Selskabet Google er nu så bekymret over udviklingen i nyhedsmedierne, at firmaet gør et stort diskret stykke arbejde for at redde eksempelvis de amerikanske aviser. Det skriver det anerkendte amerikanske magasin The Atlantic.
Google er reelt bekymret over sin egen succes med at støvsuge mediemarkedet for annoncepenge. Hvis der ikke er en stærk medieindustri til at lave god original journalistik, så er der nemlig mindre interessant indhold at søge efter på nettet, og det kan blive et langsigtet problem for Google, siger flere fremtrædende medarbejdere.
Det skriver det anerkendte amerikanske tidsskrift The Atlantic på baggrund af en række interviews med centralt placerede Google-medarbejdere. Google tror på en stærk fremtid for medierne, når overgangsfasen er overstået, og nye betalingsmodeller og annoncesalgsmodeller slår igennem.
Meldingerne kommer, efter at selskabets administrerende direktør, Eric Schmidt, i april til en forsamling af amerikanske redaktører sagde, at 'vi er i det her sammen'. Og at journalistikkens overlevelse var 'essentiel for et velfungerende og moderne demokrati'.
Ifølge The Atlantic har Google gjort det til et vigtigt strategisk fokus at støtte en række eksperimenter med betaling på nettet og nye salgsmodeller for annoncer i en lang række amerikanske mediehuse. Det sker dog diskret, fordi Google er under mistanke for, at initiativerne er ren markedsføring med henblik på at få øget goodwill.
Google tror kun, at det er et spørgmål om tid, før medierne får etableret fungerende betalingssystemer for indhold og bedre indtjening på onlineannoncering.
Det multinationale amerikanske selskab arbejder derfor sammen med amerikanske medier om eksempelvis at løse søgeproblemerne, når indhold kommer bag en betalingsvæg. Hertil kommer, at man hjælper til med at indføre en betalingsmodel for onlineannoncering, som minder om flyselskabernes. Prisen på al ledig annonceplads gøres variabel fra time til time, så den hele tiden afhænger af udbud og efterspørgsel.
Historien melder dog ikke noget om, hvorvidt Google vil hjælpe eller hjælper medier uden for USA, eller om Google vil til at betale mere i skat i de lande, hvor firmaet henter store annonceindtægter. Det anslåes, at Google i Dammark har hentet markedsandele fra medierne på omtrent en milliard kroner årligt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.