Fyens Stiftstidende fjerner gamle artikler fra nettet, hvis de står i vejen for kildernes resocialisering. DR arbejder på faste regler, men andre medier er mere skeptiske. Sletning af artikler bør være del af de presseetiske regler, mener mediejurist Oluf Jørgensen.
Åbenhjertige interviews med casepersoner, retsreportager med kriminelle og skarpt skårne nyhedsartikler. Tidligere kunne folk optræde i avisen, uden at det blev husket i al evighed.
I dag bliver historierne liggende på nettet, og de dukker op, når arbejdsgivere, kolleger og samarbejdspartnere søger på kilernes navn. Men selv om historierne forringer kildernes mulighed for at lægge fortiden bag sig, kan de ikke kræve at få dem fjernet.
Det eneste, de kan gøre, er at appellere til redaktørernes gode hjerter. Og det er ikke godt nok, mener en af pionererne inden for netjournalistik i Danmark, den tidligere DONA-formand og blogger på journalisten.dk Ernst Poulsen.
»Vi mangler etiske regler. Det er ikke nok, at hver redaktør gør, som han vil.«
Han siger i det nye nummer af Journalisten, at problemet har været kendt i 5-10 år, men man har kun diskuteret det overfladisk i branchen.
»I gamle dage blev kritiske artikler i papiravisen glemt efter nogen tid. I dag bliver historien liggende på nettet for evigt.«
Ifølge mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole burde man overveje at lade retten til at blive slettet indgå i den kommende tids arbejde med nye presseetiske regler.
»Det er da et presseetisk problem, som man skal forholde sig til. For eksempel at klagefristen i dag kun er på fire uger.«
Det forslag tilslutter redaktionschef for web og debat på Information Nikolai Thyssen sig. Han ved bare ikke lige, hvordan man formulerer reglerne.
»De historier, folk kommer med, er alligevel alt for forskellige til, at reglerne kan dække det hele,« siger han.
Information behandler hver uge omkring fem henvendelser fra kilder, mens Berlingske får en om ugen og DR fem-ti om året. Henvendelserne kan handle om alt fra tidligere casepersoner, der har fortalt om migræne og overvægt, til kriminelle, der er blevet nævnt ved navn, da de fik en dom. Selv succeshistorier kan nogle gange skabe problemerne for kilderne.
»De fornægter ikke deres fortid, men har svært ved at komme videre, fordi de hele tiden bliver mindet om det,« siger Jan Kristensen, chefredaktør på Fyens Stiftstidende.
Fyens Stiftstidende afindekserer artikler med gamle domsafsigelser, hvis dommen er afsonet for mindst et år siden.
»Google skal ikke være en livstids-straffeattest, og vi ønsker ikke at stå i vejen for folks resocialisering,« siger Jan Kristensen, der også er medlem af Pressenævnet.
Han fjerner kun artikler, hvis kilderne selv henvender sig, og det sker cirka hver 14. dag. De ligger dog stadig i Infomedia og avisens webarkiv for betalende abonnenter.
På Midtjyllands Avis siger chefredaktør Steffen Lange:
»Hvis en ung mand ønsker, at vi fjerner en gammel nyhed om en voldsdom på grund af ballade i nattelivet, plejer jeg at sige: "Det skulle du have tænkt på før".«
Det særlige ved artikler på nettet, der skader folks omdømme, er, at de presseetisk ofte var helt i orden, da de blev bragt.
»Men alligevel kan det længe efter sagtens føles uretfærdigt for den pågældende person, fordi en bestemt vinkel eller webartikel bliver ved med at dukke op, når man søger på navnet. Og nogle gange giver det ikke et retvisende billede af den pågældendes sag,« siger seernes og lytternes redaktør i DR, Jacob Mollerup.
Ingen af de medier, Journalisten har talt med, lader politikere, professionelle kilder, virksomheder eller organisationer pynte på deres fortid. For andre typer kilder er udgangspunktet, at intet kan fjernes. Hvorpå redaktøren lytter til "offeret".
Jørn Broch, chefredaktør, JydskeVestkysten:
»Det, vi publicerer, står vi ved,« fastslår han på den ene side – og derpå opfølgningen:
»Så der skal meget vægtige argumenter på banen. Jeg skal overbevises.«
Tv2.dk har ikke rigide regler, siger redaktør Peter Møller.
»Vi drøfter fra gang til gang og træffer beslutning efter, om artiklen er unødigt krænkende, og hvilken type kilde der er tale om.«
Seernes og lytternes redaktør, Jacob Mollerup, forklarer, at DR's programetiske udvalg er i gang med at undersøge muligheden for at lave faste regler for såkaldt afindeksering, så artiklerne bliver usynlige for Google.
Frygten i huset er, at det vil give en ny klagestrøm.
»Fordelen er, at man på en praktisk måde kan afhjælpe et problem – men uden at man ændrer noget som helst på artiklerne eller på arkivet,« siger Jacob Mollerup om forslaget, som udvalget diskuterer sidst i februar.
I dag ranker Google populært sagt historier efter antal klik og links. Det betyder, at en flere år gammel historie med mange klik ligger højere end en nyere. Men ifølge Ernst Poulsen er det teknisk muligt at indbygge en automatik, så emneord ikke nødvendigvis dukker op i 5-10 år gamle artikler.
»Dermed kan man godt omtale en person på ny, uden at meget gamle sager, som reelt er irrelevante i dag, dukker op,« siger han.
Se Journalistens regler for ændring og rettelser i gamle artikler her.
Læs mere i det nye nummer af Journalisten, der udkommer onsdag. Artiklen bliver ikke bragt i netudgaven af bladet, men kun i den trykte udgave, for at skåne casepersonerne for Google.
16 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
»Hvis en ung mand ønsker, at vi fjerner en gammel nyhed om en voldsdom på grund af ballade i nattelivet, plejer jeg at sige: "Det skulle du have tænkt på før".«
Jeg er nødt til at anholde denne udtalelse fra chefredaktør Steffen Lange fra Midtjyllands Avis.
Det er efter min bedste overbevisning enten udtryk for magtarrogance eller manglende refleksion over den skadevirkning, sådan omtale på internettet kan have lang tid efter forholdet er begået. Har man begået en dumhed, som oven i købet er strafbar, kan man forvente en domfældelse og en efterfølgende, tidsbegrænset plet på "straffeattesten", der i en årrække efterfølgende kan have vidtrækkende personlig betydning (også ift. jobs mv.). Så kan man naturligvis også forvente offentlig omtale, sålænge et medie skønner begivenheden væsentlig og interessant - men skal man helt ærligt forvente, at man til tid og evighed står omtalt som voldsforbryder, tidligere alkoholiker, transseksuel, el.lign. på internettet?
Medierne har lovgivningsmæssigt meget frie rammer, og der tages væsentlige hensyn til informations- og ytringsfriheden også, når disse sættes op imod andre grundlæggende rettigheder f.eks. privatlivsbeskyttelsen og hensynet til det enkelte individ. Men man må også overveje om de friere rammer måske også skyldes en utidssvarende lovgivning, som ikke har taget højde for internettet og netmediernes udbredelse. Som eksempel kan nævnes, at klagefristen til Pressenævnet er 1 måned fra, at fx en artikel er bragt. Det gav god mening dengang artiklen havde en kortere levetid i den offentlige hukommelse og ikke kun var en Googlesøgning væk. Et andet eksempel er lovgivningen om mediernes (off. tilgængelige) informationsdatabaser, der skulle gøre det muligt for journalister, historikere og andre, at foretage lette søgninger i historisk, journalistisk materiale, dog under behørig hensyntagen til privatlivsbeskyttelsen. Samme funktion findes nu, bare meget mere tilgængeligt og væsentligt dårligere beskyttet på internettet.
Føromtalte lov tilsikrer f.eks. at informationer om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om strafbare forhold mv., slettes når der er forløbet 3 år fra hændelsen, med mindre at en hensynsafvejning fører til, at der "består en sådan interesse i, at de pågældende informationer er offentligt tilgængelige, at hensynet til den enkeltes interesse i, at informationerne slettes, findes at burde vige for hensynet til informationsfriheden."
Har man ikke overvejet de fornuftige og rimelige regler, der er udtrykt i informationsdatabaseloven, i forhold til mediernes ageren på internettet? Hvorfor skal en offentlig eksponering, der opleves langt mere indgribende for den enkelte, være underlagt en privatlivsmæssigt meget svagere lovgivning?
Efter min ydmyge opfattelse er medierne nødt til at tage et større ansvar for det, de selv bringer og tilstadighed har liggende på deres hjemmesider. Det er langt fra tilstrækkeligt blot at undgå indeksering af diverse søgemaskiner.
SIGER ALT!
Journaliststandens hykleri op proklamerede bekymringer om etiske standarder skriger til himlen.
Segmentets totalt afslørede mangel på evne til at orientere sig bare en lille bitte bitte smule kognitivt forpligtende, står her i artiklen og skriger på lidt opmærksomhed. Er der nogen der kan se det? Nej, det er der tilsyneladende ikke!
Journalister kan ikke se skoven for træer.
HVORDAN KAN DET VÆRE GOOGLES FORTJENESTE HVAD ANDRE GØR!
(Kære venner, det er jeres eget lort, i snakker om. Google laver ikke selv lortet!)
Hvis nu dem, der laver indholdet, kunne stå inde for det de skriver, så var der ikke noget problem.
Hvis ikke vi havde nogen hukommelse, så kunne vi heller ikke gå tingene efter, og afsløre dem i al deres patetiske elendighed og evindlige jagt på ein bischen høren-sagen.
Hvis ikke vi havde Google, var der rigtigt mange journalistiske elendigheder, som slet ikke kunne gåes efter. Fx Helle Thornings skattesag, der ret beset aldrig har været andet end journaliststandens kollektive karakterselvmord, opstået med forsøget på at begå karaktermord, justitsmord, på den nuværende statsminister med løgn, illegitime alliancer med magtens centre, VKO og spinmestre, italesættelse og blind tillid til mediebrugerens mangel på selvstændig dømmmekraft.
Google er smerten i røven på den, der helst vil have at alt hvad der skrives er glemt lige så hurtigt, som det er skrevet. Google gør livet svært for den, der lever af mediesegmentets manglende hukommelse.
Diskussionen om en eventuel ret til at blive slettet på web er en interessant og meget principiel diskussion, som rører ved grundlaget for at tale om en offentlighed samt for mulighederne for i de følgende år at bedrive historieforskning, hvor web bruges som kilde. Det er således ikke helt korrekt, at en person, der før i tiden ikke var glad for sin optræden i en avis, kunne trøste sig med, at avisen dagen efter blev brugt til at pakke fisk ind med. Det gjorde alle aviserne heldigvis ikke, nogen af dem blev gemt i Statens Avissamling.
Grundlæggende må det gælde, at hvis noget én gang er bragt offentligt, så er det offentligt, uanset hvilket medie, det bringes i, og det vedbliver det med at være, uanset hvad der efterfølgende måtte ske, som kan få en person eller organisation til at fortyde tidligere udsagn. Alt andet vil være at forfalske allerede offentliggjorte kilder, og i og med stadig mere af vores samfunds kommunikation foregår via web, så vil man som historiker være meget dårligt stillet, hvis man 10 år senere ønsker en sag belyst ud fra fortidens kilder, som så måske er ændret på afgørende punkter. Ændring i allerede offentliggjorte kilder kendes tilbage i historien fra det tidligere Sovjet, hvor senere uønskede personer blev retoucheret væk fra fotografier.
Grundlæggende må folk tænke sig om, inden man udtaler sig i det offentlige rum - uanset om det er web eller ej -, og kun i de tilfælde, hvor et udsagn er bragt ulovligt, kan det komme på tale at slette det.
Endelig er tankegangen om at have krav på at få ting fjernet på web ude af trit med mangfoldigheden af aktører på web, hvor der i rigtig mange tilfælde ikke vil være nogen ansvarlig/ansvarshavende person at rette sin forespørgsel til - web er altså meget mere og andet end avislignende udgivelser.
Men stadig.. hvordan vil man forhindre udenlandske sider i at "huske" navne, detaljer og udtalelser? Jeg kan slet ikke se hvordan man ville skulle opretholde en lov eller regelsæt som gav folk lov til at blive slettet. For selvom en artikel er væk på Eb.dk, så kan den jo sagtens være tilgengælig på en server et andet sted i verden.
Jeg bemærker en uendelig lyst til journalistisk selvpineri - at problematisere og debattere hver eneste lille hjørne af mediernes virke med indlagt ekspert, der villigt stiller op og siger, at medierne må tage mere ansvar.
Er det virkelig vigtigt at blive glemt i offentligheden, så må folk tage navneforandring. Og sværere behøver det vel ikke at være? Det lægger tilmed ansvaret, hvor ansvaret skal ligge.
'Retten til at blive glemt' - må jeg være fri. Internettet og søgninger er nok kommet for at blive.
Flere