For andre er blevet dygtige til at bruge genrerne. Journalistik glider over i kommunikation, og politikere, der vil af med et budskab op til kommunalvalget, kan som i Fredensborg Kommune via administrationen sætte kommunikationsafdelingen i gang med at lave et hyldestskrift baseret på udvalgte fakta og interview. Det ligner journalistik, men …

Eller kommercielle interessenter – det kunne jo være modehuse – kan i bijob ansætte magasinernes moderedaktører, der på den måde skal balancere på et journalistisk ben og et PR-ben. Kan vi så stole på, at reportagen ikke har en uigennemskuelig slagside?

Jeg er sikker på, at dygtige kommunikationsfolk forsøger at sætte grænserne, når politikerne forgriber sig på både kommunens pengekasse og kommunikationsafdelingens troværdighed. Indadtil. Er det nok? Jeg er af den gamle skole og synes, at vi skal kunne tale om det i et åbent rum.

Jeg er også overbevist om, at både redaktører og journalister tror på, at de sagtens kan være på modehusenes lønningslister – og samtidig foretage rent redaktionelle valg i præsentationen af kollektionerne. Problemet er, at offentligheden ikke altid tror på det.

Kort sagt: Journalistik bliver brugt til så meget, at vi skal varedeklarere formerne ærligt for at bevare tilliden til dem.
Det gode er, at fagene nu er samlet i samme forbund, så vi undgår nemme mytedannelser om modparten. Vi kan tage snakken inden for fællesskabets rammer:

Jeg synes, at Euroman skal skrive i bladet, for eksempel under modereportagerne fra Sand, at redaktøren også er på lønningslisten i netop det modehus. Så ved læserne det.
Og at Fredensborg Kommune skal lade kommunikationsafdelingens kompetencer kommer til udtryk, så alt ikke drukner i naiv politisk vellyd.

Måske kan det siges helt kort. Al journalistik, der ikke kan bedømmes ud fra Pressenævnets regler, burde være endnu mere transparent og varedeklareret end den klassiske journalistik, der alle sine skavanker til trods dog er under en slags kvalitetskontrol.  Det ville gøre fagene ære.