
I Frankrig har databeskyttelsestilsynet, CNIL, idømt to af Googles enheder en bøde på i alt 100 millioner euro. Det er omkring 750 millioner kroner. En Amazon-enhed er samtidig idømt en bøde på 35 millioner euro (omkring 263 millioner kroner).
Selskaberne er dømt for at bruge reklamecookies uden de fornødne tilladelser.
”Selskaberne placerede reklamecookies på brugeres computere uden først at have indhentet tilladelse til det og uden at give tilstrækkeligt med oplysning om det,” hedder det i en pressemeddelelse fra CNIL.
Cookies er en betegnelse for data, som lagres på en browser på brugerens computer, hvor den tillader andre hjemmesider at identificere brugere, og som registrerer deres aktiviteter på internettet.
Milliarder af cookies bliver dagligt gemt på internetbrugeres computere og mobiltelefoner.
Google blev sidste år det første store amerikanske techforetagende, som fik en bøde i henhold til EU’s nye regler om beskyttelse af privatlivets fred.
/ritzau/Reuters
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.