»Er jeg for naiv, hvis jeg mener, at bevidst forkerte citater ikke hører hjemme i hæderlig journalistik?«
FEJL. Et forkert citat bliver ikke rigtigt af at blive gentaget. Det skulle man ellers tro, hvis man gør op, hvor mange gange journalister har bragt påstanden om, at jeg skulle have sagt, at "vi kan købe hele verden" eller forskellige andre varianter. Selv i dag – knap fire år efter – er det stadig nødvendigt at bearigtige fejlen. Det bør give stof til eftertanke hos enhver journalist.
Jeg vil gerne slå fast med syvtommersøm, at jeg aldrig har udtalt det med at "købe hele verden".
Fakta er, at jeg i forbindelse med finansloven for 2007 præsenterede et historisk skift i betalingsforholdet over for udlandet, idet Danmark – borgere, virksomheder og det offentlige under ét – for første gang i nyere tid havde mere til gode i omverdenen, end omverdenen havde til gode hos os.
Her sagde jeg med henvisning til en grafisk fremstilling, som viste udviklingen i udlandsgælden, at:
"Hvis vi bruger vores store, fine tusindårs-modeller, ja, så har vi løst globaliseringen. For over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Og så er dét problem løst. Men måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller – at de nok har en begrænsning alligevel. Men om ikke andet, så er det jo positivt, at vi har den frihedsgrad her."
Det var blandt andet ment som en løftet pegefinger i forhold til det at lægge for meget vægt på langsigtede fremskrivningsmodeller.
Pressemødet dengang blev tv-optaget, så det har hele tiden været muligt for alle at se eller høre ordret, hvad jeg sagde.
Men det har ikke hindret fejlcitatet i at blive bragt igen og igen. Og det på trods af, at først Finansministeriet og senere jeg selv utallige gange har berigtiget fejlen.
Fejlcitatet har fået fornyet liv i forbindelse med den aktuelle fokus på udviklingen i de offentlige finanser. Det er nærmest ondsindet, at fejlcitatet bliver brugt som modsætning til det nuværende underskud i statskassen. Hvorfor? Fordi over- og underskud i statskassen intet har at gøre med betalingsforholdet til udlandet. Det svarer til at sammenligne en sparebøsse med en tømmerflåde.
Journalister forventes ikke at være nationaløkonomer. Men forventningen må vel være, at de citerer korrekt.
Jeg har mødt mange forskellige undskyldninger for, at journalisten, som ofte selv ved, at citatet er forkert, bringer fejlcitatet. Her er et par eksempler, som taler for sig selv:
"Fejlcitatet bliver jo bragt overalt, så det er der ikke noget at gøre ved."
"Ja, ja, jeg ved, at du aldrig har sagt det, men du har vel humor."
"Jeg ved godt, at det ikke var det, du sagde, men nu er citatet blevet symbol på en tid i dansk økonomi, så …"
Er jeg for naiv, hvis jeg mener, at bevidst forkerte citater ikke hører hjemme i hæderlig journalistik?
Thor Pedersen (V) er Folketingets formand.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Herligt, at Thor Pedersen skriver her i journalisternes debat.
Sjovt nok har jeg en masse lignende oplevelser, når jeg først informerer folk om et eller andet, for derefter at spørge til deres holdning. Så får jeg pludselig at vide: "Du sagde, at ....." hvor jeg blot måbende må spørge mig selv, hvornår jeg dog har sgat sligt.
Og det, der meget ofte går hulens galt er det der med metaforer, hvor man bagefter forsøger at redde det hele med "Det jeg mente med det, var..."
Og her kan man så rettelig spørge Thor Pedersen: Hvad har du lært af denne oplevelse?
Nej, det gør ikke ondt at citere korrekt, men der skal skæres ind benet, når der skal findes en rubrik. Derfor er bemærkningen om, at "det over tid ender med, at vi ejer hele verden" simpelthen nummeret for kæk for en finansminiister i et land med 5,5 millioner indbyggere. For naturligvis er det den bemærkning, der set fra et journalistisk synspunkt er den mest interessante i ovennævnte citat. Det bør Thor Pedersen og hans rådgivere også vide.
Så kan man sige, at Thor Pedersen i næste afsnit undsiger samme beregning ved at tilføje, at "måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller - at de nok har en begrænsning alligevel".
Jamen, hvorfor i alverden så gå ind i sådan et regnestykke, når alle kan se, at det er helt forvrøvlet?