nemlig at også den nye lov vil blive misbrugt, bøjet, strakt til det yderste og nogle gange brudt

I forhold til den nye offentlighedslov er det nødvendigt at tage stilling til et meget centralt problem – nemlig at også den nye lov vil blive misbrugt, bøjet, strakt til det yderste og nogle gange brudt

I hele den diskussion, der netop nu igen er ved at tage fart efter offentliggørelsen af aftalen om den nye offentlighedslov, er det nødvendigt at rette fokus mod den 800-punds gorilla der sidder midt på kagebordet, og som det forekommer ualmindeligt svært at fastholde i søgelyset.

Der er nogle journalister, der har peget på den. Men juristerne – og politikerne – kigger væk. Det er lidt pinligt at pege på den. Eller det kan da ikke passe, at den sidder der.

Men det gør den!

Gorillaen på kagebordet er det helt banale faktum, at den nye offentlighedslov, så vel som den eksisterende, vil blive misbrugt, bøjet, strakt til det yderste og nogle gange brudt. Det vil ske igen og igen. Der vil være en politisk tendens i dette lovbrud – og den tendens vil være der, uanset hvad farve, det til enhver tid siddende regime måtte have. Hvad er rart at få ud? Hvad er ikke rart at få ud?

Denne tendens til at loven kan strækkes, vil sive ud i systemet og blive mere og mere udbredt og acceptabel.

Det fremgår af pressemeddelelsen om den nye offentlighedslov, at begrebet "ministerbetjening" som begrundelse for undtagelser fra aktindsigt er røget overbord.

Det er kun ordet – eller begrebet – der er fjernet. I pressemeddelelsen bliver justitsminister Morten Bødskov (S) citeret for følgende:

"Som alle ved, har der tidligere været en betydelig debat om bestemmelsen om den såkaldte ministerbetjeningsregel. Jeg har været meget opmærksom på den kritik, som har været fremsat, og jeg er meget tilfreds med, at et bredt flertal i Folketinget nu præciserer, i hvilke særlige tilfælde reglen kan bruges. Reglen er en undtagelse til det klare udgangspunkt om, at alle har adgang til dokumenter i den offentlige forvaltning, og aftaleparterne er således også enige om, at reglen skal anvendes restriktivt."

Morten Bødskov har været "meget opmærksom" på kritikken, siger han. Men hvordan har han reageret på kritikken? Ikke ved at fjerne reglen. Men ved at "præcisere", hvordan den kan bruges. Justitsministeren siger, at han er "meget tilfreds med, at et bredt flertal" står bag denne præcisering. Det brede flertal, det er regeringen plus Venstre og Konservative. Og så kommer guldægget:

"Reglen er en undtagelse til det klare udgangspunkt om, at alle har adgang til dokumenter i den offentlige forvaltning, og aftaleparterne er således også enige om, at reglen skal anvendes restriktivt."

Ja. Reglen om ministerbetjening er en undtagelse fra offentlighedens indsigt i den offentlige forvaltning.

Det er jo netop det, der er blevet kritiseret.

Kritikken går på, at det er en unødvendig – og alt for bred – undtagelse.

Men aftaleparterne er enige om, at reglen skal "anvendes restriktivt."

Man indfører en ny regel om undtagelse, men siger at den kun må anvendes restriktivt.

Forventningen er, at ministrene og embedsværket vil leve op til denne målsætning om kun restriktivt at undtage dokumenter med henvisning til den nye regel.

Erfaringen med den gældende lovgivning er, at denne forventning, hvis den er reel, samtidig er yderst naiv.

Jeg har bedt om aktindsigt i et ministeriums kommunikation med en avis. Aktindsigt i en aktindsigt.
Årsagen til, at jeg i første omgang anmoder om aktindsigt er en helt banal nysgerrighed. I sidste uge var det en stor historie, at en oppositionspolitiker havde stillet 700 spørgsmål til en minister.

Ud over de mange spørgsmål, der i sig selv fremstod komiske, så havde historien to delikate, og for politikeren belastende, aspekter:

Politikeren havde sendt et rasende brev til ministeren.

Politikeren havde stillet spørgsmål til ministeren vedrørende en virksomhed, hvor politikerens egen mor sad i bestyrelsen.

Da historien kom frem noterede jeg mig to ting.

Dels, at ingen tilsyneladende fandt det påfaldende, at netop dén avis på netop dette tidspunkt pludselig var begyndt at interessere sig for et emne, som den vist aldrig har løftet før – og havde bedt om aktindsigt så præcist, at det rasende brev dukkede op i posten, lige til at blive smidt på forsiden.

Dels, at ingen medier, fraset en enkelt, måske lidt overset avis, i kølvandet på den efterfølgende mediestøj undersøgte om de 700 spørgsmål var relevante.

Dén historie blev ikke løftet. I stedet halsede størsteparten af danske medier af sted efter historien om den spørgelystne politiker. I et enkelt indslag på tv havde en journalist printet samtlige spørgsmål ud og lagt dem i række på gulvet på en af Christiansborgs gange.

Det er et åbent – og så vidt jeg ved ubesvaret – spørgsmål, om den pågældende journalist har læst de udprintede spørgsmål.

Nuvel. Hypotesen er nærliggende: Historien er plantet. De 700 spørgsmål – der i øvrigt ikke er 700, men i realiteten 86 – de er registreret som udvalgsspørgsmål 151 til 237 – anyway, man kan antage, at de 86, 700, mange spørgsmål måske rammer en flosset nerve. Spørgsmålene går detaljeret på kriterierne for statsstøtte til de museer, der er berettiget til en sådan støtte. Jeg kan anbefale, at man klikker ind og læser spørgsmålene.

Man kunne altså godt hypotetisk forestille sig en situation, hvor en person i systemet med indsigt i disse forhold har sagt til en journalist fra et landsdækkende dagblad:

"Du skulle bare se hvor mange spørgsmål, vi har fået. Ved du i øvrigt, at politikerens mor sidder i bestyrelsen? Det er da værd at kigge på. Politikeren sendte i øvrigt et rigtig interessant brev til ministeren den der dag der."

Her kunne man indskyde en bisætning om redaktørernes faste festtaleemne, at medierne er den fjerde statsmagt, hvis opgave det er at kontrollere magthaverne. Ikke det omvendte, at medierne er magthavernes værktøj til at holde kritikerne stangen – men det er vist, i dette konkrete tilfælde, spildte Guds ord på Balle-Lars.

Anyway. Hypotesen er værd at forfølge. Og det er så her, man rammer muren i form af den måde, den eksisterende lov om offentlighed i forvaltningen bliver forvaltet.

Historien om politikerens mange spørgsmål peakede i sidste uge. Skal man følge op skal det være aktuelt. Jeg bad om aktindsigt fredag. Mandag eftermiddag blev jeg kontaktet af en embedsmand, der gerne ville spørge ind til, hvad jeg bad om aktindsigt i. Det forklarede jeg.

Og så udspandt følgende ordveksling sig:

Hvad er egentlig tidsrammen for, hvornår jeg kan forvente svar på min aktindsigt?

»Det kan jeg ikke lige sige. Men vi skal nok forsøge at overholde ti-dages fristen.«

Her bliver jeg nødt til at være lidt krakilsk. Offentlighedsloven siger altså ikke noget om en ti-dages frist. Den siger, at en myndighed skal svare "snarest" på en anmodning. I skal altså udlevere akterne, når de er klar. De ti dage du taler om handler om, at myndighederne skal forklare, hvorfor de ikke udleverer akterne, hvis der går mere end….

»Vi besvarer så hurtigt vi kan, men der er jo også efterårsferien og så videre.«

Efter samtalen skimmede jeg hurtigt offentlighedsloven igennem. Der står ikke noget om, at fristen for udlevering af akter kan overskrides med henvisning til medarbejderes afvikling af ferie. Ordet "ferie" optræder heller ikke i justitsministeriets vejledning til den eksisterende offentlighedslov.

Det, jeg har bedt om aktindsigt i, er først og fremmest en aktindsigt, der allerede er udleveret.

Ministeriet bruger Outlook. De skal altså blot klikke på sendt-mappen, scrolle ned, højreklikke, klikke videresend og skrive min mailadresse ind. Akterne er behandlet og udleveret. Det skal bare gentages. Det tager tre sekunder. Fem, hvis man skriver mailadressen med to-fingersystemet.

Registreringen af, at min aktindsigt er udleveret tager ikke ret meget længere tid. Vi snakker minutter, ikke timer.

Tirsdag eftermiddag modtog jeg en mail fra kulturministeriet, hvor der bl.a. stod: " Kulturministeriet vil besvare din henvendelse snarest muligt og senest den 22. oktober, jf. offentlighedslovens § 16, stk. 2."

Det korte af det lange er, at jeg kan se frem til at få svar fra ministeriet så sent, at svaret reelt er ubrugeligt. På det tidspunkt er historien stendød.

Det er sådan set ligegyldigt, om denne fordrejning af den eksisterende offentlighedslovs krav om snarest at behandle anmodningen skyldes, at man i ministeriet ønsker at skyde den kritiske vinkel i sænk – eller om man vil holde ferie.

Dét er gorillaen på kagebordet. Loven er til at bøje og vride. Og det er ikke i offentlighedens interesse.

Sådan er adfærden inden for de gældende, eksisterende rammer. Her er beskrevet et enkelt tilfælde. Men der er flere. Myndigheder har gang på gang held med at overtage nyhedsdagsordenen ved at plante oplysninger hos medier, der ikke har ressourcerne – eller viljen – til at gå kritisk til stoffet.

Omvendt bliver den kritiske vinkel gang på gang forhalet ud i irrelevans. Historier visner og dør. Det billede vi står tilbage med, er det billede, de pågældende magthavere ønsker, at vi ser.

Dén drift bliver forstærket med den nye offentlighedslov. Den nye offentlighedslov giver ikke mere offentlighed. Den giver mere kontrolleret offentlighed.

Der er ingen grund til at forvente andet end, at den nye offentlighedslov vil blive forfulgt til de yderste rammer, hvad angår de undtagelser, der er – heriblandt spørgsmålet om ministerbetjening.

At lægge op til, at at nye, løsere begrænsninger vil blive håndteret restriktivt, strider mod alle erfaringer med de eksisterende regler.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen