Google: Vi vil ikke lave nyheder

Google slår for første gang klokkeklart fast, at de ikke kommer til at konkurrere imod nyhedsmedier på nettet. Tværtimod vil de hjælpe aviser med at tjene penge på læserne.

Google slår for første gang klokkeklart fast, at de ikke kommer til at konkurrere imod nyhedsmedier på nettet. Tværtimod vil de hjælpe aviser med at tjene penge på læserne.


På chefgangene på mangt et nyhedsmedie har der været frygt for, at Google ville begynde at lave nyheder på nettet. Google kunne blive en konkurrent, der med sin erfaring og enorme mængde besøgende kunne annoncere og sprede nyheder ekstremt bredt.

Men det afviste Google i stærke vendinger onsdag på den digitale Zeitgeist-festival, skriver Guardian.co.uk.

»Google træder ikke ind i nyhedsbranchen,« slog administrerende direktør Eric Schmidt fast. Han beskriver Google som »en platform, ikke en konkurrent« for nyhedsmedierne.

Det er første gang, Google går så klart ud og maner rygterne i jorden om, at de selv skulle gå ind i mediebranchen.

Tværtimod vil Google hjertens gerne hjælpe aviser og andre netmedier til at tjene penge, fortalte medstifter Larry Page på Zeitgeist. Én måde at gøre det på er med såkaldte 'paywalls'- altså en slags port på nettet, så du kun kan besøge bestemte sider, hvis du betaler.

Men han understreger, at i takt med, at de trykte medier dør, bliver markedet for betalt indhold mindre og mere specialiseret. På nettet gælder andre regler, og brugerne kommer til at betale mindre for adgang, end de betaler for en avis. Men det betyder ikke, at nyhedsmedierne skal tabe penge på lang sigt.

Larry Page foreslår, at man udvider markedet for annoncer frem for at kræve for mange penge af brugerne. Når man har skrevet en artikel, skal man satse på at få så mange som muligt til at læse den, snarere end at kræve mange penge for den. Med annoncører i ryggen kan det også være en god forretning.

»Vi skal ikke have modeller, der begrænser adgangen, hvis det kan undgås. Hvis brugerne ikke behøver tænke over det, så vil de forbruge mere, og det må også være godt for dem, der laver indholdet (for eksempel journalister, red.). Prisen for at producere indholdet er fast, så når først indholdet er lavet, kan du lige så godt få så mange mennesker som muligt til at bruge det, og maksimere den mængde penge, du kan tjene på det,« sagde Larry Page.

0 Kommentarer